Halvfems procent supergodt og meget anbefalelseværdigt teater med en utroværdig afslutning.

»Har du nosser?«, spø´r dukken – »tja«, si´r Manden.

Søren Meisner

TEATERANMELDELSE

af Nick Bruun

Desperado er historien om en midaldrende skuespiller og tekstforfatter, der har isoleret sig i et lille hus for at færdiggøre et manuskript.

Han er meget alene, men en dukke, som han selv fører, der forestiller en mexicansk cowboy, opmuntrer ham og giver ham tillid, når omverden – i form af telefonsamtaler, melder sig med nedslående nyheder eller lader helt være med at melde sig.

Huset og alle møbler er lavet af pap – sådan ser det i hvert fald ud - og alt er malet i skarpe sorte, røde og hvide farver. Det giver alle de hverdagsagtige ting, manden foretager sig, en helt ny dimension. Man lægger simpelthen mærke til det hele, fordi man bliver nysgerrig efter at se, hvordan et papkomfur fungerer, hvordan man fylder vand i en papkedel fra en papvandhane, og hvordan man skider på et paplokum.

På en hylde på papreolen ligger et bombebælte – så er spændingen monteret.

Det hele er synkroniseret med lydeffekter, der gør det både imponerende og sjovt. Samtidig skaber det den effekt, at man lever sig meget mere intenst ind i mandens liv og kvaler. Han er nem at forstå. Har svært ved at få succes med sin dramatik og har nået en alder, hvor det er svært at skifte spor. Bliver meget fortrydelig i sin ensomhed, over ikke at have været del af noget større. Ville ønske, at han havde været gammel nok til at have kæmpet mod Vietnamkrigen eller ung nok til at have været BZ’er. Ville ønske verden var en anden og at mennesker ikke var så ligeglade, når nu verden er så forfærdelig. Ville gerne vække dem – alle danskerne.

Det er et vældig godt billede af en midaldrende dansk mand anno 2012, der har svært ved at finde et ståsted, hvorfra han kan kæmpe for sine ideer og med en manglende tiltro og tilknytning til de nye generationer – spillet med formidabel overbevisning af Peder Holm Johansen. Som også viser uforlignelige dukkeførerkunster, der løfter spillet op til flot underholdning.

Ensomheden i det nærmest selvbiografiske billede af en børneteaterskuespiller i dagens Danmark, der er røget af i svinget, fremkalder ømhed og medfølelse ud på publikums-rækkerne. Medicinen er blandt andet sprut og anerkendelse. Det sidste får han ikke, hvilket driver ham til halvhjertet at forsøge at tage sig af dage. Ynkeligt og komisk. Derfor springer kæden så også af manuskriptet til sidst. Handlingen hænger sgu ikke sammen med manden, konteksten og den grobund terror udspringer af.

Men det kan ikke ødelægge indtrykket af et godt nyt stykke dansk dramatik.

Desperado. Instruktør: Anders Lundorph. Scenografi: Edward Lloyd Pierce. CaféTeatret til 12. maj samt 19.–26. maj.