28 May 2022  

KBH: Let skyet, 15 °C

En klippe i klassekampens hav

En klippe i klassekampens hav

Onsdag, 16. maj, 2012, 11:21:14

Historikeren Morten Møller har sat sig for at finde ud af, hvem Børge Houmann var. Bogen bør læses af alle med interesse for den kommunistiske bevægelses historie.

Boganmeldelse

af Bjarne Nielsen

»Hvem er Nielsen?«, spurgte Gestapos torturbøddel i jagten på den kommunistiske leder. De kunne lige så godt have spurgt »Hvem er Clausen?«, »Bogholder Jensen?«, »Holm?«, eller »Finn?«, for de var alle Børge Houmann, som det danske politi og Gestapo aldrig fik fat i.

Historikeren Morten Møller, som tidligere har udgivet en biografi om kommunisten og modstandslederen Mogens Fog, har sat sig for at finde ud af hvem Børge Houmann var.

Frihedsrådets Mogens Fog skrev i 1976, at »hvis man skulle pege på en mand, der efter min mening mest alsidigt har betydet noget for modstandsbevægelsen, så er manden Børge Houmann«.

For Houmann var nazismen ikke et selvstændigt onde men et direkte produkt af kapitalismens undertrykkelse og grådige logik, hvorfor Houmann og Danmarks Kommunistiske Parti, DKP, i verdenskrigens første år betragtede krigen som en imperialistisk konflikt mellem konkurrerende stormagter.

Søn af brændevinsbrænder

Houmann blev født i 1902 i Fredericia tæt på grænsen til Nordslesvig, som frem til 1920 var en del af Tyskland, og opdraget med, at »tyskerne tager dig, hvis du ikke er artig«. Senere blev han »uartig«, og tysken ville tage ham.

Hjemmet var en del af middelklassen. Faren var brænderibestyrer og medejer af en gærfabrik i Derby i England, hvorfor England var rammen om Houmanns skoletid. Her blev gymnastiktimerne brugt på militærtræning med henblik på indtræden i officerskorpset. Efter realeksamen fik han engelsk indfødsret 16 år gammel og blev sendt til fronten i Frankrig uden dog at komme i direkte kamp inden freden i 1918.

Han ville opleve verden og tog hyre som knivpudser på Hellig Olav, der sejlede mellem København og New York. Her blev han under en strejke »korporligt belært om, hvad solidaritet betyder – og hvordan usolidaritet belønnes«. Det lag tæsk glemte han aldrig. Efter hjemkomsten fra kapitalismens højborg begyndte han – efter en afstikker som telegrafist – som trafikelev ved DSB.

Den lyriske trafikassistent

I USA havde han fået trykt nogle digte. Herhjemme blev han en del af mellemkrigstidens brogede kunstnermiljø på universitetets frokoststue, hvor håbefulde bohemer og revolutionære holdt til. Blandt andet Hans Scherfig, Tom Kristensen og Jans August Schade. Det blev Houmanns introduktion til den intellektuelle og akademiske verden.

I 1921 debuterede han med den emotionelle og erotiske digtsamling Opus 1. Det var ikke »blot fri fantasi«, da han netop havde mødt den ti år ældre Emma, med hvem han hurtigt blev gift og fik drengen Jens.

Han redigerede et fembindsværk om Opfindelsernes Sejrsgang, skrev romaner og revy– og operatekster. Han oversatte Walt Whitmans digtsamling Sangen om mig selv, Upton Sinclairs Dollars og Joyces hovedværk Ulysses. Inden den blev trykt, havde en forfatterkongres i Sovjet dog fordømt Joyces’s forfatterskab, og senere beslaglagde dansk politi i 1941 manuskriptet. Hans konklusion: »En socialistisk forfatter har ikke kun sine fjender at slås med. Til tider kan vennerne være de værste«.

