13 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Landarbejderne slår tilbage imod undertrykkelsen - 3. august 1913

Landarbejderne slår tilbage imod undertrykkelsen - 3. august 1913

Fredag, 03. august, 2012, 11:45:11

Da daglejerne på en humleplantage i USA strejker over løn og arbejdsforhold, får kampen et tragisk udfald med dødsvold.

Den 3. august 1913 er hundredvis af strejkende landarbejdere samlet under den brændende sol på en humleplantage i amtet Yuba i Californien, USA, da de bliver konfronteret af de lokale myndigheder.

Resultatet bliver én af de mere berygtede voldsepisoder i den faglige kamp for landarbejdernes vilkår.

Ralph H. Durst er én af de rigeste plantageejere i Californien og hans farme producerer store mængder humle, der eksporteret til engelske byer. I forbindelse med høsten hyrer Durst hvert år mange hundrede løsarbejdere, og garanterer en god hyre for enhver hvid mand, der indfinder sig på hans farme i slutningen af juli.

I sommeren 1913 er tilgangen af landarbejdere usædvanlig stor, og Durst ender med at stå med næsten 3000 arbejdere til at udføre et arbejde der maksimalt kræver 1500 mand. »Løsningen« bliver en stor reduktion i lønnen for arbejderne, og Durst bruger adskillige tricks for at snyde ved indvejningen af den høstede humle til at tvinge lønomkostningerne ned. Samtidig er forholdene i plantagerne og arbejdslejrene aldeles forfærdelige, uden adgang til hverken toiletter eller rent drikkevand, til trods for at arbejderne faktisk betaler Durst for indkvarteringen.

Allerede samme dag som høsten begynder den 29. juli, begynder arbejderne at protestere og rejse krav om bedre levevilkår og højere løn. Den 1. august begynder strejken for alvor under ledelse af  Richard Ford og Hermann Suhr, der begge har haft tilknytning til den syndikalistiske fagbevægelse Industrial Workers of the World.

Den følgende dag bliver der hold massemøder blandt løsarbejderne, og høstarbejdet ligger stort set stille. Durst svarer igen ved at alarmere myndighederne og samler Yubas offentlige anklager, sheriffen og en række andre lokale folk for at knuse strejken.

Den 3. august møder sheriffen og anklageren op på Dursts farm med en gruppe af bevæbnede mænd og forsøger at sprede de aktionerende arbejdere og arrestere Ford. Det kommer hurtigt til klammeri, og én af sheriffens medhjælpere skyder op i luften for at holde arbejderne på afstand. Skuddet har den stik modsatte virkning, og sheriffens folk bliver hurtigt overrumplet og trængt tilbage.

Efter få minutters kampe er fire mænd blevet dræbt, deriblandt den offentlige anklager og en vicesherif, og resten er drevet på flugt. Dagen efter sætter Californiens guvernør Nationalgarden ind, og får hurtigt undertrykt strejken, dog uden vold.

Ford, Suhr og en række andre ledere blandt arbejderne bliver arresteret og udsat for tortur under afhøringerne. Efter en langvarig retssag bliver Ford og Suhr idømt fængsel på livstid, mens resten af de arresterede bliver sat fri. Begge dømte kommer til at tilbringe mere end et årti bag tremmer, inden de bliver  løsladt i 1924.

Trods volden og de hårde domme, er landarbejderne i Californien ikke blevet afskrækket fra at organisere sig, og de kommende år byder på mange flere faglige aktioner på farme overalt langs USA's vestkyst.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


03. aug. 2012 - 11:45   03. sep. 2012 - 10:59

Historie