Folk med hang til seriøs debat om fattigdom bør sky Bådteatrets under­grundskabaret »Fattisch« som pesten. Alle andre kan se frem til en alvorlig omgang komik.

Der er tørre, verbale tæsk til de selvfede, de hellige og de bedrevidende, når Den lille herres teater inviterer indenfor til deres respektløse undergrundskabaret »med glimmer i øjet« for at tage fattigdom i Danmark under kærlig behandling.

Jon Ole Johansen

Fattigrøvskabaret

af Gert Poder

»What to do with poverty?« råber den maniske hypnotisør, mens han shanghajer en sagesløs publikummer og tæller ned fra 80 – mindst!

For fattigdommen skal selvfølgelig udryddes med hypnose i Bådteatrets nye forestilling Fattisch.

– Vi lyttede forarget til vinterens vilde fattigdomsdebat mellem folk som Özlem Cekic fra SF og Joakim B. Olsen fra Liberal Alliance. Så blev vi enige om at lave teater af det, siger Nanna Schaumburg-Müller, der er en af de fire skuespillere bag forestillingen, til Arbejderen.

En ansøgning til Statens Kunstråds Aktualitetspulje gav 180.000 kroner til en fire-ugers workshop, og så var det bare at gå i gang.

– Vi overvejede faktisk, om vi nu var blevet for rige til at kunne lave forestillingen, griner Nanna.

Det havde været synd, for Fattisch tager bare så meget pis på det danske samfunds bevidstløse forhold til andres problemer.

De er der allesammen med deres forkromede holdninger – selvfede politikere, de fordomsfyldte normalfædre, gale outsidere, stræberne, de selvspejlende, de frigjorte, benægterne og ignoranterne.

»Jeg har for meget empati«, synger en astmatisk kvinde, mens hun dybest set blot vil have et liv og en krammer i sin syge ensomhed.

Og hvem kender ikke den naive drengerøv, der som en anden Robin Hood vil stjæle fra de rige og give til de fattige ­– og bo i skoven med gutterne og grille.

Fattisch er noget så smukt som en veloplagt, grinagtig og pinligt selvafslørende forestilling, der fræser ethvert panser op som var det lavet af papir.

Der er ikke et øje tørt, når den ægløsende danske luksusturist krænger sit golde kæresteliv ud til den fattige indisk risbonde. Latteren stikker til gengæld i halsen, når det uhyggelige, forstemmende og alt for virkelige ordløse tiggerpar appellerer til vores indre svinehund til tonerne af »I just called to say I love you« .

Stine Schrøder Jensen har fået samlet trådene så meget, at der bliver mening i galskaben, og uden at den rå og upolerede harme over hykleriet har lidt overlast.

I hendes regi håner, latterliggører, forvrider og tramper Anders Budde Christensen, Mikkel Trier Rygård, Nanna Schaumburg–Müller og Rosa Sand Michelsen på stort set alle de hellige køer, som et selvfedt samfund har råd til at fodre ud fra devisen »Hellere rig og rask end fattig og syg«.

Eller som Brecht-typen forklarer i starten på filosofitysk: »Alle gute mennesker er fattisch«, før han konstaterer, at det er umuligt at løse et problem, der bygger på dumhed og ringeagt.

Fattisch. Af og med Anders Budde Christensen, Mikkel Trier Rygård, Nanna Schaumburg–Müller og Rosa Sand Michelsen. Instruktion: Stine Schrøder Jensen. Bådteatret til 1. september, herefter weekenden efter på Teater Momentum i Odense.