Der er masser af vigtige pointer i den norske dramafilm Limbo, men de mange klicheer og det tungt ladede billedsprog gør fortællingen banal.
Filmanmeldelse
Af Benjamin Carl Egerod
Livet i den omrejsende olierige overklasse er ikke helt let. I hvert fald ikke, hvis man skal tro den norske dramafilm Limbo.
Scenen er sat i 1973. Jo er ingeniør og udstationeret for et amerikansk olieselskab i Trinidad. Hans kone Sonia venter hjemme i Norge med børnene, fordi hendes syge mor skulle have en plads på et plejehjem.
Filmen åbner seks måneder efter, at Jo rejste, da han ringer hjem, men forbindelsen er så dårlig, at det er umuligt for dem at tale sammen.
Mens ægteparret febrilsk forsøger at forstå, hvad hinanden siger, tisser Sonias mor – som sidder i sin kørestol i baggrunden – i bukserne. Moderen begynder at græde, børnene råber på Sonia, og billedet fader ud, mens hun endnu står med telefonen i hånden.
Der er kort sagt smurt tykt på fra starten og tonen slået an: Et ægtepar, der ikke kan kommunikere, og børnene, som er fanget i midten.
Da Sonia ankommer med børnene til Trinidad, er det tydeligt, at tingene ikke er, som de skal være mellem hende og Jo. De opfører sig underligt akavet overfor hinanden.
I forhold til hans kolleger og deres koner bevæger hun sig ind i en verden af overfladiske relationer, hvor hverdagene går med indholdsløse samtaler med de andre hustruer, mens de flittigt sipper cocktails på kanten af swimmingpoolen. Børnene er i privatskole, hushjælpen og tjenerinderne ordner huset, og privatchaufføren holder klar til at køre dem hjem.
Sonia passer fra starten ikke ind i sine nye omgivelser og hun finder ud af, at Jo har haft en affære med en anden kvinde. Hun føler sig socialt isoleret og fremmedgjort overfor sine børn, der mistrives i skolen og i hjemmet.
Det hele kan kun gå én vej. Gnidningerne bliver til dramatiske, tårevædede skænderier, skrig og hyl, psykiatriske indlæggelser, og damer, der drukner sig i swimmingpoolen i deres palæers baghave.
Limbo sætter fingeren på flere vigtige problemstillinger, men den gør det på en uinteressant måde. Temaerne er, som de bliver præsenteret i første omgang.
Rigdommen bringer ikke glæde, men skaber overfladiske venskaber, kvinderne halser rundt efter deres mænds behov, og de hvide mænd behandler Trinidads sorte befolkning som skidt.
Det er vigtige pointer, men filmen når aldrig tættere på. Det er med til at gøre filmen banal, karaktererne flade og i sidste ende fjerne udviklingen i en ellers vigtig fortælling.
Limbo. Instruktion: Maria Sødahl.105 minutter. Spiller i fem biografer landet over.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
