Forfatteren Ragnhild Agger, der i slutningen af januar fyldte 95 år, er født i Torrild, syd for Aarhus, hvor forældrene havde en mindre gård. De levede et slidsomt liv, der også omfattede moderens tretten fødsler, hvoraf seks døde. Under landbrugskrisen gik familien fallit. 

Ragnhild kom i den lokale landsbyskole, med fem klasser. Læsningen af bøger foregik om natten under dynen inden køernes malkning klokken fem om morgenen kaldte. 

Da hun nåede femte klasse fortsatte hun der, indtil hun som fjortenårig kom ud og tjene, bevidst om at hun selv skulle klare skærene.

Fra Ragnhild var 14 år til 22 år tjente hun som husassistent i Jylland og København, med ny plads hvert år. Livet som tjenende ånd i forskellige sociale miljøer i 1930’erne, beskrev hun senere i bogen Pladser (1973). Det var en tilværelse med slid og slæb, der kun tillod sparsomme biografture, danseaftener og andre fritidssysler.

I 1940 blev hun, grundet graviditet, gift. Hun fik to piger og blev hjemmegående. Hun har beskrevet, hvorledes hendes husassistent-arbejde betød, at hun i ægteskabet videreførte denne rolle og indordnede sit liv efter mand og børn.

Dette afspejles i bogen Parret (1978), som foregår under Anden Verdenskrig og handler om et ungt ægtepar med små børn - skildret fra hustruens vinkel. Det er en beskrivelse af det traditionelle patriarkalske ægteskab og illustrerer, hvorledes kvinden arbejdsmæssigt og mentalt underlægges manden og derved begrænses i sin udvikling.

Debut

Da børnene flyttede hjemmefra i 1960’erne, ændrede hun og hendes liv sig radikalt. I sin ensomhed, med tomhedsfornemmelse, lærte hun sig at skrive på maskine og nedfældede tankerne på papir.

Datteren, der læste litteraturvidenskab, så skriverierne og så gik det slag i slag. Ragnhild Agger debuterede i 1971 med Pigen, under pseudonymet Rigmor Hansen, da hun var bange for offentligheden og ikke ville såre forældrene, der var modeller for romanens forældre.

Den omhandler en fire-årig piges mørke barndom på en gård, der, i takt med hun udvikles, langsomt bliver klar over sin omverden og formes af den.

Ragnhild kom med i en kvindegruppe og skrev i et par år om sine erfaringer som husassistent. I 1979 udsendte hun digtsamlingen Dagdigte og i 1982 novellesamlingen På grænsen

Tågelandet (1985) handler om en gammel slidt landmandskone, der ligger i sin hospitalsseng, på tærsklen til døden og reflekterer over sit liv.

Stemme til de tavse kvinder

Den halve sol (1989) er en midaldrende kvindes refleksioner over sit liv, der har været splittet mellem opfyldelsen af husmoderpligterne som hendes jævnaldrende og generationer før, og hendes trang til at skrive. Efter at have ydet sit for familien, håber hun takken er anerkendelse af hendes behov, skriveriet. Hun tager fejl, da manden forsat ser det som en trussel mod ægteskabet. En progressiv bekendelsesroman, der desværre fortsat er aktuel for mange.

I 1992 kom novellesamlingen Vinden i poplerne.

I fiktionsromanen Lyskrydset (2007), der er baseret på en trafikulykke, som hun og manden var udsat for, følger vi en kvinde, der blev sendt til tælling og i en periode svævede mellem liv og død. Hun reflekterer over sit liv og de valg, hun traf, og de muligheder hun missede, og ”de ord, hun brændte inde med”. Det er misforholdet mellem drøm og virkelighed, der er i centrum. En væsentlig bog.

Hun har netop udgivet En forfatters natbog, som giver et tidsbillede af perioden 1963-93, og et indblik i hendes værksted som fungerede bedst om natten.

Med sit forfatterskab satte hun sit præg på 70'erne og 80’ernes socialrealistiske bølge og har givet stemme til de tavse og undertrykte kvinder. Hun giver stemme til de mange kvinder, der var unge i 30’erne, oplevede velfærdssamfundet vokse frem og hvor mange værdinormer skred.

Ragnhild Agger er ikke til paroler men til refleksion.