Efterdønningerne af den internationale solidaritet med Spanien under borgerkrigen 1936-39 kunne mærkes til op i 1980’erne .

Frivillige under den spanske borgerkrig. Ilya Ehrenburg og Gustav Regler sammen med Ernest Hemingway. Spanien 1937.

af Gerd Callesen, historiker

Umiddelbart efter Første Verdenskrigs afslutning rullede en revolutionær bølge hen over mange europæiske lande. Da den var forbi i 1922-23, havde kun den russiske revolution sejret; denne isolation skulle komme til at afgøre dens skæbne.

I 1929 blev de fleste af de europæiske stater regeret af borgerlige partier valgt ved demokratiske valg. I 1929 udløstes den store økonomiske krise, som mundede ud i en politisk højrebølge i Europa.

Borgerkrig i Østrig

I 1934 rejste arbejdere i nogle østrigske industribyer, især i Wien, sig til kamp mod de katolske fascister, som på dette tidspunkt allerede havde regeringsmagten.

Den 12.–15. februar kom det til en bevæbnet kamp mellem arbejderne og regeringshæren. De kæmpende arbejdere blev isoleret og tabte den åbne borgerkrig mellem de røde arbejdere og fascisterne.

Alligevel var kampene i Østrig et signal om, at arbejderbevægelsen ikke var helt forsvarsløs. Efter at arbejderbevægelsen i Tyskland havde måttet kapitulere overfor en overdragelse af regeringsmagten til nazisterne, var borgerkrigen i Østrig et varsel om, at det ikke automatisk overalt ville gå som i Tyskland.

Internationalisme

To år senere gjorde de reaktionære falangister i Spanien oprør mod den valgte demokratiske regering. Oprørerne havde hovedparten af hæren med sig, men regeringen var stærk nok til at yde modstand.

Her kom dog et nyt element ind i udviklingen. Fra den tidligste tid havde arbejderbevægelsen arbejdet ud fra overbevisningen om, at kampen mod kapitalismen var fælles for alle arbejdere. Arbejderbevægelsen var derfor tvunget til at føre kampen internationalt.

I den aktuelle situation i Spanien betød det, at socialister og demokrater fra mange lande strømmede til Spanien som frivillige i kampen mod fascismen. Truslen fra højreorienterede bevægelser var tydelig for mange, og mange var indstillet på at gøre modstand.

Den spanske borgerkrig

Den spanske borgerkrig udløste en hidtil ukendt og ikke siden overtruffet bølge af internationalistisk solidaritet i arbejderbevægelsen.

Over 40.000 deltog i en eller anden form i selve kampene i Spanien.  En betydelig del af dem var flygtninge fra de totalitære regimer i Italien, Tyskland og Østrig. Også flere tusinde canadiere og nordamerikanere meldte sig som frivillige.

Efterdønningerne af denne solidaritet, som var blevet fortsat også efter at kamphandlingerne var ophørt, kunne mærkes til op i 1980’erne og selv i dag er den via udstillinger og dokumentationer genstand for undersøgelser og identifikation.

Modstanden fortsætter

Den spanske borgerkrig fik andre og tidligere følger, og nogle enkelte af dem er blevet beskrevet på forskellige niveauer.

Det drejer sig om adskillige frivilliges indsats i den kinesiske borgerkrig, efter at borgerkrigen i Spanien var afsluttet. 

Enkelte frivillige med samme antifascistiske baggrund gik ind i kampene i Cambodja, Laos og Vietnam. Frankrig forsøgte i tiden 1945-1954 at generobre de tre lande, som dengang kaldtes Fransk Indokina.

Man kan trække nogle endnu tyndere tråde videre til den US-amerikanske krig mod Vietnam og den hjælp, som blev ydet til desertørerne fra den amerikanske hær.

Borgerkrigen i Kina

Forbindelsen mellem den spanske borgerkrig og andre (borger)krigsagtige indsatser bliver tydeligst i de frivilliges indsats i Kina.

Det var for en betydelig dels vedkommende antifascistiske læger, som efter den spanske republiks nederlag fortsatte deres indsats i Kina.

Det forklejner ikke deres indsats at konstatere, at der også var tale om en af de få overlevelsesmuligheder, der var til rådighed for dem. De var forfulgt som jøder og antifascister, og havde oftest ingen mulighed for at slå sig ned i noget andet land.

Der foreligger ikke en egentligt opgørelse over, hvor mange personer det drejede sig om. Det er en vanskelig opgave at finde frem til præcise data om dem og deres indsats.

En nu foreliggende samling af biografiske notater om 66 aktivister er således også af svingende kvalitet og dybde. Men med denne undersøgelse er der ganske klart gjort en vigtig begyndelse i beskrivelsen af disse menneskers indsats – også fordi de bibliografiske oplysninger i den fører frem til i nogle tilfælde omfattende biografiske fremstillinger.

Asiaticus

Nævnes kan for eksempel Asiaticus = Heinz Grzyb = Heinz Möller = Moses Grzyb = Erich Möller = M.G. Shippe = Xibo Shipe.

