13 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Mineselskab vandt OL i grønvaskning

Mineselskab vandt OL i grønvaskning

Fredag, 03. august, 2012, 11:28:50

Den britisk/australske minegigant Rio Tinto, der leverer medaljerne til legene i London, blev valgt som OL’s værste sponsor.

I protest mod, at Dow Chemical er OL-sponsor afholder indbyggerne i Bhopal, Indien sit eget, særlige OL med deltagelse af børn, som blev deformeret ved katastrofen i 1984.
DropDowNow.org

OL London 2012

Den tre måneder lange internetkonkurrence »Greenwash Gold 2012« (guld i grønvaskning, red.), endte med en kneben sejr til Rio Tinto foran BP og Dow Chemicals.

Det britisk/australske selskab, der leverer medaljer af guld, sølv og bronze til OL i London 2012, vandt for sin konsekvente overtrædelser af stort set alle etiske, økologiske, juridiske og arbejdsretlige normer.

Som beskrevet i Arbejderens leder 28. april i år er Rio Tinto blandt andet berygtet for »union-busting«, som er smadring af fagforeninger på arbejdspladser.

Det er sket i Kelian-minen, Indonesien, i Panguna-minen i Bougainville på Papua New Guinea og Flambeau-minen i Ladysith, Wisconsin, USA

Senest lock-out’ede Rio Tinto i november 2011 alt fagligt organiseret personale i det canadiske Alma-smelteri. Det tog seks måneder, før Rio Tinto bøjede sig, mest fordi sagen truede værdien af selskabets 100 millioner dollars-investering i OL-sponsoratet.

Men Rio Tinto kan mere end undertrykke sine ansatte. Selskabet er ansvarlig for massiv luftforurening ved  Kennecott Bingham Canyon-minen i Utah, USA. Det er herfra metallet til OL-medaljerne kommer.

Rio Tintos uranmine i Australien spreder dagligt radioakativt vand til nærmiljøet. Oyu Tolgoi-minen, der er verdens største kobber-guld-sølv producent, forurener enorme mængder vand i et område, der er stærkt truet af tørke. Alligevel gør selskabet intet for at hjælpe befolkningen.

Ingen selvkritik

Listen over Rio Tintos brutale fremfærd er lang. Den fremgår imidlertid ikke af selskabets årsregnskab.

Her står en masse om selskabets mål på områder som sundhed sikkerhed, lokalbefolkning, genopretning af ødelagt ntur og kompensation for tab.

Men det børsnoterede selskabs årsregnskaber for 2010 eller 2011 nævner ikke de mange konflikter med ét ord. Dermed overtræder Rio Tinto ifølge CliantEarth, en non-profit juridisk gruppe, britisk lov.

Ifølge den skal aktionærerne vide, om de løber en risiko som følge af blandt andet klimaforandringer, lokale og nationale politiske konflikter, brug af vand­- og andre ressourcer og forurening.

ClientEarth har derfor anlagt sag an mod Rio Tinto ved Storbritanniens statslige organ for virksomhedsrapporter, FRRP. Denne sag kører stadig.

Arven fra Bhopal

Bag Greenwash Gold 2012, der har kåret OL–legenes værste sponsor, står de tre græsrodsorganisationer London Mining Network, Bhopal Medical Appeal og UK Tar Sands Network.

Det var Meredith Alexander, kendt som »Olympiadens etiske zar«, der fik ideen. Hun trak sig ved årets begyndelse fra den kommission, der skal overvåge, om London-legene lever op til sine løfter på områder som miljø og bæredygtighed.

Meredith Alexander, der er ekspert i international politisk økonomi, trak sig fra the Commission for a Sustain­able London 2012 (Komiteen for bæredygtige London-lege) i protest mod, at OL’s ejer, IOC, skrev en 100 millioner dollars sponsorkontrakt med Dow Chemicals.

Kemigiganten kritiseres af blandt andet den indiske regering og Amnesty International for at svigte indbyggerne i Bhopal. Byen blev i 1984 ramt af et giftudslip efter en voldsom gaseksplosion i en kemisk fabrik.

Op mod 20.000 mistede livet, og der var i 2006 anmeldt over 500.000 personskader. Alligevel nægter Dow Chemicals, der overtog fabrikken i 2001, at rydde op efter katastrofen eller i øvrigt at løfte en finger for ofrene.

IOC har givet op

Meredith Alexander mener, at den internationale olympiske komité dermed svigter OL-legenes principper.

– Den moderne olympiske bevægelse blev grundlagt her i Storbritannien for at fremme fred og forståelse mellem mennesker. De olympiske idealer handler alle om at fejre vor fælles menneskelighed, sagde Meredith Alex­ander, da Greenwash Gold 2012 blev præsenteret.

Hun fortsatte:

– Men Olympiaden er også kolde forretninger. Der ligger en kostbar maskine bag legene, og de bliver betalt af virksomhedssponsorer. Desværre taler penge højere end værdier, når disse sponsorer bliver valgt.

– At det er svært at trække en grænse betyder ikke, at der ikke bliver trukket nogen. Lige nu rækker IOC hænderne opgivende i vejret og giver op. Det synes jeg er uacceptabelt i forhold til, hvor meget værdi virksomhederne får for sine sponsorpenge, siger Meredith Alexander.

Der har fra forskellige sider været stærk kritik af andre sponsorer som BP, Adidas, McDonald’s, Coca–Cola, Samsung og Panasonic.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


03. aug. 2012 - 11:28   30. aug. 2012 - 22:11

Kultur