Der er meget materiale i Guillaume Canets »Små Hvide Løgne« fra 2010 – lidt for meget.
Filmanmeldelse
af Benjamin Nehammer
En overgejlet mand er i byen. Han er fuld, og nok høj på et par andre ting også. Ludo hedder han (Jean Dujardin), og han kender folkene omkring sig. Han er vellidt. Han er åbensindet og imødekommende.
Da han forlader baren og kører hjem er han stadig fuld, han kører uforsvarligt, og han bliver påkørt af en lastbil.
Omtrent så pludseligt starter Guillaume Canets Små Hvide Løgne, som nu har dansk biografpremiere i Grand.
Ludos venner besøger ham på hospitalet, og vi får et hurtigt og velstruktureret indblik i deres sammenhold.
– Kommer Juliette, spørger en af dem lidt for ivrigt. Svaret er rutineret, det er givet før:
– Giv os nu lige en pause.
Det er folk, der kender hinanden intimt, helt til det punkt hvor de er lidt trætte af at holde så meget af hinanden, som de gør.
Hele vennegruppen skulle have været på ferie sammen. De beslutter at tage af sted, for som de siger, kan de ikke gøre så meget for Ludo alligevel.
Charmerende karakterer
Disse første ti minutter er fantastisk skruet sammen. Det er enkel og stærk historiefortælling, og filmen holder i de første halvanden time et højt niveau. Det er bare ærgerligt, at der på det tidspunkt stadig er en time tilbage.
Filmens sidste del lever simpelthen ikke op til de foregående, og det er synd, for vennernes historier er indtil da medrivende og sjovt fortalt.
Der er for eksempel Vincent (Benoît Magimel) som tilstår sin kærlighed til Max (François Cluzet) i en scene, der let kunne være plat, men her håndteres med en akavet charme. Charmen skyldes især François Cluzet, som spiller Max med både stædig maskulinitet og ærlig sårbarhed overfor sin fortvivlede ven.
Der er Éric (Gilles Lellouche), en charmør som bliver vraget, der er Antoine (Laurent Lafitte), som konstant driver selskabet til vanvid med spørgsmål om hvordan han skal håndtere sms’er fra sin gamle flamme Juliette (Anne Marivin). Og så er der den emotionelt distancerede Marie, som spilles skønt af Marion Cotillard.
Størstedelen af filmen finder sted i Max Cantaras sommerhus (François Cluzet), hvor vennerne skiftevis elsker og afskyr hinanden.
Skuffende afslutning
Det er måske en lettere simpel indvending at have overfor en film, at den er for lang, men problemet ligger ikke så meget i de mange minutter, men i hvad Canet bruger spilletiden til. Der er meget materiale, der skal rundes af, og det resulterer i en noget søvndyssende afslutning.
For efter en time og fyrre minutter kan vennernes enkelte historier ikke bære så meget mere, og det havde klædt Små Hvide Løgne at komprimere de enkelte historiers klimaks, så filmens afslutning havde haft samme intensitet som dens begyndelse. På et eller tidspunkt mister vi simpelthen interessen for hvad Antoine svarer på den sms.
Små Hvide Løgne. Instruktion: Guillaume Canet. Har haft premiere.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
