I 1962 blev Nelson Mandela arresteret, og året efter blev 19 ledende medlemmer af ANC også arresteret på Liliesleaf Farm nord for Johannesburg. Det var et landbrug, som Sydafrikas Kommunistiske Parti, SACP, havde købt som illegalt tilholdssted for ANC og SACP, og hvor også Mandela havde opholdt sig i perioder under dække at være beskæftiget som landarbejder.

Arrestationerne lammede meget af ANC's virksomhed, fordi man på Liliesleaf fandt papirer, som førte til yderligere arrestationer. Derfor måtte man finde frem til en måde, hvorpå man kunne fortsætte kampen imod apartheid og vise, at ANC ikke var besejret.

ANC's firemandsledelse i London besluttede at begynde en rekruttering af unge englændere, der skulle rejse til Sydafrika og udbrede propaganda fra ANC. Til at lede arbejdet udpegedes den sydafrikanske jøde og kommunist, Ronnie Kasrils, som i 1965 var flygtet til London. Han var en af de operative ledere i den militære afdeling, MK, som ANC og SACP havde oprettet.

ANC rekrutterer englændere

Efter at have været en hemmelighed i mange år blev disse aktiviteter afsløret for, da bogen "London Recruits: The Secret War Against Apartheid" (London rekrutterer. Den hemmelige krig imod apartheid) blev udgivet i 2012.

Den er redigeret af Ken Keable, en af de første der blev sendt af sted til Sydafrika, og indeholder beretninger fra mere end 30 deltagere og med forord af Ronnie Kasrils.

I juli 2012 samledes en del af de involverede med Ronnie Kasrils i Londonbydelen Fitzrovia, hvorfra aktiviteterne dengang udgik. De gik rundt i kvarteret for at se de steder, hvor ANC og SACP havde haft deres legale og illegale kontorer, og for første gang afslørede Kasrils det sted, hvor de blev instrueret, fik udleveret deres dobbeltbundede kufferter, materialer og flybilletter.

Dengang havde Kasrils arrangeret det således, at man mødtes om aftenen på en pub og gik rundt til andre pubber, inden man ad snørklede gyder nåede frem til bagindgangen til et kontor, som man havde lånt til formålet.   

Rekrutteringen foregik især blandt medlemmer af det kommunistiske ungdomsforbund, YCL, efter aftale og anbefaling af ledende medlemmer af YCL, men Kasrils tog også kontakt til trotskistiske kredse på London School of Econimics, hvor han selv studerede.

Ideen med at vælge englændere og enkelte fra andre lande var, at de var ukendte i Sydafrika, og at de var hvide og derfor uhindret kunne rejse ind i landet uden at vække opmærksomhed.   

Flyveblade og båndoptagere

En af hovedopgaverne var at sprede flyveblade ved hjælp af små tidsindstillede bomber, der blev anbragt på taget af højhuse i stærkt befærdede områder, og at anbringe båndoptagere ved busstoppesteder, hvor mange sorte arbejdere opholdt sig på vej hjem fra arbejde. De afspillede taler og musik med et sort sydafrikansk kor i London.

Ingen af de udsendte vidste, at samtidig med at de tog af sted, rejste andre grupper til andre større byer i Sydafrika, og at aktionerne var synkroniseret, så de skete samtidig alle steder for at vække størst mulig opmærksomhed. De sydafrikanske myndigheder blev aldrig klar over, at det var udlændinge, der stod bag aktiviteterne, men troede, at det var deres egne borgere.

En anden opgave var at medbringe breve, som skulle frankeres på stedet og afsendes fra forskellige postkasser for ikke at vække mistanke. Endelig var der nogle, der påtog sig den farefulde opgave at være med til at smugle våben ind fra de omkringliggende lande.

Farlige missioner

Alle vidste, at det var farligt at rejse til Sydafrika med propagandamateriale, og derfor valgte man især at sende unge og helst ugifte mænd af sted. De, som påtog sig opgaven, måtte love at holde det hemmeligt selv over for deres nærmeste familie og kammerater for at undgå afsløring, og selv da nogle deltagere blev anholdt, fandt politiet ikke ud af, at de var rekrutteret i London.

At det var en farlig mission, oplevede en irsk kammerat, der smuglede falske identitetspapirer til frihedskæmpere, der var kommet illegalt ind i landet. En af dem, der skulle have papirerne, var blevet fanget og tortureret, og da irlænderen dukkede op på adressen, blev han arresteret og idømt fire års fængsel.

En græsk kammerat blev arresteret, da han skulle være med til at samle guerillasoldater op for at bringe dem i sikkerhed. Han fik 12 års fængsel, men det lykkedes ham at flygte efter syv år.

Der var også dramaer med en god udgang, som da en af grupperne var så uheldig, da de på deres hotel skulle klargøre bomben med flyveblade, at den gik af og tusindvis af løbesedler fløj rundt i værelset. Samtidig kom en sort stuepige ind for at gøre rent, og så hvad der var sket. Gode råd var dyre. De opsøgte hende i linnedværelset, viste hende løbesedlen, hvorefter hun sagde: "I kæmper for os". 

Anerkendelse

Missionerne fandt sted fra 1967-72, og der blev blandt andet spredt over én million løbesedler. Senere blev andre i mindre omfang sendt af sted, især i forbindelse med militære aktiviteter. Ronnie Kasrils, der stod for arbejdet, blev senere medlem af SACP's centralkomite og var 2005-08 medlem af regeringen som minister for efterretningsvirksomhed.

Som en anerkendelse af deres store og risikofyldte indsats inviterede Thabo Mbeki, der efterfulgte Mandela som præsident (1999-2008), nogle af disse medkæmpere som æresgæster til sin 70 års fødselsdag i juni 2012. Mbeki var i 1990 ANC's hovedforhandler med det hvide apartheidstyre for at få frigivet Mandela og de andre fanger. Hans far, der var blevet arresteret i 1963, sad i fængsel sammen med Mandela, men var blevet løsladt i 1987.

De, der dengang ydede denne solidariske indsats, har grund til at svære stolte, for det var en ikke uvæsentlig del af kampen mod apartheidstyret i Sydafrika.