Det er et grundsyn blandt økonomer og vismænd, at den private sektor skaber værdier, og den offentlige sektor bruger penge. Men er det nu også sandt?

Vist er der krise. Hvornår er der ikke det.

Den engelske sociolog Zymunt Bauman har skrevet, at fattige »... er nødt til at leve i den verden, der er skabt til fordel for de pengestærke, og deres fattigdom forværres af økonomisk vækst, lige som den forstærkes af konjunkturafmatninger eller ikke-vækst«.

Det var en konstatering, der faldt længe inden Løkke-regeringen fremlagde »Reformpakken 2020 - kontantsikring af Danmarks velfærd« og R,S,SF-regeringen i tirsdags fremlagde: »Danmark i arbejde - Udfordringer for dansk økonomi mod 2020«. Der har været mange 2020-planer. S-SF fremlagde »Fair Løsning 2020« op til valget sidste år.

Hvad er det et symptom på?

Værktøjerne

Økonomi er en vigtig disciplin. Men økonomer har det også med at forenkle verden og skærer den op i rigide kategorier. Med dette verdensbillede, som består af lige dele fakta og alkymi, står de tilbage med en meget slunken værktøjskasse.

Samtlige 2020-planer har udstillet de begrænsede værktøjer og håndværkernes manglende anerkendelse af musklerne i samfund. 2020’erne er lavet af økonomer. Økonomerne i finansministeriet - og vismænd - fortæller altid med grafer om en kategori af borgere der er for mange af (dem der ikke arbejder) og en anden kategori af dem, der er for få af (dem der arbejder).

Et andet grundsyn er, at der er en privat sektor og en offentlig sektor i samfundet. I den private skabes penge – det offentlige bruger penge. Det ville måske også være interessant at se på pengene. Er den større mængde udtryk for øget værdi – lad os bare i en snæver vending sige merværdi – eller blot omfordeling?

Vestas bygger vindmøller. Det er reelle værdier. Men Danske Bank og den finansielle sektor, renterne i ejendomssektoren m.v., det er næppe reelle værdier.

Og den offentlige sektor, som det hedder, er det kun formøbling af værdier? Uddannelse resulterer i arbejdskraft, der kan skabe værdi. Sygehuse vedligeholder arbejdskraften, dagpenge fremmer arbejdskraftens overlevelse og den kollektive trafik bringer folk til og fra arbejde.

Det er i høj grad produktivt og er led i værdikæderne. Men den offentlige sektor er også bureaukrati og producenter af kosmetiske lappeløsninger.

Det offentlige potentiale

Neoliberalieringen af økonomien og politikken har flyttet grænsen mellem offentligt og private og gjort grænsen porøs, så den private sektor er blevet større og opgaver siver ud af det offentlige demokratiske rum – for eksempel privathospitaler, private arbejdsformidlinger, udliciteringer, offentlige/private partnerskaber.

Ved at se meget bredere på samfundet dukker masser af muligheder op, som kan løfte økonomien. Det er alt for risikabelt blot at satse på 180.000 private job. Det er fint med jobs, men genopretningsplanen fra 2010 førte til tab af 30.000 arbejdspladser i kommunerne og regionerne.

Det er en neoliberal forskydningsstrategi, som regeringen nu følger op ved at lægge loft over væksten i den offentlige sektor på 0,8 procent, mens forventninger til væksten i samfundet som helhed er 2,1 procent.

Hvorfor satser denne centrum/venstre regering, som den gerne kalder sig, ikke på de enorme potentialer i den offentlige sektor. Der er masser af muligheder for innovation på en række felter, som kan skabe reel værdi.

Det kræver selvfølgelig et positivt syn på, hvad det offentlige er, og hvad værdiskabelse i samfundet er for noget. Det er nok mere end økonomerne i ministerierne og de politiske tænkere i R,S og SF er rede til.

Det ville være befriende med en opdagelsesrejse ind i samfundets mangfoldighed af ressourcer, som kan foldes til gavn for den jævne befolkning.  Økonomerne ville stå tilbage og rødme med deres grafer.

- sam