Filmen PLAY har vakt stor debat i den svenske presse. Arbejderen har spurgt filmens instruktør, Ruben Östlund, om hans holdning til debatten, hans syn på filmen og om klasse- og raceskel i det moderne Sverige.
af Benjamin Nehammer
I filmen PLAY, som blev anmeldt i Arbejderen i går, røver en gruppe unge drenge en anden gruppe, som er yngre end de selv. Den ene gruppe har sort hudfarve, den anden hvid, og en gammel fordom dikterer, at det er røverne, der er sorte. I dette tilfælde er det rigtigt, men er drengenes hudfarve overhovedet relevant?
I så fald kunne man let beskylde filmens instruktør Ruben Östlund for at være racistisk, men måske er der noget andet på spil i PLAY, noget som intet har at gøre med etniske skel, men snarere med klasseskel.
47 forskellige holdninger…
Debatten om PLAY gik i gang, da den svenske avis Dagens Nyheter bragte en artikel af den svenske forfatter Jonas Hassen Khemiri kaldet 47 grunde til at jeg græd da jeg så Ruben Östlunds PLAY. Grund nummer seks er slet og ret: "… fordi jeg syntes, den var racistisk".
Åsa Linderborg, kulturchef på Aftonbladet og selvbeskreven kommunist, var ligeledes chokeret over filmen. Navnlig over at ingen turde tage konflikten med Östlund, som hun i sin artikel nedladende kaldte "arty", et nedladende ord for en kunstneragtig person.
Hun understreger, at racisme muligvis ikke har været Östlunds intention, men anklager ham samtidig for ikke at tage ansvar for de provokationer, filmen har forårsaget.
Umiddelbart efter tog den ligeledes venstreorienterede journalist America Vera-Zavala til genmæle i Aftonbladet. For Vera-Zavala handler filmen om klasseskel, ikke racer, og hun opfordrer både Khemiri og Linderborg til at flytte til Göteborg, hvor filmen finder sted.
"Der kunne de komme væk fra det "hvide publikum", de så foragtende forudsætter, at filmen er lavet til", skriver hun.
Til premieren var publikum alt andet end arty, mener Vera-Zavala, og Östlund har ifølge hende netop taget ansvar ved at sprede filmen til et ungt publikum.
Ideologiske værktøjer
Da vi møder Ruben Östlund på Cinematekets Café Sult, er han frisk og veloplagt på trods af en hel dag med interviews. Vi spørger om hans syn på den svenske debat.
– I begyndelsen synes jeg den var helt forfærdelig, lyder det fra den svenske instruktør.
– Det er så tydeligt, at man, når det kommer til kulturdebat, kan bruge filmen som et ideologisk værktøj. Man så filmen ud fra en ideologi, man selv repræsenterede.
– Jeg syntes det var morsomt at der var så delte meninger på venstrefløjen. Højrefløjen har jo sådan set ikke behandlet filmen – de har ikke brugt den, som alle var bange for de ville, de har ikke brugt den som bevis på et eller andet, siger Ruben Östlund.
Hvor bevidst har du været om det provokerende i din film?
– Det har jeg været ganske bevidst om. Der findes visse reaktioner, som er så stærke og ladede, at de forhindrer en nuancering af problemet. En af dem er, "du er jo racist", og en anden er, "det er jo politisk korrekthed". Når man reagerer sådan, forskyder man problemet fra sig selv til en anden.
Östlund opfatter netop Linderborgs reaktion som et tegn på, at hun blev konfronteret med sine egne fordomme, og mener samtidig at hun lægger for meget i den sorte hudfarve.
– Det er præcis det, der gør PLAY interessant, uddyber Östlund.
– Hvad er det, vi ser, når vi ser PLAY? Ser vi hudfarve, eller ser vi børn, der leger? Filmen har som mål, at man skal konfronteres med sit syn på andre mennesker, konfrontere sin egen velvilje. Vi synes ikke om, at der er ubalance i samfundet, vi synes ikke om, at mennesker er fattige. Det er dét, som skaber provokationen.
Individer og repræsentanter
Visse steder i filmen virker Östlund meget bevidst om de problemer, han tager op. Eksempelvis filmes grupperne i aldrig i samme billede og er på den måde adskilte i mere end én forstand. Men er det hans eller ens egne fordomme, man er vidne til?
– Det er ekstremt svært at behandle billeder af disse karakterer, fordi vi er så indoktrinerede, og vi lægger så meget i hudfarve. Så i stedet for individer ser vi repræsentanter. De her fem sorte drenge bliver repræsentanter for indvandring, de bliver repræsentanter for mange forskellige ting. Men de er ikke repræsentanter, de er individer, og det hele siger noget om, hvordan vi aflæser grupper i samfundet.
Synes du der er forskel på, hvordan du har skildret de to grupper?
– Nej, det synes jeg ikke. Jeg har forsøgt at forholde mig lige distanceret til begge grupper. Mange har ment, at ofrene er skildret mindre distanceret.
– Det siger lidt om konventionerne i forhold til, hvordan vi normalt skildrer udsatte mennesker i fiktionen. Når man skildrer en afviger på film, skal de også have fantastiske egenskaber – de skal kunne spille klassisk klaver for eksempel. Det er som om man vil retfærdiggøre deres eksistens.
– Man efterspørger det samme med røverne. Hvorfor kan man ikke få lov at se, at de i virkeligheden er flinke drenge? Jamen de var slet ikke flinke drenge i virkeligheden, og det har ikke noget med deres hudfarve at gøre.
– Vi behøver ikke retfærdiggøre udsatte menneskers eksistens. Deres eksistens er allerede retfærdiggjort.
De diskvalificerede forbrugere
Da vi spørger Östlund, hvor meget han egentlig selv har tænkt over klasseskel i PLAY, svarer han, at han allerede inden researchfasen var klar over, at røvernes ofre boede i en mindre udsat del af byen. Til gengæld har han også fået det indtryk, at de to grupper ikke er så forskellige, som det tager sig ud i medierne.
– Da jeg først begyndte at tage rundt i byen, fik jeg et indtryk af, at forskellen ikke er så stor, som man har en tendens til at beskrive den. Jeg tror helt sikkert uligheden er der, men det var jo ikke sådan, at røverne ikke havde mobiltelefoner eller ikke fik mad derhjemme.
– Sociologen Zygmunt Bauman har kaldt oprørene i London for »den diskvalificerede forbrugers oprør«. De, som gjorde oprør, gjorde det ikke af nød eller politisk engagement, de gjorde det, fordi de ikke kunne forbruge på et vist niveau.
– Der er tale om to ganske købestærke grupper, men den ene gruppe kan ikke købe præcis de samme ting som den anden, og det er det der sætter det hele i gang, siger Ruben Östlund.
Så man kan godt tale om, at din film indirekte kritiserer visse dele af kapitalismen?
– Ja. Hvis jeg tænker på mit eget barn på ni, så handler al den kultur, han møder, om, at man skal forbruge.
– Det ville være en radikal omvæltning hvis vi opdragede vores børn til at være skabere, ikke forbrugere, men det er ikke det, vi er i gang med.
Bør den gode fiktion beskæftige sig med samfundsforhold?
– Jeg er meget interesseret i hvad fiktionen gør ved vores adfærd og vores måde at se verden på. Og vi har en tendens til at tale om fiktionen, som om den ikke hænger sammen med virkeligheden.
– Mennesker imiterer jo det, som drager dem stærkest, så man kan ikke fraskrive fiktionen et samfundsmæssigt ansvar, slutter instruktøren.
PLAY havde premiere i går.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
