Leipzig, den 7. juli 1916

Min kære lille Sonja

I dag er der en trykkende og fugtig hede, som der tit er i Leipzig - jeg tåler så dårligt luften her. I formiddags sad jeg to timer i anlægget ved søen og læste i "Den rige mand". Den er fremragende. (...) Før jeg satte mig til at læse, skaffede jeg mig naturligvis et overblik over, hvad der var af træer og buske i anlægget - alle samme nogen jeg kendte, hvad jeg fastslog med tilfredshed. Tilfredshed giver kontakten med andre mennesker mig i stadig mindre udstrækning; jeg tror snart, jeg vil trække mig tilbage som eneboer...

Berlin, den 24. august 1916, kvindefængslet i Barnimstrasse

Kære Sonjitska, kunne jeg bare være hos Dem. Processen mod Karl Liebknecht har rørt mig dybt. Men De må holde hovedet højt: meget vil snart komme til at se anderledes ud end det er lige nu. Men nu må De bort, et eller sted ud på landet, hvor der er smukt og hvor de kan blive plejet. (...) Før De tager afsted, må jeg absolut se Dem; indgiv en ansøgning til kommandanten. Skriv snart et par linjer til. Hold modet og humøret oppe - trods alt. Jeg giver Dem et knus. R.

Wronke, i begyndelsen af januar 1917

Sonjuska,  min kære lille due!

Tusind tak for det herlige juletræ, for det vidunderlige billede, for det smukke spejl!!, for Deres omsorg og for brevet. (...) De tager helt fejl, når De tror, at der er visse karaktertræk hos Dem, som jeg ikke forstår eller ringeagter. Endnu kender De mig jo ikke helt: intet menneskeligt - og heller ikke kvindeligt  - er mig fremmed eller ligegyldigt. Jeg tror endda, at jeg forstår Dem bedre, end De selv aner og kan godt sætte mig ind i hele den tragiske konflikt De er havnet i, i kraft af Karl Liebknecht - specielt i hans nuværende situation, hvor han er i fængsel...

Rosa

Wronke i Posen, Fæstningen, den 18. februar 1917

... Det er længe siden noget har rystet mig så meget som Martha Rosenbaums korte fortælling om Deres besøg hos Karl, hvordan han befandt sig bag et gitter, og hvordan det påvirkede Dem. (...) Begivenheden mindede mig i øvrigt slående om mit første gensyn med mine søskende i citadellet i Warszawa for ti år siden. Der bliver man fremvist i noget, der nærmest er et dobbeltbur med ståltråd, altså et lille bur inden i et større, og gennem det flimrende væv som de to bure udgør, må man så tale med hinanden. Oven i købet var det efter en sultestrejke på seks dage, og jeg var så svag, at ritmesteren (vores fæstningskommandant) nærmest måtte bære mig ind i samtaleværelset, og jeg holdt fast i buret med begge hænder i ståltråden, og det har nok forstærket billedet af et vildt dyr i zoologisk have. (...)

Som virkeligt velopdragne og fornemme mennesker aldrig eller sjældent gør sig lystige over for sine omgivelser, selv om de godt kan se alle deres latterligheder, så ironiserer en virkelig kunstner aldrig over sine egne figurer. Forstå mig ret, Sonjitska, det udelukker ikke den store satire! For eksempel er "Emanuel Quint" af Gerhart Hauptmann den blodigste satire over det moderne samfund, som er skrevet de sidste hundrede år. Men Hauptmann selv, han skærer ikke ansigt undervejs; han står til slut med skælvende læber og vidt åbne øjne, der glitrer af hans tårer.

Wronke, den 19. april 1917

I går glædede jeg mig meget over Deres brevkort, selv om det lød så bedrøvet. (...) I Deres kort spørger De: "Hvorfor er det alt samme sådan?" Mit barn, "sådan" har livet altid været, det hele hører med: Smerte, adskillelse, længsel. Man må tage livet som det er, og finde alt det gode og smukke, der er. Det gør jeg i hvert fald. Ikke i kraft af en udspekuleret visdom, men sådan er min natur nu engang. (...)

Wronke, den 2. maj 1917

Nu skal De høre: I går, den 1. maj, mødte jeg - kan De gætte hvem? - en citronsommerfugl! Jeg var så lykkelig, at mit hjerte hoppede eet par slag over. Den fløj hen på mit ærme - jeg har en lille lilla jakke på, og det var vel farven, der tiltrak den - og som ved et trylleri var den så højt oppe og væk over muren. (...)

