15 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Det gør fucking ondt at genopstå

Det gør fucking ondt at genopstå

Tirsdag, 22. maj, 2012, 12:08:44

Rå lidelse, stinkende provokation. Sygdom, død og forgængelighed som oprør. Christian Lemmerz sætter sætter vor indre middelalder til debat på ny særudstilling.

af Gert Poder

De fire enorme tegninger dominerer fuldstændig det lille rum i Holbergsgade. SOD står for Space of Drawing, og de er alle lavet specielt til denne udstilling, Resurrection (genopstandelse, red).

De er en del af udgivelsen af den tyske billedhugger og grafiker Christian Lemmerz’ nye bog med forfatter Morten Søndergaard. Den handler om den italienske billedhugger Michelangelo Buenarrotis ufuldendte skulptur Rondanini Piéta, som han febrilsk arbejde på helt op til sin dødsdag.

Piéta er for katolikker den hellige adskillelse i døden. Moderen, jomfru Maria, holder sit døde barn, Jesus af Nazareth. Han suger til sig af hendes kærlighed for at kunne genopstå.

Hos Christian Lemmerz er det en kras affære, der gør ondt. Helvedes ondt. Kroppen er renset for det syndige kød. Arme– og ben­knogler strækker sig ud i uendelig smerte og lidelse. Det gør åbenbart fucking ondt at genopstå.

»Det beskidte rum, d stumme linjer, svævende kroppe, abstrakt smerte, angst og geometri. Mellem ingenting og alt ligger håb«, skriver han selv som udstillingens programerklæring.

Christian Lemmerz, der for år tilbage blev kendt og kritiseret for sine sammensyede svinekroppe i Esbjerg, smider nutidens syn på »den sorte middelalder« tilbage i hovedet på os.

De fire tegninger står som monumenter over vor egen tids tåbelige overmod og fortidens illussionsmageri. Det er så enkelt, at det er umuligt at forstå.

Christian Lemmerz: Resurrection. Space of Drawing, Holbergsgade, København, til 23. juni.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


22. maj. 2012 - 12:08   03. sep. 2012 - 10:41

Billedkunst