10 unge kunstnere vil sætte spot på Europas fremtid og diskutere overvågning, madspild, landbrugsstøtte og meget mere. Det hele sker i en stor labyrint.
Overvågningssamfund, madspild, landbrugsstøtte i overflod.
Det er blot nogle af de emner, som 10 unge kunstnere tager fat på i Europa-Labyrinten - en 1000 m2 stor labyrint, hvor man inviteres indenfor i snørklede gange mellem syv pavilloner, der har form som fem meter høje tårne.
Labyrinten åbner i dag på Toftegårds Plads i København og her sættes der spot på Europas fremtid og måske især skyggesiderne.
– Finanskrise, grækernes bundløse økonomi og tyskernes stramme sparekrav – vi lever i en tid, hvor debatten om Europas fremtid er mere aktuel end nogensinde. Derfor er det rigtig vigtigt, at vi alle sammen tager del i debatten og forholder os til nogle af de svære udfordringer, som fremtiden bringer, siger Kirstine Spir, der er projektleder for labyrinten og kommer fra Kultur Valby.
Overvågning
En af deltagerne er graffitikunstneren Kasper Frydenlund Nielsen, som vil sætte spørgsmålstegn ved den om-sig-gribende overvågning i samfundet.
– Der tales meget om, at Europa skal være et mere sikkert sted at leve. Men besøger man for eksempel London, så kan man nærmest ikke bevæge sig udenfor en dør uden at være sikker på, at man er blevet indfanget af adskillige videokameraer, siger han.
Kasper Frydenlund Nielsen peger på, at man her hjemme ser samme tendens.
– Jeg stiller spørgsmålet, om det er den rigtige vej til tryghed, siger han
I en anden af labyrintens pavilloner bliver man budt indenfor til et orgie af skrald, emballage og indkøbsvogne:
- Vi smider helt vildt meget mad ud i Europa. Alene den mængde mad, som italienerne smider ud årlig, kan brødføde tre af de folkerigeste lande i Afrika. Denne problemstilling vil jeg gerne gøre nærværende, siger konceptkunstneren Augusta Duel, som har valgt at samle den mængde skrald og madspild, som en gennemsnitsdansker smider ud.
Hensigten er, at det giver anledning til overvejelser omkring, hvad vi hver især selv kan gøre for at begrænse det store madsvineri.
Landbrugsstøtte
Denne problemstilling peger direkte hen på et tredje punkt, nemlig EU’s landbrugsstøtte.
– Jeg kunne godt tænke mig at spørge folk, om de ved, hvor stor en del af det samlede EU-budget, der årligt bliver brugt på at yde landbrugsstøtte, siger Rasmus Nielsen, der betegner sig selv som en ung politisk bevidst kunstner.
Rasmus Nielsen har skabt et værk, hvor man gennem en leg med lys får fornemmelsen af en række skæbner fra udviklingslandene, der ikke kan afsætte deres landbrugsprodukter på det internationale marked, fordi man i EU bruger milliarder på at holde hånden under egne landmænd.
Europa-Labyrinten åbner i dag med underholdning for børn fra kl. 16.30 og for de unge og voksne fra kl. 17.30, hvor Per Vers og DJ Lounge går på scenen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278