12 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Forvirret film om slovakiske singler

Forvirret film om slovakiske singler

Torsdag, 23. august, 2012, 12:57:03

Dokumentarfilmen »Matchmaking Mayor« (2010) får nu premiere i Danmark. Den er til tider morsom men lider under en rodet fortælling og en usympatisk indstilling til sine karakterer.

Trætte, slovenske singler til fest. Der er nok af dem, men Matchmaking Mayor kommer aldrig tæt på sine emner.
Øst for Paradis

Filmanmeldelse

af Benjamin Nehammer

En lille by i Slovakiet har et faldende befolkningstal. Borgmesteren er blevet populær ved at have givet befolkningen både parabolantenner og nye kloaksystemer, men den demografiske plan for byen er mere tvivlsom: Han vil holde en fest, som fører byens aldrende singler sammen.

Vinklen er enkel men rodet fortalt. Filmens instruktør, Erika Hníková, skulle have valgt en klar linje fra starten: Hvad handler den her film om? Handler den om borgmesteren og hans projekt, eller handler den i virkeligheden om de implicerede borgere?

Manglende sympati

At den beslutning aldrig er truffet gør, at vi får en vag udgave af begge ting. Vi når aldrig at få sympati med filmens karakterer, og borgmesteren er sjov, men ikke sjov nok til en hel film.

Her gives ingen dybdegående analyse af de sørgelige singler i den lille by, og der er desværre intet blik for deres tragedie. Hvorfor er der ingen, der spørger dem, hvorfor de helst vil giftes i en alder af 19-20 år?

Her er for eksempel ingen studier af Dana, en kvinde på 40 som stadig bor hos sin mor, og som måske slet ikke ønsker sig en mand. Hun tager ganske vist til single-fest alligevel, men gider hun overhovedet? Det virker ikke sådan, men vi ved det ikke, for der er ingen, der spørger hende.

Overfladiske karakterer

Filmen reflekterer aldrig over sine karakterer, og vores forhold til dem som publikum er derfor også meget overfladisk.

Når en dokumentarfilm ikke synes at være særlig interesseret i sit kildemateriale, ja så har man et problem, for så er vi heller ikke interesserede som seere. Det virker usympatisk at have brudt ind i disse menneskers liv blot for at fremstille dem som ynkelige.

I stedet for karakterstudier spises vi af med vittigheder fra en borgmester, som synes at være ligeså uvidende om sin befolkning som instruktørerne selv. Han fremstår, i kraft af sin totale uvidenhed om befolkningens ve og vel, som en lallende idiot.

Det er synd, især når det først og fremmest er ham, filmen vil have os til at holde af.

– Vi skal bare have dem til at lave nogle børn, siger han på et tidspunkt. Høhø, hvor morsomt – men måske er det vigtigere at få dem til at holde op med at drikke.

At scener som disse er med, er sådan set ikke borgmesterens fejl, men Hníkovás. Ligeledes er det Hníkovás fejl, at Matchmaking Mayor som helhed er en forvirret og usympatisk affære.

Matchmaking Mayor. Instruktion: Erika Hníková. 80 minutter. Premiere i dag.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


23. aug. 2012 - 12:57   03. sep. 2012 - 10:50

Film