»Kvindernes modstands-kamp« er en fremragende bog, som er blevet til på baggrund af tidligere publiceret materiale, omfattende research samt en lang række interview.
Boganmeldelse
af Bjarne Nielsen
Der var ingen stor hyldest til de cirka 1300 danske modstandskvinder, da Anden Verdenskrig var slut. De sad ikke ved bordenden, da modstandsbevægelsens forskellige grupper i 1943 dannede Danmarks Frihedsråd og lagde kursen for arbejdet, og de fylder ikke meget i historiebøgerne.
Kvinderne valgte at deltage i den danske frihedskamp, vel vidende at det kunne betyde både mishandling, fængsel og henrettelse.
Andre kæmpede for at holde sammen på familien, mens deres mænd og sønner forsvandt ud i det mørklagte Danmark til aktioner, og de selv sad tilbage med angsten.
For mange af kvinderne blev prisen, at de mistede deres kære eller selv endte i koncentrationslejrenes helvede.
I bogen Kvindernes modstandskamp har forfatteren Anne Dorthe Holm fundet otte meget forskellige kvinder og skildrer deres liv fra de gik ind i modstandskampen og helt frem til i dag.
Det er en fremragende, letlæst og velskrevet bog, som er blevet til på baggrund af tidligere publiceret materiale, omfattende research samt en lang række interview med tidligere modstandskvinder og deres familier.
Otte kvinder
Vi møder Rita fra fattige kår i Ulfborg, der allerede som 17-årig, via det højreorienterede parti Dansk Samling, sammen med sin ti år ældre kæreste skrev illegale blade samt gemte og transporterede våben.
Ulla, der som sygeplejerske allerede blev inddraget i kampen i Åbenrå i 1940, og hvis første opgave var at få fjernet et modermærke over sit ene øje af sikkerhedshensyn. Ulla og manden boede i Åbenrå lige overfor den tyske efterretningstjeneste Sicherheitsdienst, SD. Ulla blev involveret i retsopgøret efter krigen.
Den Indre Missionske Ester, der voksede op med »bordbøn, stor sangglæde og kærlighed til fædrelandet« og som 18-årig husede modstandsfolk og sammen med sin søster og mor blev arresteret af Gestapo i 1945.
Ellen fra Dragør, der blev enke med seks børn i 1941 og måtte sælge fisk på fisketorvet i København. Hun skjulte jøder og var en af de kvinder der var aktive i selve sabotagen, hvor hun blev leder af et hold på tyve mand, trods modstand fra enkelte mænd. Efter Frøslevlejren kom hun til kvinde kz-lejren Ravensbrück, hvor hun overlevede flere dødsdomme.
Johanne fra landsbyen Fangel udenfor Odense, der som forstanderinde på Als husholdningsskole, og medstifter af Dansk Samling var med til at opbygge den sønderjyske modstandsbevægelse og endte i Ravensbrück, hvor hun sammen med Ellen var udtaget til gasning, men kom hjem med de hvide busser. Efter krigen gjorde hun skolen til samlingspunkt for modstandsfolk fra mange lande.
Lægedatteren Rigmor, der som 16-årig levede i evig angst for sin kæreste, der var aktiv i studenternes efterretningstjeneste og blev sendt til kz-lejren Neuengamme. De blev senere gift og medlemmer af grupper for tidligere modstandsfolk og deres ægtefæller. En meget smuk historie.
Karen, gårdejer fra Flamsted nær Aalborg, med det illegale våbendepot og hvis mand Otto blev sendt til Neuengamme. Karen og Otto gik ind i kampen da en ven, som den første, blev myrdet af tyskerne, og tre års samarbejdspolitik brød sammen. Familien udvandrede til Canada kort efter krigen.