Telegram til den røde

»Elev Houmann! Telegram til den røde«, råbte stationsforstanderen på Espergærde Jernbanestation i foråret 1922.

Houmann måtte så spæne ud til Gryet, hvor Pelle Erobrerens ‘far’ Martin Andersen Nexø boede. Nexø »blev for os, der var unge dengang, navlestrengen til det nye. Forårsbebuderen. Sejrens garant«.

Mødet med Nexø blev med tiden af helt afgørende betydning for Houmanns tilværelse. Det blev til et venskab, et politisk fællesskab, et fokus for Houmanns omfattende forskningsarbejde. Han kom til at bruge årtier på Nexøs liv og virke og blev æresdoktor på arbejdet både i København og DDR.

Kommunist

Officielt blev Børge Houmann medlem af DKP i 1932, men meget tyder på, han var hemmeligt medlem et par år før som mange andre statsansatte. Da han blev medlem, var han »lykkelig og stolt. Et helt nyt menneske. Fundet værdig til at deltage i et meningsfyldt arbejde med vældige perspektiver«.

Allerede i 1934 blev han forretningsfører for partiets forlag, Arbejderforlaget og Monde, der i hans tid udgav over 240 bøger. Tre år senere blev han fuldtidsansat i partiet for i 1939 at blive medlem af Centralkomiteen og leder af partiets samlede økonomi og administration.

Foruden alt dette var han leder af Revolutionært Teater, næstformand i studentersamfundet, og formand for partiets Valby afdeling. En afdeling som blev berømt for ved valget i 1932 at hejse det røde flag i tårnet i zoologisk have og derefter kappe flaglinerne. Det var året, hvor DKP fik indvalgt Aksel Larsen og Munch-Petersen til folketinget.

Kominterns leder Dimitrov fik på et møde i 1942, efter at DKP’s ledelse var arresteret, orientering om, at »Hele partiets illegale arbejde ledes af den danske kommunist Børge Houmann«.

Houmann var en integreret del af det politiske undergrundsarbejde og udførte kurérarbejde for Komintern. 

Modstandens pennefører

Den 9. april 1940 blev Danmark besat, og partiet begyndte at brænde arkiver og omstille sig til »halvt illegalitet«. Houmann fik til opgave at organisere lejligheder, dækadresser med mere.

Da Hitler den 22. juni 1941 gik ind i Sovjet, og det danske politi påbegyndte jagten på kommunisterne, var ‘Holm’ i sommerhus og undgik arrestation. De 336 arresterede kommunister røg til Horserød, en lejr som Houmann betegnede som »denne kostald af en koncentrationslejr«. Derefter gik Houmann i illegalitet for de næste fire år. Regeringen brød grundloven og forbød al kommunistisk aktivitet.

Houmann, der var den første der brugte ordet frihedskæmper, betragtede sig i denne periode som en »død på orlov«, fordi han gik rundt med en kapsel med cyankalium. Houmann blev i alt arresteret tre gange men undslap.

Den 5. september 1941 krævede justitsministeriet, at Houmann skulle »tages i forvaring«, men Houmann var »en særpræget kloning af en kat med ni liv og en ræv med fem udgange«, og forblev fri og en del af partiets illegale ledelse på fire mand. De andre var Aksel Larsen, Thorkild Holst og Alfred Jensen.

Houmann stod for partiets første illegale duplikeringscentral, som trykte de vigtige Politiske Månedsbreve ud fra ideen om, at »det bly, der støbes til skrift, ofte er farligere, end det bly, som bliver til kugler«. Houmanns forudsætning var alle drenges ejendom dengang, Den lille Bogtrykker.

Houmann stod også bag succesen Danske toner – 16 sange med musik i 15.000 eksemplarer og fra marts 1942 Land og Folk, der blev DKP’s vigtigste talerør. I 1944-45, da Houmann var dets redaktør og primære bidragyder, udkom det i omkring 100.000 eksemplarer per nummer!

