Med »Vejen til Luossa« bringer Peter Abrahamsen atter liv til den farverige historie om sveriges­finnerne i Dalarna og 1900-tallets proletariat af trækulsbrændere.

Svedjefinner blev de indvandrede sverigesfinner kaldt, fordi de bragte den ældgamle svedjebrug eller flyttemarksbrug med sig til de store svenske skove. Det var et hårdt arbejde, her skildret 1893 af den finske maler Eero Järnefelt.

Musikanmeldelse

af Gert Poder

Skovsfinner eller svedjefinner kaldes de indvandrere, der under den 600 år lange svenske kolonisering fra 1500-tallet forlod det fattige Finland for at skabe sig en ny tilværelse i Sverige.

Mange slog sig ned i Norr­lands og Dalarnas store skove, og området blev snart kaldt  Finnmark. I dets uofficielle hovedstad Skattlösberg fødtes i 1888 proletardigteren Daniel »Dan« Andersson.

Han har inspireret den danske sanger, musiker og komponist Peter Abrahamsens nyeste cd, Vejen til Luossa, der indeholder 12 af Dan Anderssons digte.

Der er noget bagved bjerget, bagved blomsterne og sangen

Der er noget bagved stjernen bagved hjertes viltre leg

Lyt, for noget går og hvisker,

går og lokker mig med klangen Kom til os, for denne verden

er ikke skabt for dig.

synger Peter Abrahamsen i sin gendigtning af en af Dan Anderssons mest berømte,  Omkring tiggarn från Luossa.

Musikken til sangene på Vejen til Luossa er er enten skrevet eller arrangeret af Peter Abrahamsen. Med sig har han blandt andet SigurdHocking på guitar, Ditte Fremseier på violin, Matte Kathrine Jensen på harmonika, Jens Jefsen på bas. Også Janne Lærkedahl og Leif Ernstsen medvirker.

Med sin enkle, rolige form blotlægger  musikken fornemt tilbagetrukket den nerve og glød, som drev den yderst sammensatte skovfinne Dan Anderssons tekstunivers.

Black Jim, som han kaldte sig selv, var på én gang en realistisk, Kipling-inspireret proletardigter, gudsfrygtig afholdsmand og glødende naturmystiker.

Han skrev råt for usødet om  de indvandrede træ­kuls­bræn­deres hårde kamp i de store skovområder for at bjærge føden, men formåede også at trænge ind bag deres tanker og længsler med sin følsomme lyrik.

Over eng og gråslidt hus

flyver natten som et kys

Bag en sky blinker blege stjerners hær

Over heden ned mod vest

falder solens sidste lys

Som en sang mellem

buske og træer

Stormen pisker sort og hvidt,

i mørket midt på sø’en

Synger bølgerne om

ødemarkens nød

Over sorte vrisne vande

spiller natten op til bøn

Thi en spillemand

og en drømmer er død.

fremmaner Dan Andersson denne fattige, men alligevel uendeligt rige spillemands  vej til sin sidste scene.

Udover sine mange digte skrev Dan Andersson tre bøger, som alle fik stor betydning. Såvel hans debutroman Kolarhistorier (1914) som de  delvis selvbiografiske De tre hemlösa (1918) og David Ramms arv (1919) er blevet  flittigt læst af Sveriges unge arbejderklasse.

I 1920 søgte han job som journalist på Social-Demokraten i Stockholm. Han boede i værelse 11 på Hotel Hellman og her fandt man ham død den 16. september klokken tre om eftermiddagen.

Hotellets personale havde sprøjtet med blåsyre mod væggelus, men glemt at lufte ud. Dan Andersson blev 32 år.

Peter Abrahamsen: Vejen til Luossa. Oskar. OSCD 1016.