Kamma Klitgård med relationer til kommunisterne i Aarhus. Kamma og den ledende kommunist David Hejgaard fik et barn sammen, da han logerede hos hende. En dag blev de alle tre arresteret af Gestapo, stukket af storstikkeren fra Aarhus Grethe Bartram. Kamma sad først i Horserødlejren, dernæst Frøslevlejren inden hun blev sendt til Ravensbrück, hvorfra hun vender traumatiseret hjem med de hvide busser.
Frygt og storsind
Rita siger i bogen: »Vi var ikke bange. Vi gik ikke med angst i os. Vi var besjælet af en indre ild, som tog frygten.«
Ester ser anderledes på det: »Vi var nervøse og bange for, om der kunne ske noget.. det kunne godt koste dyrt, tyskerne kunne finde på at sprænge et hus i luften, hvis man husede modstandsfolk. Vi talte ikke så meget indbyrdes om, at det kunne blive farligt. Det var der bare, vi vidste, det var risikabelt, men man kan jo sige, vi kunne bare lade være med det. Det var vores eget valg, og det var med mors accept.«
De tre kvinder, Holm skildrer, som endte i den berygtede kvinde-kz lejr Ravensbrück måtte under selve modstandskampen, i lejren og efter befrielsen leve med frygten og en usikkerhed. Ellen og Johanne, var begge over 50 år og udtaget til gasning, da det lykkedes dem at slippe bort. Kamma Klitgård kæmpede mod langvarig diarre, men formåede at spille så frisk at hun slap for gasning.
Men også de kvinder, som ikke var udsat for så dramatiske ting, får deres velfortjente anerkendelse og plads i Holms historie. Nogle var kurerer, andre skrev de illegale blade, andre skjulte modstandsfolk, andre igen stod for børnepasningen og sikringen af det daglige brød.
Trods opholdet i Ravensbrück er Johannes opsummering mange år efter, at »Det er slet ikke sandt, at når krybben er tom, bides hestene. Tværtimod så jeg daglig, hvordan man hjalp hinanden og delte den sidste bid med hinanden, ofte med livet som indsats. Og i denne menneskelige nedværdigelse så jeg mest om menneskets storhed og storsind. Her på livets grænseland, hvor begreber som høj og lav, rig og fattig ikke fandtes, og hvor der ikke var tale om at spille nogen komedie for tilskuere«.
Efterveer
To ting bør fremhæves i bogen: Skildringen af de psykiske og sociale konsekvenser for de involverede, som kvinderne og deres børn led af efter befrielsen samt interviewene med børnene om hvorledes de oplevede og tacklede tiden efter besættelsen, hvor far eller mor var kraftigt præget af modstandskampen eller kz-opholdet.
For mange børn satte det livslange spor at vokse op med forældre, der bar på grusomheder og hemmeligheder, som afgjorde hele familiers skæbner.
Et eksempel er historien om Kamma Klitgård, der forelskede sig i en kommunistisk modstandsmand, en gift familiefar som hun var logivært for. På hendes initiativ fik de drengen Steen.
Efter krigen vendte han tilbage til sin familie. Kamma valgte at fortælle den femårige Steen om lejropholdet i Ravensbrück, og bidrog derved til, at han fik traumer. Gribende er hans udsagn om, at »de folk, som blev hyldet i den totale fortælling om modstandsbevægelsen, de var ikke altid lige gode forældre«.
I 2007 blev der på foranledning af traumeforskeren Sven Arvid Birkeland, der netop har udgivet en bog om danske krigssejlere, dannet et netværk for børn af modstandsfolk. Trods syv årtier efter besættelsen har disse fortsat behov for at mødes med ligesindede og dele deres minder om en opvækst som modstandsbørn, om tavsheden, tvivlen, angsten.
Historikeren Morten Thing har kaldt det »en skødesynd blandt historikere, at kvindernes rolle i modstandsbevægelsen er underbelyst«. Denne bog bidrager til at mindske brøden.
Anne Dorthe Holm: Kvindernes modstandskamp. 256 sider, illustreret 288 kroner. Gyldendal.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