I går læste jeg netop om årsagerne til at sangfuglene forsvinder i Tyskland: Det er den tiltagende rationalisering af skovdriften, have- og landbrug, som skridt for skridt berøver dem alle naturlige yngle- og næringsforudsætninger: de hule træer, det uopdyrkede land, krat, visne blade i gartnerierne. (...)

Tit har jeg på fornemmelsen, at jeg ikke er et rigtigt menneske, men en eller anden fugl eller et andet dyr i en mislykket menneskeskikkelse. Inderst inde føler jeg, at min hjemstavn er en lille have her eller på marken blandt humlebier og græs - snarere end på en partikongres. Dem kan jeg vel uden videre fortælle alt: De vil ikke straks opfatte det som forræderi mod socialismen. De ved, at jeg trods alt vil dø på min post: under en gadekamp eller i et tugthus.

Wronke, den 23. maj 1917

(...) Sonjuska. De er forbitret over min lange fængsling og spørger: "Hvordan kan det være, at nogle mennesker kan bestemme over andre. Hvad skal det gøre godt for?" Undskyld altså, min kære, men jeg måtte grine højt, da jeg læste det. I "Brødrene Karamasov" af Dostojevskij er der en madame Tjosjlakova, der plejede at stille den slags spørgsmål mens hun rådvild så sig omkring i selskabet, fra den ene til den anden, men så også, inden nogen kunne forsøge sig med et svar, straks gik over til at tale om noget helt andet. Men lille mus, hele menneskets kulturhistorie, som lavt regnet skulle have varet tyve årtusinder, er baseret på, at "nogle mennesker kan bestemme over andre", og det har dybe rødder i de materialle livsbetingelser. Kun en fremtidig og smertefuld udvikling kan ændre på det, og netop nu er vi jo vidne til dette smertefulde kapitel, og De spørger: "Hvad skal det gøre godt for? "Hvorfor" er overhovedet ikke et begreb, der hører hjemme, når det drejer sig om livet og dets fremtrædelsesformer i sin helhed.

Wrochlaw, efter den 16. november 1917

(...) Ved De, Sonjuska, jo længere det varer og jo mere det nederdrægtige og uhyrlige, som sker hver eneste dag, overskrider enhver grænse og målestok, jo mere rolig og fast bliver jeg i mit indre, som stod man overfor et fænomen, en orkan, en stormflod, en solformørkelse, hvor man ikke kan anvende en etisk målestok, men kun kan opfatte det som noget givet, som genstand for forskning og erkendelse. At blive harm og forarges over hele menneskeheden har, når det kommer til stykket, ingen mening. Dette er åbenlyst historiens eneste mulige vej objektivt set, og den må man følge, uden at gå fejl af hovedretningen. Jeg føler, at det moralske skidt, som vi vader gennem, det kæmpe galehus, som vi lever i, pludseligt vil slå om i sin modsætning, som ved et trylleslag, fra den ene dag til den anden.

Wrochslaw, den 18. oktober 1918

Kæreste Sonjitska, jeg skrev til Dem i forgårs. Endnu har jeg ikke fået noget svar på mit telegram til rigskansleren, men det kan måske vare nogle dage endnu. Ét står imidlertid fast: min stemning er af en sådan karakter, at et besøg af mine venner under opsigt nu er blevet en umulighed. I alle årene fandt jeg mig i alting med tålmod, og under andre omstændigheder ville jeg også være blevet ved med at være tålmodig flere år. Men efter at situationen generelt har ændret sig, har min psyke også lidt et knæk. Samtaler under opsigt, når det er umuligt at tale om det, der interesserer mig, det er blevet så ubehageligt, at jeg hellere giver afkald på enhver form for besøg - indtil vi kan se hinanden som frie mennesker.

Men det kan ikke mere vare længe. Når Dittmann og Kurt Eisner er blevet løsladt, kan de ikke beholde mig i fængsel længere, og Karl vil også snart blive løsladt. Lad os altså hellere vente, til vi kan genses i Berlin.

Tusind hilsner indtil da.

Altid Deres Rosa

Den 8. november 1918 blev Rosa Luxemburg løsladt. Den 3. november startede revolutionen i Tyskland med 40.000 matrosers opstand i Kiel. Den 15. januar 1919 om aftenen blev hun og Karl Liebknecht anholdt og likvideret. Rosa Luxemburg blev hårdt såret skudt i en anden vogn og hendes lig kastet i Landswehrkanal. Her blev det fundet den 31. maj.