Han sørgede imponerende nok for, at der også var ressourcer til at trykke Det kommunistiske Manifest i 2000 eksemplarer.

I starten af 1942 resulterede folkefrontspolitikkens ideer om bredt samarbejde i dannelsen af Frit Danmark. Her repræsenterede Houmann og Aksel Larsen DKP og var frem til marts 1943 dets hovedkraft. Derefter tog Mogens Fog over.

På to årsdagen for nazisternes indtrængen besluttede partiet, med Houmann som organisations ansvarlig, at overgå til »højere kampformer«. Sabotage.

Af de første 15 sabotører Houmann fandt, havde de ti deltaget i Den spanske Borgerkrig. »De havde erfaringer, vi andre savnede«. De blev grundstammen i BOPA, hvor legenden Eigil ’Hesten’ Larsen afløste Houmann.

Kremls klokker

Den 22. maj 1943 sad Houmann og hørte Kremls klokker efterfulgt af Internationale fra Radio Moskva. Chokeret hørte han, at Komintern var opløst. Det betød, at DKP bedre kunne forme sin egen politik og mere basere sig på folkefrontspolitikken end forsvaret af Sovjet.

Aksel Larsen blev deporteret til kz-lejren Sachsenhausen næsten samtidig med augustoprøret, der udløste militær undtagelsestilstand og dødsstraf for sabotage. Et vendepunkt i kampen.

Samtidig med at 85 undslap Horserød, blev 145 kommunister deporteret til kz-lejren Stutthof. Hedvig fra Valby »vendte tilbage som nogle få gram aske i en skråtobaksdåse indsvøbt i en stump af Arbejderbladets sidste nummer«, skrev Houmann senere.

Houmann gav ordre til BOPA’s første likvidering og skrev i pjecen »Aage – en dansk frihedskæmper«, at »Sådan vil det gå enhver forræder«.

De selvbestaltede

I september 1943 mødtes seks mænd, herunder DKP’s og BOPA’s Houmann, for at danne Danmarks Friheds Råd.

Bogen beskriver udmærket modsætningerne i modstandsbevægelsen, i DKP og englændernes indflydelse gennem den hemmelige organisation SOE (Special Operations Executive) fra 1944. En organisation Houmann hele krigen holdt afstand til.

En succes for DKP var folkestrejkerne i 1944, hvor Houmann, Fog og Frihedsrådet senere blev kritiseret for at have stoppet dem.

I 1945, da krigen nærmede sig afslutningen, og fremtiden skulle planlægges, skrev Houmann »Ingen regering uden frihedsbevægelsen«. Houmann er på dette tidspunkt »slidt« og bliver indlagt af både fysiske og psykiske årsager. Senere blev han erklæret for 75 procent invalid.

Da befrielsesbudskabet kom den 4. maj, blev det den første dag i næsten fire år, hvor han ikke skulle frygte dansk politi eller Gestapo. Den anonyme ‘Nielsen’ blev den kendte frihedskæmper Houmann, der krævede, at »Der skal holdes hovedrengøring i Danmark«. I oktober 1945 stemte 12,5 procent på partiet, og Houmann blev valgt i Køge. Det varede dog kun otte måneder og tre dage, så blev Land og Folk prioriteret.

Koldkrigen

Folkefrontspolitikken havde lidt nederlag, og kommunisterne blev lagt for had. Houmann omtalte DKP’s hovedkvarter som »den fremvoksende danske frihedsbevægelses hovedkvarter«. Han var i krig igen.

Da Houmann i 1952 fyldte 50 år, og blev hyldet af tusinder i KB-hallen, var det lykkedes systemet, hvad Gestapo ikke kunne, at få ham fængslet i tre måneder for injurier mod værnemagerfirmaet Wright, Thomsen og Kier.

