Det er let at udnævne svenske Ruben Östlunds film PLAY til at være racistisk, men er den det, eller udstiller den snarere et brutalt klassesamfund?
Filmanmeldelse
af Benjamin Nehammer
I november skrev den svenske forfatter Jonas Hassen Khemiri en artikel kaldet 47 grunde til at jeg græd da jeg så Ruben Östlunds PLAY. Grund nummer seks: »… fordi jeg syntes den var racistisk«.
Men Khemeri er splittet. Grund nummer tre: »Jeg græd fordi amatørskuespillerne var så grumme og manuskriptet så velskrevet og filmatiseringen så autentisk«. Det sidste har han ret i, og det lader til, han ikke kan bestemme sig for, om han elsker eller hader filmen.
Åsa Linderborg, selv-udnævnt kommunist og kulturchef på Aftonbladet, har sluttet sig til Khemiris kritik, mens den venstreorienterede journalist America Vera-Zavala har hyldet Östlund for at turde skildre et brutalt klassesamfund, hvor race intet betyder, og hvor »svenskere stjæler fra svenskere«.
Netop den pointe er central, mener Lisa Englund fra den svenske avis Proletären: »Klassesamfundet manifesteres i den ulige fordeling af ressourcer, og for ungdommen viser det sig ved, at nogen har råd til dyre mobiler og mærketøj, mens andre ikke har. Det viser filmen meget tydeligt«, siger hun til Arbejderen.
Filmen har altså vagt stor debat på den svenske venstrefløj.
PLAY handler om fem-seks sorte drenge fra Göteborg, der stjæler. De stjæler fra hvide drenge, som er yngre end dem selv. Gruppen er altid i overtal, og tyveriet er psykisk, ikke fysisk. Ofrene narres ved skiftevis at møde sympati og ondskab, og tyvene bruger kropssprog og retorik, ikke vold.
Deres ofre er drenge som har flere penge end de selv, og det er vigtigt, at skellet således både er etnisk og økonomisk. For hvorfor lægger vi først og fremmest mærke til den etniske forskel?
Måske er det vores udgangspunkt, ikke Östlunds, der er racistisk.
Lillebror-tricket
Filmen åbner med lange, tavse skud, som meget sigende placerer drengene i adskilte rum. Selvom tyvene befinder sig ved siden af deres ofre, filmes de to grupper aldrig samtidig. I hvert fald ikke før den endelige konfrontation, hvor »lillebror-tricket« sættes i gang.
»Må jeg se din mobil?« spørger Anas (Anas Abdirahman). »Jeg skal bare se hvad er klokken er.« Via nærgående kropssprog får han et tøvende »Ja, OK,« og fælden klapper med det samme: »Min bror har lige mistet sin mobil. Den har de samme ridser som denne her. Hvor har du den fra?«
Med et er det blevet offerets opgave at bevise sin uskyld.
Anas er gruppens manipulator. Han trænger ind i ofrenes sind ved at mane til besindelse og ro. »Jeg forstår godt I er bange, men vi er nødt til at løse det her problem,« siger han. En replik der på den ene side anerkender frygten, men bevidst lader den fortsætte.
Ubehagelig og stærk filmkunst
Det er udspekulerede børn det her, og så meget desto mere oprørerende er det da også, at filmen er baseret på virkelige tyverier i Göteborg. Lillebror-tricket findes. Det bruges. Men at se det på film, spillet så nådesløst - og så forbandet dygtigt - af børn, dét er svært.
Hvor er det modbydeligt at se drengene more sig over deres psykiske overlegenhed. Og hvor er det dog modbydeligt, når de er færdige og har røvet folk for alt, hvad de ejer, og så bagefter, lige foran dem, diskuterer hvad de eventuelt. kunne gøre bedre til næste gang: Fungerede good cop/bad cop-taktikken optimalt i dette tilfælde? Måske.
Den slags er svært at overvære, men man har også svært ved at løbe fra, at det her er stærk filmkunst.
PLAY er da også blevet kritiseret for sin skildring af ungerne - blandt andre af Khemiri. Ingen af de onde karakterer har formidlende træk. De er onde. Og så er de børn.
Men selvom Khemiri er tvetydig i sin holdning til PLAY (det er svært at se, om han elsker filmen for det had-kærlighedsforhold, den inspirerer), så overser han, at sådanne formidlende træk i sidste ende er klichéer. Östlund giver os ingen sentimental skildring af drengenes familieliv, og det er modigt. Det havde ødelagt en central pointe: At virkeligheden måske ikke er så stereotyp, som vi ser den.
Dét spil er genialt, og PLAY er værd at se for netop dette. Kan man hade filmen? Sagtens. Men man skal vide hvorfor.
PLAY. Instruktion: Ruben Östlund. 118 minutter. Premiere i dag.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
