Den 12. juli kunne 'verdens største Rock and Roll Band' The Rolling Stones at fejre 50 års fødselsdag som gruppe.
af Bjarne Nielsen
Et af den rytmiske musiks mest banebrydende bands optrådte første gang sammen som The Rolling Stones på jazzstedet The Marquee Club. Det var den 12. juli 1962 foran 100 tilskuere.
Gruppen bestod af Mick Jagger, Keith Richards, guitaristen Brian Jones, bassisten Dick Taylor, senere The Pretty Things, boggiepianisten Ian 'Stu' Stewart og trommeslageren Tony Chapman. Fra slutningen 1962 var Bill Wyman bassist, og fra 1963 hed trommeslageren Charlie Watts.
The Rolling Stones blev bakket godt af den britiske blues »Godfather«, Aleksis Korner, hvor Charlie Watts havde basket skindene. The Beatles hjalp dem til en kontrakt med pladeselskabet Decca, som havde afvist Beatles, og gruppen begyndte at turnere i England og Europa.
Efter turneen i England med amerikanske stjerner som Bo Diddley, Ike og Tina Turner og Little Richards gik gruppen fra ren amerikansk-inspireret »rytme og blues« til en mere kommerciel og poppet blues.
I stødet på fyn
»Vi startede som et bluesband, der spillede på klubber, og i de senere år har vi fyldt de største stadioner i verden med et show, ingen af os kunne forestille os for alle de år tilbage«, har The Stones’ karismatiske forsanger, Mick Jagger, engang fortalt.
Markedsført som rebeller og efter to singler i 1963, hvor debuten, Come on var af idolet Chuck Berry, den anden, I Wanna Be Your Man af Lennon/McCarthy, lp-debuterede de i maj 1964.
Det skete på albummet The Rolling Stones, hvor kun Tell Me (You're Coming Back) var selvkomponeret, men fra Aftermath (1966) var alt materialet stort set skrevet af Jagger/Richards. The Rolling Stones har ialt udgivet over 30 studie– og omkring 15 livealbummer.
Den 26. marts 1965 debuterede Stones i Danmark, med undertegnede tæt på scenekanten, i det nu nedlagte Fyens Forum. Under lydprøverne fik Mick Jagger og Keith Richards elektriske stød der sendte dem i gulvet.
Det forhindrede dem ikke i at henrykke salen senere på aftenen. Koncerten blev anmeldt af Peter Abrahamsen i popbladet HIT.
Et superband fødes
Albummet Beggar's Banquet (1968) indeholdt Sympathy for the Devil' og Street Fighting Man og bidrog til ryet som »Det bedste Rock and Roll band i verden«. Det var starten på deres gyldne periode frem til 1974.
Gruppens image blev hurtigt »Sex, drugs and rock'n roll«, og stoffer har været et problem for gruppen. Efter Let It Bleed (1969) blev Jones tvunget ud af The Rólling Stones. Han druknede samme år og blev erstattet af Mick Taylor fra Bluesrugekassen John Mayall's Bluesbreakers.
En mindeværdig koncert i Hyde Park med 200-500.000 tilhørere hørte Mick Jagger læse et digt af Shelley og hylde Jones med et brag af en koncert.
I 1969 forlod de Decca. De dannede deres eget pladeselskab og flyttede til Sydfrankrig på grund af grundet skatteproblemer. Debuten Sticky Fingers (1971) blev fulgt op af Exile On Main St (1972).
Herefter fulgte It's Only Rock'n' Roll (1974), hvorefter Mick Taylor forlod gruppen. På Black and Blue (1976) var han erstattet af Ronnie Woods fra The Faces.
I disse år skændtes Jagger og Richards voldsom over snart sagt alt og Undercover (1983) var et forsoningsforsøg. Gruppens medstifter Ian Stewart, der ofte havde holdt sammen på gruppen, døde i 1985.
De seneste år
Mick Jagger forsøgte en solokarriere, der dog mislykkedes.
I 1989 blev gruppen, inklusiv Mick Taylor, Ron Wood og Ian Stewart (posthumt) medlemmer af Rock and Roll Hall of Fame.
I 1993 forlod Bill Wyman gruppen. Han dannede sin egen gruppe Rhythm Kings og udgav selvbiografien Stone Alone.
I 2005 kom det dejlige album A Bigger Bang med sangen Sweet Neo Con, der er stærkt kritisk over for den amerikanske nykonservatisme. Politik var ellers noget, som rullestenene havde afholdt sig fra i modsætning til kollegerne i The Beatles.
I alt har de solgt over 200 millioner albums.
Læs mere på gruppens hjemmeside www.rollingstones.com
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