»Krigen« foregik også i DKP, hvor Houmann blev afsat som redaktør og »degraderet op« til leder af partiets økonomi, og hvor partiformanden Aksel Larsen blev ekskluderet i 1958. Houmann afslog at følge med til det nye SF.

Han forlod samme år København og flyttede – udbrændt og bitter – til Aarhus. »Man kan fyres fra sit arbejde, men ikke fra sin overbevisning«.

Han støttede her det nye Cuba, hjalp politiske flygtninge og fik nye, unge kunstneriske venner som Ivan Malinovski, Carl Scharnberg og Dea Trier Mørch. På opfordring fra Hans Kirk oprettede han et forlag, »som er friere stillet end et partiforlag af indlysende grunde kan være«. Det blev Sirius, som udkom med i alt 74 bøger. Formålet var, at »fremholde hvad kunst og kultur kan betyde i kampen for fred og socialisme, når den bæres frem af modige, uselviske mennesker med bred menneskelig forståelse, fast forankret i marxismen og stadig ihukommende: Der er to klasser«.

Kommunisternes kulturhistoriker

Houmann sad og passede Andersen Nexø, som var ‘politisk flygtning’ i DDR, i maj 1954. Et par dage efter var Nexø død. Han levede dog videre hos Houmann de næste mange årtier. Forskningen gav ham mulighed for at dyrke et både litterært og politisk engagement. Han sikrede, at Nexøs litterære efterladenskaber i DDR kom til Danmark.

I 1988 afsluttede han sin tre-binds biografi om Nexø, og 28 års arbejde var slut. Sammen med hans kamp for DKP’s korrekte placering i frihedskampens historie blev det hans livsværk. Han blev kommunisternes kulturhistoriker.

I 1990, samme år som Muren falder, udgav Houmann sine fine, men beskedne erindringer Kommunist under besættelsen. DKP skrantede, og Land og Folk sang på sidste vers, men han betalte fortsat sit kontingent til partiet. Altid et par måneder forud for »det kunne jo være man blev syg og ude af stand til at betale«, og ligegyldigt hvad så »syntes jeg faktisk, at socialismen er den eneste tænkelige form, hvorunder mennesker kan gøre sig håb om at få en anstændig tilværelse«.

Houmann døde 91 år gammel i 1994. Han skrev omkring 25 bøger og fylder 30 hyldemeter på Det Kongelige Bibliotek. Kun Georg Brandes og Søren Kirkegård fylder tilsvarende. Flot af en autodidakt.

Biografien er fremragende, på trods af at forfatteren, som i sin Mogens Fog-biografi, ikke kan dy sig for løbende at betvivle DKP’s motiver. Når Morten Møller holder sig til det faktuelle og ikke forsøger at »sætte de danske kommunisters modstandskamp ind i en ideologisk og historisk ramme« er han god, men han skal tie om noget, han ikke forstår.

Blandt bogens kvaliteter er beskrivelserne af det komplekse illegale liv, kapitlet om Aksel Larsen og Gestapo, om modsætninger i såvel modstandsbevægelsen som partiet, om enhedsforsøget mellem Socialdemokratiet og DKP og beskrivelsen af kvindernes rolle i kampen. i 1938 havde DKP 1200 kvindelige medlemmer ud af 6000, og de fleste gik med i frihedskampen. Mange, også Houmann, mødte nye kvinder i deres liv under jorden. Hans Kirk kaldte det seksuelle frisind en »naturgroet kommunisme«.

Også illustrationerne og noteapparatet er fremragende.

Bogen bør læses af alle med interesse for den kommunistiske bevægelses historie. Ikke siden Anton Nielsens Som bølger af hav – og aldrig kampen ender har undertegnede læst så fin en biografi.

Morten Møller: Hvem er Nielsen? En fortælling om kommunisten og modstandslederen Børge Houmann. 417 sider illustreret. 299 kroner. Gyldendal.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


16. maj. 2012 - 11:21   03. sep. 2012 - 10:38

Bøger