Han blev født i det dengang østrigske Galizien og kom i 1919 til Tyskland, hvor han tilsluttede sig det kommunistiske parti. Han blev ekskluderet af partiet i 1929. Men allerede tidligere havde han opholdt sig i Kina som journalist; han fortsatte som korrespondent for oppositionelle kommunistiske aviser.

Efter nazisternes magtovertagelse i 1933 flygtede han til Kina. I flere opsigtsvækkende artikler analyserede Grzybs den kinesiske revolutions fremgangsmåde og opgaver. Men hans rolle er ikke entydigt og endeligt afklaret for eksempel i forhold til Mao Tse Tung.

I 1941 eller 1942 døde han som soldat i en afdeling, som blev tilintetgjort af japanerne. Hans minde er blevet hædret i Folkerepublikken blandt andet ved udgivelsen af hans værker.

De frivilliges situation var ikke uproblematisk. Mens der i Spanien havde været konflikter mellem de forskellige politiske retninger i de Internationale brigader, beroede konflikterne i Kina tilsyneladende på andre faktorer: nogle kinesere nærede åbenbart en ikke nærmere defineret mistillid til de europæiske (hvide) frivillige.

Den første vietnamesiske krig

Nogle af veteranerne fra den kinesiske borgerkrig fortsatte efter 1945 solidaritetsarbejdet i Vietnam. I en meget omfangsrig afhandling beskriver Heinz Schütte frivillige i den første vietnamesiske befrielseskrig (1945-1954). Han bruger nogle få personer som eksempler i en bredere beskrivelse,

Efter at nazismen havde sejret i Tyskland og Østrig, var mange flygtninge taget til Frankrig, hvor den venstreorienterede regering var indstillet på at tage imod flygtninge.

Da Anden Verdenskrig brød ud i 1939, måtte de flygtede anti-fascister, især dem der havde deltaget i den spanske borgerkrig, flygte videre. Flere af dem blev presset til at gå ind i fremmedlegionen. Dele af Fremmedlegionen blev sendt til de franske kolonier blandt andet til Vietnam.

Kolonien blev erobret af japanerne, men den lokale franske ledelse fik en aftale i stand med besættelsesmagten, som indebar et vist fransk selvstyre. Men samtidig rejste en modstandsbevægelse ledet af kommunister (Ho Chi Minh) sig især i det nordlige Vietnam.

Fremmedlegionærerne

Det lykkedes for anti-fascisterne i legionen at opbygge en ganske lille kommunistisk celle i legionen. Cellen fik kontakt med franske socialister, der var modstandere af det franske fascist-regimes udløbere i Vietnam. De modsatte sig samarbejdet mellem de franske fascister og den japanske besættelsesmagt.

Ad den vej fik cellen kontakt med vietnamesiske kommunister. Det var et yderst illegalt og derfor også meget vanskeligt modstandsarbejde.

I 1945 krydsede de frontlinjen og sluttede sig til de vietnamesiske styrker. Der fik de blandt andet som opgave at udøve propagandaarbejde for Viet Minh, en indsats som lykkedes i et vist omfang.

Nogle avancerede til ret høje poster, men i sidste instans fik kun nogle få lov til at forblive i det uafhængige (Nord)Vietnam efter 1954. Efter krigens afslutning blev de sendt tilbage til Europa.

Frihedskampen i Algier

Opbakningen til den antikolonialistiske befrielsesbevægelse i Algier omkring 1960 var igen en ret omfattende solidaritetsaktion, som dog antog andre former.

De frivillige deltog yderst sjældent i egentlige kamphandlinger, men understøttede kampen som for eksempel ingeniører eller teknikere.

Opbakningen var af flere grunde ikke så bred, som den havde været i forbindelse med den spanske arbejderbevægelses kamp. Den engagerede dog igen mange tusinde, for selv om den antikolonialistiske krig i sig selv ikke var en udløber af klassekampen, var den dog et sammenstød mellem undertrykkere og undertrykte.

Vietnams frihedskamp

De få beskrivelser af solidaritetsbevægelserne kan kun ses som et første skridt i analysen af, hvad disse udløbere betyder, og hvilken funktion de havde.

Der findes flere forskellige motiver blandt de involverede, og der er forskellige opfattelser af betydningen af deres indsats. Det er uklart, om krigsmodstanderne deserterede fra den amerikanske hær på grund af deres internationalistiske indsigt, eller om andre motiver gjorde sig gældende.

Hjælpernes motiver var derimod klarere: de hjalp desertørerne, fordi de med en sådan socialistisk indsats kunne støtte Vietnams frihedskamp. For dem var flugtbevægelsen en (socialistisk) tilkendegivelse til fordel for Vietnams befrielse. I Tyskland var således den socialistiske studenterorganisation aktiv i dette arbejde.

Af de norske militærnægteres argumentation fremgik dette klart, mens holdningen var betydeligt mere facetteret i USA. Der spillede også racebestemte elementer en vigtig rolle, idet det i for eksempel de amerikanske tropper i den daværende vesttyske stat kom til stærke protester fra afro-amerikansk side blandt de ca. 190.000 soldater.