De borgerlige avisers kampagne mod Enhedslisten hen over sommeren handler ifølge ekspert om, hvad man må tillade sig at mene i det her samfund.
Vil Enhedslisten nedlægge politiet? Skal privat ejendomsret afskaffes, så man kun må eje sin egen tandbørste? Skal kritiske medier lukkes?
En række medier med Berlingske Tidende, Jyllands-Posten og BT i spidsen har brugt sommerens agurketid til at føre en massiv kampagne mod Enhedslisten.
Artiklerne kom efter en række meningsmålinger, som viste, at en massiv vælgertilslutning på 12-14 procent til Enhedslisten havde bidt sig fast. Hertil kommer, at Enhedslisten har fået 1200 nye medlemmer efter, at regeringen i sidste måned indgik en skattereform med Venstre og Konservative.
Der er ingen tvivl om, at medierne med kampagnen mod Enhedslisten forsøger at sætte en politisk dagsorden, vurderer sociolog og forsker i politiske bevægelser, Rene Karpantschof.
– Den borgerlige presse og de borgerlige partier forsøger at marginalisere Enhedslisten i det politiske landskab. Formålet med artiklerne er at opstille en grænse for, hvad man må mene og tænke i dansk politik og i samfundet generelt, forklarer Rene Karpantschof og uddyber:
– Alle skal være enige om, at markedskræfternes frie spil og liberalismen er grundlaget for vækst i vores samfund. Der må ikke være plads til andre alternativer. Det er en kamp om, hvor meget vi må tro på et anderledes samfund.
Selvom der er sat mange kræfter ind på at sværte Enhedslisten til, vil det ikke få afgørende betydning for partiets fremgang, vurderer Rene Karpantschof.
– Enhedslistens nye vælgere stemmer på partiet, fordi de kan se, at Socialdemokraterne og SF er i gang med at demontere velfærdssamfundet. De nye vælgere ser på det politiske indhold i Enhedslistens politik og lader sig ikke skræmme af, at en borgerlig avis skriver, at Enhedslisten går ind for revolution og omvæltninger.
Faktisk kan hele debatten om omvæltning og et anderledes samfund være med til at styrke Enhedslisten, mener forskeren:
– Enhedslisten behøver ikke at være bange for de mange artikler. Hvis Enhedslisten formår at komme i offensiven, kan debatten gavne partiet. Når de borgerlige aviser vælger at bruge så mange kræfter på Enhedslisten, er det jo fordi, partiet står til at blive en magtfaktor i dansk politik, siger Rene Karpantschof.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278