Den politiske satire og det solidariske sindelag findes i alle Chaplins film, og det er en af hovedårsagerne til, at filmene henrykker den dag i dag.

For 85 år siden, den 16. august 1925, finder verdenspremieren sted for en af film­historiens mest kendt klassikere, Charlie Chaplins »Guldfeber«.

Denne film har sammen med blandt andet »Moderne Tider« (1936), »The Kid« (1921) og »Diktatoren« (1940) været med til at sikre Chaplin en plads iblandt det 20. århundredes udødelige kunstnere.

Charles Spencer Chaplin selv starter sin karriere helt tilbage i filmkunstens unge dage. Han slår for alvor igennem i USA i årene under Første Verdenskrig med sin elskelige vagabond-karakter med bowlerhat, hængerøv og alt for store sko.

I 1919 er Chaplin medstifter af det uafhængige produktionsselskab United Artists. Et selskab, der også i dag ind imellem formår at producere kunst, der skiller sig ud fra den almindelige Hollywood mainstream.

Med »Moderne Tider« i 1936 skriver Chaplin sig ind i filmhistorien som den første skuespiller, der taler (eller rettere: synger) på film. Hans satiriske mesterværk »Diktatoren« fra 1940 portrætterer de fascistiske diktatorer i Europa med Chaplin selv i den grumme hovedrolle som Hynkel (Hitler).

Den politiske satire og solidariske sindelag er tilstede i alle Chaplins film, og dette er en af hovedårsagerne til, at filmene stadig henrykker den dag i dag.

I årene efter Anden Verdenskrig bliver Chaplins sociale sindelag imidlertid for meget for det politiske establishment i USA, som allerede i 1949 kræver ham forvist fra det amerikanske kontinent.

I 1952 kommer Chaplin direkte under anklage for at have »kommunistiske sympatier« og må flytte til Schweiz, hvor han lever indtil sin død juledag 1977.

En af de mest kreative og frisindede kunstnere blev trods alt for frisindet for USA.