16 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

10. maj 1837 Finanskriser er ikke noget nyt

10. maj 1837 Finanskriser er ikke noget nyt

Torsdag, 10. maj, 2012, 11:21:59

Der går totalt kuk i USA’s finansmarked, da kampen mellem præsident Andrew Jackson og den korrupte bankverden kulminerer.

Den 10. maj 1837 udbryder der panik på finansmarkederne i New York, da samtlige store banker fra den ene dag til den anden holder op med at acceptere pengesedler som betalingsmiddel og kræver betaling i mønter af guld og sølv.

Sammenbruddet i pengeøkonomien er kulminationen på flere års stigende mistillid til bankerne og USA’s præsidents bevidste undergravning af den amerikanske centralbank.

Præsident Andrew Jackson har op gennem 1830’erne ført åben krig imod Second Bank of the United States, den amerikanske centralbank. Den er blevet oprettet i 1816 efter First Bank of the United States’ sammenbrud.

Præsident Jackson er skeptisk overfor den udbredte korruption i bankverdenen. Han er også tilhænger af, at samtlige pengesedler i USA skal modsvares af guldreserver i bankerne og til enhver tid skal kunne byttes om til en fastlagt mængde guld eller sølv, en tidlig version af den såkaldte ”guld-standard”.

I teorien er den amerikanske Dollar bundet op på en fast sølvværdi, men det system er blevet undergravet gennem årtiers korruption og mangel på regulering af bankerne. Hen mod slutningen af sinanden præsidentperiode i 1836 indleder Jackson et frontalt angreb på pengeøkonomien, da han nedlægger veto imod at forny centralbankens charter, hvad der i sidste ende vil føre til at banken kollapser.

Centralbanken, som ellers skulle regulere de private banker, bliver dermed fuldstændig undergravet. Des­uden indfører Jackson ved dekret, at betaling for opkøb af offentlig ejendom skal foregå i »specie«, det vil sige i føde­rale mønter af guld eller sølv.

Da der i foråret 1837 udbryder en finansiel krise i Mexico, som betyder, at store mængder mexicansk sølv flytter over grænsen til USA, bliver de finansielle markeder fuldstændigt ustabile, fordi værdien af sølvmønter pludseligt falder i forhold til guld.

Det totale sammenbrud i tilliden til pengesedler begynder i New York den 10. maj og spreder sig hurtigt til resten af storbyerne langs østkysten. Den vestlige del af USA modstår krisen lidt længere, men i sidste ende falder efterspørgslen så kraftigt, at hele USA falder ind i en dyb depression.

Mere end  halvdelen af alle USA’s banker går helt eller delvis konkurs, og mere end 100.000.000 dollars, svarende til mere end en tredjedel af alle penge i cirkulation i USA, forsvinder fra økonomien. Arbejdsløsheden når samtidig hidtil usete højder.

Skylden for krisen falder i det store og hele på Martin Van Bruen, Jacksons aløser som præsident, til trods for, at han er tiltrådt bare fem uger før panikken bryder ud i New York.

Krisen raser i fem år og først ved udbruddet af krigen mod Mexico i 1848 er den amerikanske økonomi nogenlunde på fode igen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


10. maj. 2012 - 11:21   03. sep. 2012 - 10:59

Historie