"Det var så enden på min karriere som fagforeningsorganisator", slutter Jakob Mathiassen en af fortællingerne i sin tidligere bog, "Beton – historier fra skurvognen".

Baggrunden var hans egen oplevelse af, at et forsøg på at organisere de polske betonfolk og kolleger på byggepladsen, trods megen møje og besvær, alligevel løb ud i sandet.

Om bogen bliver et gravskrift eller et oplæg til debat om fremtidens metoder i kampen mod social dumping er op til de kommende læsere.

Men Jakob Mathiassen holder heldigvis stadig skruen i vandet. Efter en kort periode som tillidsmand på Metrobyggeriet i København - et hverv der endte med at koste ham jobbet som betonarbejder – har han sammen med journalisten Klaus Buster Jensen begået en ny bog "Kamppladser".

Man kan sige, at "Kamppladser" samler tråden op fra den første bogs fortælling om de nye kolleger med fremmede navne.

Jakob Mathiassen skildrer gennem seks selvstændige kapitler en række faglige kampe i tiden fra EU’s åbning mod øst i 2004 frem til i dag. Alle med udgangspunkt i udnyttelse af billig østeuropæisk arbejdskraft inden for byggebranchen. Og det er ikke garager og staldbygninger, der bygges, men metroer, store uddannelsesinstitutioner og prestigebyggerier…

Klaus Buster Jensen – der til dagligt skriver for 3F’s Fagblad - følger Jakobs frontberetninger op med baggrundskapitler, der går i dybden med tal, baggrund og interviews. Et omfattende materiale, der på det overordnede plan afdækker, hvilket massivt pres arbejdsmarkedet både i Danmark og de andre gamle EU lande siden har været udsat for.

At nå hinanden

Faglige rotter (og læsere af Arbejderen) vil kende bogens seks kamppladser i hovedtræk. Men det, Jakob Mathiassen gør – og gør rigtig godt, er at fortælle historierne som den opleves fra byggepladsen, på blokaden, til fagforeningsmødet eller som polak hjemvendt til sit selvbyggerhus i et fjernt hjørne af Polen.

Han har gennem en lang række interviews (og egne oplevelser) strikket de enkelte historier sammen, så de – udover at være elementært spændende – giver et billede af, hvad der driver den enkelte. Fra fagforeningsmanden over blokadeaktivisterne og byggelederne kommer vi tæt på alle, også de tyske og polske arbejdere. Og det er vigtigt – ikke bare for læsbarheden, men også for en af Jakob Mathiassens pointer: At vi ikke når hinanden i kampen – selvom vi gerne skulle samme vej.

Fælles for historierne fra de seks kamppladser er, at kontakten til den udenlandske arbejdskraft er næsten ikke-eksisterende. De er uforstående eller skræmte tilskuere, når der blokeres og aktioneres. Nogle gange forsøges det at etablere kontakt, men lige så ofte er der ikke så meget som en flyer, der kan forklare dem, hvad der sker.

Andre, der ikke når hinanden, er de menige fagforeningsmedlemmer og de fagligt ansatte, der ligger et hestearbejde i at afsløre, dokumentere og indsamle materiale, så sagerne kan føres og behandles i det fagretslige system. Når de menige medlemmer vil være andet og mere end statister i kampene, opstår der gnidninger og konflikter mellem dem og de faglige ledere. God energi går tabt og man arbejder hver sin vej.

Enøjet – men købt

I bogens efterskrift tager bogen fat i nogle erfaringer fra Norge. Her præsenteres en strategi, som går på, at førend overenskomsten håndhæves, skal der organiseres på arbejdspladsen. Medlemmer er en forudsætning for at have styrken til at rejse kravene. Set med danske øjne en helt omvendt praksis.

Forfatternes udgangspunkt i en enkelt branche – og til dels i en enkelt fagforening – kan virke lidt enøjet, specielt hvis man selv har aktier i emnet, hvad en del af bogens kommende læsere nok vil have. Sådan havde undertegnede det i hvert tilfælde, indtil eftertanken meldte sig:

Hvis vi mener, at det er vigtigt, at vi som arbejdere ude fra pladserne blander os og samler op på vores egne erfaringer, så skal det også kunne gøres, uden der nødvendigvis skal skeles til alles personlige hassan’er. Fagbevægelsen ville være nået langt, hvis man lærte at respektere hinandens erfaringer og oplevelser. På den præmis er bogen købt og bestået!

Bogen er ikke opløftende læsning. Den tegner et tydeligt billede af en fagbevægelse, som med de nuværende metoder står med ryggen mod muren. I skrivende stund forhandles stadig overenskomst for byggeriet. Intet tyder på at fagbevægelsen her får det gyldne redskab, der en gang for alle sikrer, at de udenlandske arbejdere sikres overenskomstmæssige vilkår som deres danske kolleger.

Og med udsigt til endnu tre år med det nuværende regelsæt, skal der findes nye metoder og vinkler på fagbevægelsens arbejde med social dumping, hvis ikke den skal knække helt.

Om bogen bliver et gravskrift eller et oplæg til debat om fremtidens metoder i kampen mod social dumping er op til jer - de kommende læsere af "Kamppladser".