Efter mere end 100 års under­trykkelse af den protestantiske elite, gør Irlands overvejende katolske befolkning oprør mod det britiske styre.

I de tidlige morgentimer den 24. maj 1798 begynder en organiseret opstand i en række amter omkring den irske hovedstad Dublin.

Det bliver starten på et langvarigt og blodigt oprør imod det britiske styre og dets irske medløbere, der dog ender med nederlag og et om muligt endnu mere undertrykkende styre.

Igennem mere end 100 år har Irland i praksis været regeret af en lille gruppe rige, protestantiske godsejere, kaldet »The Ascendancy« på vegne af den britiske krone. Den lokale overvejende katolske befolkning har været undertrykt.

I slutningen af 1700-tallet inspirerer revolutionerne i de britiske kolonier i Amerika og Frankrig en række liberale rigmænd til at støtte det irske folks krav om frihed. I 1791 danner de undergrundsbevægelsen »Society of United Irishmen«, der sætter sig for at starte et oprør i hovedstaden Dublin til støtte for den kamp mod briterne som allerede finder sted i landområderne.

Til at begynde med håber organisationen på støtte fra det revolutionære Frankrig, som ligger i krig mod Storbritannien. Et fransk forsøg på at invadere Irland i december 1796 bliver dog aflyst i sidste øjeblik, og det står klart, at irerne må kæmpe deres egen kamp mod overmagten.

I starten af marts 1798 er den lokale uro blevet så voldsom, at det britisk kontrollerede parlament indfører undtagelsestilstand. United Irishmen beslutter, at øjeblikket for oprøret er kommet og fastsætter datoen for oprørets start i Dublin til den 23. maj.

Oprørets start går imidlertid langt fra som planlagt. Myndighederne er på forhånd blevet advaret af informanter, og store troppestyrker besætter alle vigtige samlingspunkter om aftenen den 23. og de fleste aktioner bliver opgivet. Dagen efter, den 24. maj, starter oprøret imidlertid helt som planlagt i Dublins opland og spreder sig derfra med lynets hast til det meste af Irland. Størst er succesen i de sydvestlige amter, hvor oprørerne i perioder kontrollerer hele Wexford.

I de følgende måneder er øen hærget af voldsomme kampe og grusomme massakrer, mens de britiske tropper systematisk nedkæmper og udsletter de spredte oprørshære.

Til trods for at Frankrig i august sender en lille styrke til støtte for oprøret, er det allerede for sent. I september lider den sidste store gruppe oprørere nederlag, men mange steder fortsætter irerne med at føre guerilla-krig imod det undertrykkende styre.

I 1800 gennemfører briterne den såkaldte »unionslov«, der fratager irerne de sidste rester af selvstyre, og fra da af er konflikten en direkte frihedskamp imellem den britiske stat og det irske folk.