Sælger skuespillere med brun hud dårligere i provinsen? Mens debatten raser, fortæller stadig flere indvandrerkunstnere om diskrimination.

Ligestillings– og kirkeminister Manu Sareen oplevede filmproducenter, der ikke mente at »Danmark var klar til en »brun« film. Her ses hans kvikke og spøjse helt, Nørrebrodreng en Iqbal Farooq i en opsætning på Sommerteatret. Foto:

sommerteater.dk

af Gert Poder

Der er kommet gang i debatten om kulturel diskrimination efter afsløringen af, at filmen MGPMissionen fik afslag på støtte fra filminstituttet på grund af skuespillernes hudfarve.

»En smutter« kalder filministuttets direktør Henrik Bo Nielsen det. »Vi skriver 2012!«, skriver kulturminister Uffe Elbæk på sin facebook-profil. »Lad os nu ikke blæse en lille sag op til noget stort, siger Venstres integrationsordfører Karsten Lauritzen i en debat på P1 i går.

Men der findes adskillige andre eksempler på, at kunstnere med anden etnisk baggrund end dansk diskrimineres.– også af den danske stat.

Staten diskriminerede

Sidste måned blev Statens Kunstfond, som forvalter størstedelen af finanslovens kulturpenge, dømt for diskrimination. Det skete, da Ligebehandlingsnævnet fandt fondens afslag på støtte til den dansk-usbeskiske forfatter Dina Yafasova ulovligt.

Fonden nægtede hende et arbejdslegat med den ene begrundelse, at hun ikke skriver på dansk. Dina Yafasova skriver efter aftale med sit forlag på russisk, som herefter oversættes hendes tekst til dansk. Hun har hidtil udgivet Dagbog fra Sandholm og Kald mig ikke offer på den måde.

– Det er urimeligt, at man med en så ringe begrundelse kan afslå en dansk statsborger og skatteyder, hvis bøger i høj grad handler om Danmark og danskerne, siger hun til Kulturen på News.

Det gav Ligebehandlingsnævnet hende ret i. Kunstfonden har derfor ændret sine procedurer, så også værker skrevet på et andet originalsprog end dansk kan opnå støtte.

– Man skal ikke være blinde og døve overfor tilrejsende med noget på hjerte, hvis det er kvalitet. Vi lever jo i et mangfoldigt samfund, siger formand for Kunstfondens litteraturudvalg, Ida Jessen til Information.

Skræmmende sorte mænd

Samtidig med balladen omkring det, der i medierne er døbt »Hudfarvesangen«, står en række kunstnere med anden etnisk baggrund end dansk nu frem og fortæller om udbredt diskrimination i filmbranchen.

En af dem er den ghanesisk fødte skuespiller Roger Matthisen, der er vokset op i Gellerupparken. Han oplever gang på gang at blive udtaget til castning (prøvefilmning, red.) udelukkende på grund af sin sorte hudfarve.

– Vil du spille negerslave? Vil du spille psykopatudlænding? Vil du spille kriminel? Der hersker desværre i vor branche og i Danmark generelt et noget gammeldags syn på mørke mennesker, siger han til Information.

Tilsvarende har lige­stil­lings– og kirkeminister Manu Sareen oplevet, at rollernes hudfarve var et problem. Den indisk-fødte forfatter har skre­vet en række meget populære bøger om Nørrebro-drengen Iqbal Farooq.

De er solgt som varm brød hos boghandlerne, og derfor fik han i 2006 Politikens pris for årets børnebog. Men da han ville sælge filmrettighederne  året efter, fik piben en ganske anden lyd hos nogle af de filmselskaber, som han forhandlede med. Årsag: Hovedpersonerne var ikke hvide.

– Man mente ikke, at hovedrollerne kunne bære filmen alene, så man var nødsaget til, at de andre karakterer var nogle etnisk danske skuespillere, som kunne løfte filmen, fortalte han i begyndelsen af året til Ekstra Bladet, og tilføjede.

– Man var bekymret for, om Danmark var klar til en »brun« film.

Vi hører det hele tiden

Samme holdning har den dansk-pakistanske skue­spil­ler, foredragsholder og medlem af bestyrelsen i Dansk Skuespilforbund Hassan Preisler mødt adskillige gange i sin karriere – og problemet er stadig lige nærværende, siger han til Information.

– En chef på DR Drama sagde på et tidspunkt til mig, at sådan en som mig ikke kunne spille rollen som dansker i en dansk tv-serie, fordi det ville være utroværdigt. Og Det Kongelige Teater har i gennem snart mange år og med skiftende skuespilchefer sagt til mig, at publikum ikke er klar til, at der står farvede skuespillere på scenerne i Danmark. Vi hører det hele tiden.

Han forsøger at nedbryde danskernes fordomme gennem teaterprojektet Dansk­Dansk. Det er et teaterprojekt, der skal »påvirke og inspirere det danske samfund og kulturliv til inklusion og mangfoldighed.

Projektets leder Sandra Yi Sencindiver, der er adopteret fra Korea, kan nikke genkendende til tankegangen bag Filminstituttets afslag til MGPMissionen.

– Afslaget udtrykker bare det, mange i vores branche i forvejen tænker, siger hun og fortsætter:

– Når sagen bliver så stor, er det, fordi der er nogle, der er blevet fanget i det. De har skrevet det, så nu kan de ikke løbe fra det. Men det er jo ikke fordi, at der er nogen, der er overraskede over, at man tænker på den måde. Det usædvanlige er, at vi nu har det sort på hvidt, siger hun til Information.

Formanden for Danske Bio­grafer kan derimod sagtens forstå Filminstituttets afslag. Det var begrundet med, at »film med et cast med anden etnisk baggrund ikke har vist sig at være specielt salgbare i provinsen«.

– Det er et følsomt emne... Men hvis man ser på histori­ken for film, som er filmet under kernedanske forhold, men som forekommer fremmedartede, så påvirker det helt klart indtjeningen, siger han til Politiken.

Han kan dog ikke fremlægge direkte dokumentation for sin påstand.

Filminstituttets afslag vil nu blive indbragt for Ligebehandlingsnævnet.