13 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

3. juli 1718 Hans Egede går i land i Grønland

3. juli 1718 Hans Egede går i land i Grønland

Tirsdag, 03. juli, 2012, 11:54:45

Skiftende handels­kompagnier forsøger at få forretningen Grønland til at køre med svingende held.

Den danske rapgruppe Suspekt fortsætter, hvor præsten Hans Egede slap.
Suspekt

Den norske præst Hans Egede er en noget stridbar person, og i 1718 forlader han for evigt Norge og kommer til København. Egede vil overtale kongen til at sende ham til Grønland for at missionere og eventuelt finde efterkommerne af den første nordiske kolonisation af Grønland.

Frederik den 4. synes godt om ideen, for hans forgængere har flere gange sendt mere eller mindre mislykkede ekspeditioner til landet for at forsøge sig med handel og hvalfangst. Det sidste i skarp konkurrence med hollandske hvalfangere, der tjener store penge på deres sæsonprægede fiskeri langs Vestgrønlands kyster.

Nu er planen imidlertid at oprette en permanent koloni i landet ledet af Bergenskompagniet og den af kongen betalte missionær. I 1721 sendes Hans Egede så af sted på det god skib »Haabet« med det formål at missionere og lægge grunden til en ny kolonisering af Grønland.

På dagens dato lander han 64 grader nordlig bredde på vestkysten af Grønland, hvor der anlægges en koloni og missionsstation. Stedet kalder Egede for Godthaab og starter kristningen af grønlænderne.

Efter at Bergenskompaniet opgiver at holde forretningen i gang, ankommer der i 1728 soldater og straffefanger for at starte en egentlig kolonisering af landet. Det går ikke så godt, og i 1731 lukker den nye konge, Christian den 6. hele kolonien.

Hans Egede bliver for egen risiko nogle år endnu, men efter en heftig koppeepidemi forlader Hans Egede landet for stedse i 1736.

De danske kongers forsøg på at kolonisere Grønland fortsætter, og det gør den danske lutheranske mission også dog i skarp og til tider lidt voldsom konkurrence med Brødremenigheden (dem med honningkagerne og Christiansfeld).

Skiftende handelskompagnier forsøger at få forretningen Grønland til at køre med svingende held. Endelig i 1776 får Kongelige Grønlandske Handel monopol på al forretning i Grønland. Det varer helt frem til 1950.

Afkoloniseringen af Grønland begyndte med det grønlandske hjemmestyre i 1979, men processen er ikke færdig endnu og rummer alle de problemer, som kolonisering og afkolonisering gør overalt i verden.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


03. jul. 2012 - 11:54   03. sep. 2012 - 10:59

Historie