Verdens sidste aktive sangerinde­pavillion imponerer med et overflødighedshorn af sjofle sange, overdådige kjoler og god værksteds­humor.

Der er masser af sang og musik i Bakkens Hviles 135-års jubilæums­shov. Her er der gang i »Unoderne«.

Holger Hagelberg

Bakkens hvile

af Gert Poder

Hvem der har forbundet Bakkens sangerindepavillion med »hvile« fortaber sig i historien. Og den er lang.

I 135 år har de mere eller mindre stuerene og barmfagre syngepiger holdt liv i en folkelig tradition i verdens ældste forlystelsespark – Bakken nord for København.

Det bliver ikke mere folkeligt end på Bakkens Hvile, der slog dørene op for første gang i 1877. Ejeren, Jøde Andersen, ejede i forvejen flere lignende steder.

I 1936 solgte han det til familien Stefansen – og den ejer stadig det lille skovteater. Den nuværende teltholder, Dot Wessman, er fjerde generation.

Ud over at styre begivenhederne, er hun også med i showet, som i jubilæumsåret har fået en ekstra tand i jubilæumsåret.

Skuespiller, sanger og danser  Susanne Breuning har den sidste måned før premieren herset med de fem syngepiger, og det har været en rigtig god investering.

Resultatet er – smukt støttet af en overdådig garderobe – en gedigen gang underholdning med fokus på både god værkstedshumor og det dejlige under bæltestedet.

Veteranen »Frække« Lone Jensen synger, danser og joker sig sammen med Ann Farholt, Tina Grünvald og Anette Oxenbøl med stort overskud gennem showet.

Syngende tyrolere

Traditionen i Danmark med sangerindepavillioner går tilbage til 1823, hvor den første tyrolergruppe optrådte med sang og guitarspil på fine steder som Det Kongelige Teater og Hotel d’Angleterre.

Snart fik driftige forretningsfolk øje på mulighederne – dog uden tyrolere. De unge syngepiger gik på skift rundt med en tallerken og fik penge af tilskuerne, men det blev forbudt.

Så gik publikum over til at kaste penge op på scenen og sende snaps op til pigerne efter hvert nummer. Senere kom der et moralbeskyttende gitter foran scenen, så borgerskabets sønner ikke faldt for kødets fristelser.

folkelig tradition

Det er traditionen, der driver Bakkens Hvile og gør stedet til den tidslomme, der berettiger dens eksistens.

Dengang som nu sidder de kraftigt sminkede og ofte barmfagre kvinder på højryggede stole på en lav scene.

På skift rejser de sig og synger romantiske, aktuelle eller pikante viser, akkompagneret af saftige bemærkninger fra kollegerne. Heller ikke stamgæsterne blandt publikum skal vide sig sikre for en frisk bemærkning.

Det regner med janter på terassen, når pigerne synger Køb blomster, køb blomster og smider langstilkede roser til folk, og aftenen er forbi, når alle synger med på Epe og Poetens udødelig Kys mig godnat.

Som alle langtidsholdbare  traditioner er det så kitch, at det er evigt ungt.

Bakkens Hvile 2012. Til 25. august.