Dilemmaet mellem den enkeltes nye muligheder og statens tvang og behov driver handlingen i den kinesiske roman »De fede år«.

Chan Koonchung: De fede år. 346 sider. 350 kroner. Gyldendal.

Boganmeldelse

af Bjarne Nielsen

De fede år af den kinesiske forfatter Chan Koonchung er en satirisk og samfundskritisk nær-fremtids roman om Kina i 2013, hvor folket har kollektivt politisk hukommelsestab. Glemt er hungersnøden i 50’erne, kulturrevolutionen med drab og ydmygelser, massakren i 1989.

Oven på den vestlige verdens økonomiske krise har Kina rejst sig fra et fattigt socialistisk land til en økonomisk og politisk supermagt, som kommunistpartiet, KKP, kalder »guldalderen«. Noget der bekymrer Vesten, men glæder den menige kineser, trods manglen på demokrati.

Dilemmaet mellem den enkeltes nye muligheder og statens tvang/behov driver romanens handling. Skal man foretrække »det gode helvede«, det kinesiske samfund med dets tryghed eller »det forlorne paradis«, kapitalismen, hvor alle slås mod alle, spørger forfatteren.

Mange kinesere er villige til at lukke øjnene for magtmisbrug, korruption, øgede sociale uligheder, miljøsvineri med mere, fordi de økonomisk og materielt har det bedre. At de er uden for de politiske beslutninger, som alene træffes af KKP, virker ikke umiddelbart som noget, der optager det store flertal.

Bogens hovedperson er forfatteren Gamle Chen, en naiv antihelt, der skiftevis føler ubehag og tilfredshed ved tingenes tilstand. Illustreret ved at han, som mange kinesere, er mageløs lykkelig, selv om han lever en ensformig tilværelse og lider af massiv skriveblokering.

Da Gamle Chen møder sin gamle kærlighed Lille Xi, der droppede juraen for at blive demokratisk aktivist i 80’erne, bliver han urolig og tænker forundret, »Det underlige er, at min lykkefølelse, der har varet i to år er forsvundet. Jeg længes efter kærlighed, og nu er jeg ikke længere lykkelig«.

 Den britiske »Kina ekspert« Julia Lovell skriver i sit indsigtsfulde forord, at bogen er »en forgrovet version af en genkendelig stat«. En stat, hvor folk som Gamle Chen ikke kan købe bøger om Kinas nyere historie, og hvor Lille Xi’s søn vil angive hende. En stat, hvis magt i Afrika overgår supermagten USA's.

Via vennen Fang Caodi, en hippieglobetrotter, inddrages Gamle Chen i jagten på den forsvundne måned, de fire ugers helvede med militær undtagelsestilstand, der blev indført efter det økonomiske kollaps i 2011, hvor talløse civile blev dræbt, og som nu på mystik vis er slettet fra folks hukommelse. Måneden mellem den globale krise og Kinas økonomiske »mirakel«.

Her gøres fint grin med embedsmændene i det kommunistiske parti og dets måde at behandle folk på. Deres ideologi er »find jer i vores autoritære styre, så gør vi jer rige«. Skræmmende.

Bogen er et skarpt portræt af Kina som utopi og dystopi, med temaet om kollektivt hukommelsestab. Yderst relevant i et land, hvor den nærmeste fortid er manipuleret af magthaverne.

Bogen, der sine steder minder om »Fagre nye verden« af Huxley og Orwell’s »1984«, er tankevækkende og en debat værd. Bogen er forbudt i Kina, hvilket dog ikke forhindre forfatteren i fortsat at bo i Beijing.

Chan Koonchung: De fede år. 346 sider. 350 kroner. Gyldendal.

TAGS

kultur, bog