15 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Cinemateket tager dig med til Latinamerika

Cinemateket tager dig med til Latinamerika

Fredag, 01. juni, 2012, 18:57:20

Syv film, som du eller ikke ville få mulighed for at se – og så et glas latinamerikansk vin til. Cinemateket og syv ambassader byder velkommen.

Argentina viser filmen »Chinese take-away«. Hovedrollen spilles af Ricardo Darin, som er kendt fra filmen »Øjnenes hemmelighed«. På rollelisten er også en ko, der dratter ned fra himlen.
Filmen

I juni måned vil der i Cinemateket, Gothersgade i København blive vist film fra syv lantinamerikanske lande: Argentina, Bolivia, Brasilien, Chile, Cuba, Mexico og Venezuela.

Filmfestivalen er lavet i samarbejde med landenes ambassader, som ikke alene vil præsentere filmen, men også byder på et glas vin eller andet godt efter filmen. (kun ved første visning).

Billetter 65 kroner på: www.dfi.dk/filmhuset/cinemateket eller 33743412

• Festivalen åbner med en argentinsk film: Chinese Take-Away (Un cuento chino) tirsdag den 5. juni klokken 19.00. Vises også 24. juni kl. 19.00

Det er en film om en mavesur argentiner, en strandet kineser og en neddrattet ko.

»Roberto er fanget mellem en kvalfuld fortid og en fremtid, han ikke tror på. Lige nu og her driver han en isenkramforretning og bruger det meste af sin tid på at bevise via fintælling, at leverandørerne prøver at snyde med antallet af søm i søm-æskerne. Han samler desuden på avisklip om utrolige hændelser – som for at bevise over for sig selv, at verden er absurd. Men han bliver tvunget til at tage sine dogmer op til revision, da den kinesiske gæstearbejder Jun bliver smidt ad af en taxa lige foran ham.«

Sådan skriver Cinemateket om filmen, der er på spansk med engelske undertekster.

• Fra Bolivia kan man opleve to film af den danske dokumentarfilm-instruktør Niels Boel:  Stemmer fra Bolivia og Migranterne.

Det er onsdag den 6. juni klokken 19.00 og igen den 23. juni kl. 14.00.

Stemmer fra Bolivia er en dokumentarfilm om dagligdagen i bjerglandsby i Bolivia, hvor der hverken er asfalt, elektricitet eller sanitære installationer.

Om Migranterne skriver Cinemateket:

»Migranterne er en fortælling om tre migranter og deres forhold til deres rødder. Tre migranter fra de bolivianske landdistrikter er udvandret til storbyen på jagt efter et bedre liv og oplever en globaliseret verdens barske realiteter. De lever i hver sit land, men de længes alle tre tilbage efter den hjemlige landsby

Begge film: Spansk med  engelske undertekster.

• Brasilien præsenterer filmenA Dog’s Will torsdag den 7. juni klokken 19.00 og fredag den 22. juni kl.21.45.

A Dog’s Will er en uforudsigelig komedie om de to småfuskere Grilo og Chico der får store kræfter imod sig.

Portugisisk, engelske undertekster.

• Den mexicanske film hedder Spiral, eller Espiral. Den vises fredag den 8. juni 19.00 og søndag den 24. juni klokken 16.45

Den handler om to mexicanske mænd, der jagter den amerikanske drøm i USA.

Spansk, engelske undertekster.

• Fra Cuba filmklenodiet Ella, som blev lavet for næsten 50 år siden i Cuba, af danskeren Theodor Christensen.

Vises tirsdag den 12. juni. klokken 19.00 og lørdag den 23. juni kl. 18.15

Filmen har tidligere på året været vist i Cinemateket for fulde huse.

Cinemateket skrev om Ella: I marts måned havde vi fuldt hus til repremieren på Ella, Theodor Christensens sprælske 60’er-portræt af den cubanske kvinde. Filminstruktøren Steen Dalin introducerer filmen den 12. juni og fortæller om Theodor Christensens eftermæle på Cuba.

Spansk, danske undertekster.

• Fra Chile, filmen Teresa onsdag den 13. juni klokken 19.00 og lørdag den 16. juni kl. 17.00

Cinemateket skriver således:

Tatiana Gaviola har smukt iscenesat historien om Teresa, der bogstaveligt talt river borgerskabets snærende rober itu, bliver smidt i kloster af sin familie på grund af utroskab – og senere flygter til avantgardens Europa.

Spansk, engelske undertekster.

• Fra Venezuela filmen Venezzia torsdag den 14. juni klokken 19.00 og onsdag den 20. juni kl. 16.30

Her får du ikke noget om alle de dramatiske hændelser, der foregår i dagens Venezuela, men et historisk krigs- og kærlighedsdrama »på den helt store klinge«, skriver Cinemateket.

Spansk, engelske undertekster.

 

Skrevet af: Arne Bøje Gottenborg Bruun, praktikant på Arbejderen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


01. jun. 2012 - 18:57   03. sep. 2012 - 10:50

Film