En svensk krimiforfatter og et amerikansk rockikon kan måske virke som et underligt møde.

Jeg kan ikke se en grund til, at vi ikke også kan dedikere vores møde her til pigerne i Rusland, Pussy Riot.
Henning Mankell
 

Ikke desto mindre begyndte Henning Mankell og Patti Smith med at slå fast, at de havde mange ting til fælles, da de mødtes til en samtale under Louisiana Literature-festivalen i forrige uge.

På en plæne i Humlebæk

Vi sidder godt 300 mennesker spredt på plænen foran parkscenen på Louisiana i Humlebæk. De fleste har tæpper med eller sidder og kryber sammen på udbredte frakker.

Skyerne over os er blygrå, og inden den 45 minutter lange samtale er ovre, har det da også dryppet flere gange. Alligevel er stemningen lun.

Patti Smith og Henning Mankell mødte hinanden første gang i Stockholm i 2011, da hun modtog Polar Music Prize, indleder Patti Smith samtalen med at fortælle.

Hun var helt benovet, for hun er selv kæmpe fan af Mankell, og mødet med forfatteren er stadig det, hun husker bedst fra prisceremonien. Folk griner.

Men der er også andre ligheder mellem de to, skynder hun sig at forklare. Eksempelvis går de begge to meget op i menneskerettigheder.

Mankell skyder ind:

- Det er helt normalt at dedikere en roman til nogen. Men jeg kan ikke se en grund til, at vi ikke også kan dedikere vores møde her til pigerne i Rusland, Pussy Riot, for de har brug for vores støtte, siger han under store klapsalver.

Politik i kunsten

Tidligere på ugen er tre medlemmer af den russiske aktivistgruppe, der protesterer mod Putins regime, blevet dømt til to års fængsel.

Pussy Riot var da netop også en af de ting, som de to menneskerettighedsforkæmpere øjeblikkeligt blev enige om, at de ville snakke om på festivalen, fortæller Mankell videre.

Patti Smith står som en af kolosserne i 1970'ernes rock'n'roll-revolution. Det ikoniske værk Horses (1975) hyldes stadig som et de 100 bedste album i musikhistorien. Også Henning Mankell er en kæmpe i litteraturen: Hans bøger er solgt i mere end 40 millioner eksemplarer verden over.

Vi må alle kæmpe, fordi vores regeringer og selskaberne er så stærke, at vi alle bliver outsidere, det er så lille en procentdel, der styrer verden.

Men hvordan er det at mødes med et ikon, når man selv er et? spørger samtalens moderator, Synne Rifbjerg. Det har intet med sagen at gøre, proklamerer Smith kontant. At være et "ikon" er ikke noget, man tænker over. Det, det handler om, er at ændre verden.

- En kunstner må have mod. Han har intet at miste, men alt at vinde, siger Mankell.

Og vil man inspirere politisk med sin kunst, så skal man først og fremmest koncentrere sig om at lave god kunst - og det har berømthed og ikonstatus intet at gøre med, tilføjer Patty Smith.

Da hun skrev Horses, skrev hun det netop til folk som sig selv, fortæller hun: Revolutionære, ballademagere, digtere og kæmpende mennesker. Men i dag er vi allesammen sådan nogle, mener hun.

- Det er ikke bare unge digtere og kunstnere eller de, der er lidt anderledes end andre. Vi må alle kæmpe, fordi vores regeringer og selskaberne er så stærke, at vi alle bliver outsidere, det er så lille en procentdel, der styrer verden.

Folk klapper igen, mens de læser Berlingske. Hører de mon overhovedet efter? I hvert fald har de og Patti nok ikke samme syn på verden.

Vi har magten(?)

Kampen mod overmagten er netop essentiel for Patti Smith, festivalens store scoop, der også er i centrum i dag. Over for hende er Mankell måske nok en stor mand, men trods alt stadig kun en tilskuer som os andre.

Patti Smith fortæller blandt andet, hvordan hendes mand engang sagde til hende: "Folket har magten", og forlangte, at hun skrev et digt om det. O.k., det gjorde hun så. Men havde hun måske magten til at få ham til at skrælle kartoflerne?

Folk griner igen og fanger vist ikke alvoren bag ordene. At den afmagt når fra køkkenet og helt ud i alle kroge af samfundet. Vi er alle outsidere.

Men vi har magten, slutter Smith med at fortælle os. Rock'n'roll var en politisk og seksuel revolution i kulturel form, og den må ikke gå tabt.

De multinationale selskaber og musikindustrien må ikke tage over og begynde at definere vores kulturelle stemme, siger hun og slutter med en formaning og opfordring:

Pussy Riot er et minisymbol på alt, hvad der er galt med verden. Sagen er et mikrokosmos, der afspejler vores store verden. Og derfor skal vi støtte op om dem, synes hun. For vi har magten til at forene os globalt.

Og sådan vender vi tilbage til udgangspunktet. "Full circle", som man siger på engelsk.

Folk klapper igen, rejser sig og går hjem gennem sommerregnen med deres Berlingske under armen. Og rock'n'roll-revolutionen flyver med Patty Smith hjem til staterne - i hvert fald for nu.