Skal vi hjælpe mennesker af kød og blod, selv om loven forbyder det? Terraferma er en stærk italiensk film om valget mellem liv og død.

Guilietta, der mistede sin mand på havet for tre år siden, vil væk fra det indelukkede liv på Linusa, der ligger i Middelhavet midt mellem Tunesien og Sicilien, men så fisker hendes svigerfar og søn en gruppe mennesker op af havet.

Camera Film

Filmanmeldelse

af Gert Poder

Moralske valg er altid endegyldige. Enten redder man et liv, eller også er man skyld i dets død. Punktum.

Moralske film handler om moralske valg, og det er stor kunst, når det lykkes. Det gør det for den italienske filminstruktør Emanuele Crialese i hans seneste, prisbelønnede værk Terraferma.

Terraferma betyder lukket land, og lukket land er den lille vulkanø Linusa i øgruppen Pelagie midt mellem Sicilien og Tunesien i Middelhavet. Bedre kendt er nok nabo-øen Lampedusa, som alene i de første fire måneder af 2011 modtog 30.000 afrikanske bådflygtninge.

På samme måde som øen i generationer har lukket sig omkring sine indbyggere, er den i bogstaveligste forstand lukket land for de tusindvis, der vælger havet som vej ud af Afrikas sociale og politiske helvede.

Det svære valg

Filmens etiske omdrejningspunkt er den katolske  famiglia sacrale – den hellige familie – med moderen i midten.

Hendes dyd er pieta, barmhjertighed, der i kristen kunst vises som jomfru Maria med sin døde søn Jesus i skødet, og troens gave er bonifacius, den uegennyttige gode gerning.

Guilietta (Donatella Finocchiario) har mistet sin mand på havet. Som de øvrige øboere kæmper hun hårdt for at få økonomien til at løbe rundt. Fiskeriet er sløjt, og så er der kun turismen tilbage et par måneder om året.

Hvert år lægger sommergæsterne en pæn klat penge. De kommer for at opleve det sorgløse liv på de smukke strande og den enestående natur.

Men der ligger noget fremmed på den ellers så enestående havbund. Det er sko, tøj, papirer og ejendele fra de mere eller mindre døde afrikanere, som havet har afleveret. Og dem er der rigeligt af. Ifølge FN’s flygtningehøjkommissariat ­druknede 1500 sidste år alene i Middelhavet på vej fra Nordafrika til Fort Europa.

Sammen med sin søn, den ikke alt for kloge Filippo (Filippo Pucillo), og svigerfaderen Ernesto (Mimmo Cuticchio) kommer Guilietta uforskyldt i klemme, da de to  mænd trodser loven ved at redde en gruppe flygtninge, blandt dem en gravid kvinde, fra at drukne.

Det passer dårligt ind i Guiliettas planer. Hun vil væk fra øen, ud af det lukkede land. For at få råd til det har hun udlejet familiens lille hus til turister, mens de selv overnatter i garagen.

Endnu værre bliver det, da politiet straffer den lille amilie ved at beslaglægge deres fiskerbåd, officielt de ikke har tilladelse til at sejle med turister.

Socialt drama

Terraferma, der vandt juryens særpris og UNICEF-prisen på Venedig Film Festival 2011, er på godt og ondt en meget italiensk film.

Den er på én gang dramatisk og komisk overspillet i sine figurer og samtidig vildt underspillet i sin tegning af de problemer, som disse tre, jævne menneskers havner i, bare fordi de er – tjah mennesker.

For den gamle fisker Ernesto og hans jævnaldrende er det utænkeligt at efterlade et andet menneske hjælpeløst til havets forgodtbefindende. Det er – lige som gudstroen – ikke til diskussion, og ingen har magt til at lovgive imod.

Emanuela Crialeses film  formår med stor styrke at vise kontrasten mellem de ubekymrede turister i solen og tragediens mørke skygger.

Der er både bid og vid i denne fremstilling af den evige historie om kampen mellem moral og kynisme, lovlydighed og oprør og i sidste ende mellem liv og død. Hvor svært kan det være?

Terraferma. Instruktion: Emanuele Crialese.

88 minutter. Premiere i dag. København, Aarhus, Odense, Aalborg, Værløse og Kolding.