Osmannernes erobring af Konstantinopel i 1453 betyder enden på Romerriget.

I de tidlige morgentimer den 29. maj 1453 begynder titusindvis af osmanniske soldater det sidste stormløb på storbyen Konstantinopel ved Bosperusstrædet på grænsen mellem Europa og Lilleasien. Byens fald bliver én af de helt afgørende begivenheder i verdenshistorien.

Ved udgangen af Middelalderen er det Byzantinske Kejserrige, som udgør de sidste rester af det gamle Romerrige, i kraftig tilbagegang. Det tidligere verdensimperium kontrollerer stort set kun hovedstaden Konstantinopel og nogle få spredte besiddelser på Balkan og i Lilleasien.

Det muslimske Osmannerrige under tyrkisk ledelse er til gengæld godt på vej til at blive verdens mægtigste stormagt. I 1451 bliver den 21-årige Mehmet II osmannisk sultan efter sin far Murat II og beslutter sig for at slå til imod selve hjertet af Byzans: Konstantinopel.

I de følgende to år bevæger osmannerne sig langsomt ind på livet af den mægtige by, og Mehmet får bygget talrige borge og forter som baser for belejringen. Konstantinopel er i 1453 kun en skygge af sig selv. Fra at have været Europas største by få hundrede år tidligere har byen nu færre end 50.000 indbyggere og kun 7000 soldater, de fleste udlændinge.

Byen har dog stadigvæk nogle af verdens stærkeste forsvarsværker, og da Mehmet II den 6. april 1453 indleder belejringen, er hans sejr langt fra garanteret, selv om han har flere end 80.000 mand bag sig.

De kommende ugers kamp bliver usædvanligt blodige. Osmannerne angriber gentagne gange bymurene, men bliver hver gang kastet tilbage med store tab, og på havet udkæmpes drabelige kampe for at forhindre forsyninger i at nå byen ad søvejen.

Osmannerne arbejder samtidig metodisk med at skyde Konstantinopels mure i grus. Mehmet har opbygget et arsenal af kanoner, deriblandt verdens største bombarde, et uhyre på over 20 tons.

Efter næsten to måneder med konstante angreb og voldsomme bombardementer er forsvarernes kræfter udtømt. Stormangrebet den 29. maj 1453 bryder igennem og snart er Konstantinopel fuldstændigt rendt over ende af de sejrende osmanner.

Konstantinopels fald er på mange måder en skelsættende begivenhed. Dels betyder byens erobring afslutningen på Romerriget efter mere end 1500 år. Dels er Byzans' undergang et hårdt slag for det kristne Europa, der nu ligger åbent for yderligere osmannisk ekspansion på Balkan.

For Mehmet II er sejren en gigantisk triumf. Han har én gang for alle gjort en ende på sin vigtigste rival i området og har åbnet Balkan for nye erobringer. Han gør Konstantinopel til sit riges nye blomstrende hovedstad (i dag kender vi Konstantinopel i den tyrkiske udtale »Istanbul«).

I det kommende århundrede vokser Osmannerriget til at blive verdens måske mægtigste stormagt og de sidste osmanniske bastioner i Europa falder først under Første Verdenskrig mere end et halvt årtusind senere.