Historikerne Jeanette Varberg og Poul Duedahl har leveret en uhyre velskrevet og fængslende bog om 10.000 års epidemihistorie. 

Ligesom det er tilfældet for coronavirus, skyldes langt de fleste epidemier den måde, vi mennesker har indrettet os på.

Titlen er Den fjerde rytter – begrebet den fjerde rytter stammer fra Det Nye Testamentes fortælling om de fire dommedagsryttere, der drager hærgende gennem verden og hver især symboliserer krig, erobring, hungersnød og sygdom.

Bogen udkom i efteråret 2020 og har således starten af covid-19-epidemien med og slutter da også af med overvejelser om, hvordan denne epidemi vil sætte sig spor.

Vil vi som samfund se i øjnene, at epidemier ikke "bare" er noget, der opleves i eksotiske lande, men også fremover vil være en del af vores hverdag, og træffe fornuftige forholdsregler såsom at have tilstrækkelige værnemidler, have forskningsfaciliteter og adgang til vaccineproduktion?

Epidemier fra dyr

Vil vi måske endda gøre noget ved de grundlæggende årsager til, at menneskeheden gang på gang rammes af zoonoser – altså sygdomme, der stammer fra dyr? Dyr, der presses mere og mere, simpelthen fordi vi mennesker fylder mere og mere på kloden.

I dag anvendes 77 procent af Jordens samlede landbrugsland til græsningsarealer og foderproduktion, altså med fokus på husdyr. I Danmark er tallet lidt højere, og konsekvensen er altså, at husdyr i dag fylder utrolig meget, ofte på bekostning af de vilde dyr.

Den fjerde Rytter fortæller om en række af de epidemier, der gennem årtusinder har hærget, hvordan der blev reageret på dem, og hvilke følger de fik.

Ligesom det er tilfældet for coronavirus, skyldes langt de fleste epidemier den måde, vi mennesker har indrettet os på: Vi bor tæt sammen og lever tæt sammen med dyr. Dyr der gennem tiderne har været bærere af sygdomme.

Mæslinger, tuberkulose og kopper kommer oprindelig fra kvæg. Pesten kommer fra rottelopper og influenza fra grise og fugle. Malaria spredes gennem myg, aids er vandret fra aber til mennesker, og ebola stammer fra flagermus.

Pesten

Den justinianske pest – opkaldt efter den østromerske kejser Justinian – hærgede Mellemøsten, Asien og Europa i årene 541 til 750. Ikke sådan at forstå at der altid var pest, men i perioden er registreret hele 18 udbrud.

Den justinianske pest ændrede Europas historie. Efter pesten var Romerriget stærkt svækket, og i Vesteuropa tog degermanske stammer over.

I den tidligere middelalder var der i Europa et mildt og varmt klima, der var ingen udbredte sygdomme, nye landbrugsteknikker blev taget i brug, og befolkningen voksede. For at skaffe tilstrækkeligt med føde måtte nyt land inddrages, det førte blandt andet til skovrydning.

Omkring år 1300 var det slut med de gode tider, fødevareproduktionen kunne ikke følge med befolkningstilvæksten, og det førte til økonomisk krise. Samtidig kom nogle år med voldsom regn, og samlet set skabte det gode betingelser for den næste pestepidemi.

Den store pest - den sorte død - kom fra de asiatiske stepper og blev bragt til Europa med handelsfolk.

Efterhånden blev man klar over, at hvis man holdt afstand, kunne det begrænse smitten, så de, der havde mulighed for det, flyttede ud af byerne.

Mandskabet på skibe, der kom til havnebyerne, måtte ikke gå i land de første fyrre dage – fyrre på italiensk = quaranta, som blev til karantæne.

Pesten hærgede i årene 1347-53 og kostede mellem 30 og 60 procent af befolkningen livet.

I 1361 vendte den tilbage, ramte denne gang primært dem, der ikke havde været smittet sidst, altså børnene.

Pesten gik og vendte de kommende næsten hundrede år tilbage med jævne mellemrum, og i løbet af de hundrede år blev Europas befolkning noget nær halveret.

Men pesten satte også skub i den moderne lægekunst, og flere steder blev der etableret affaldsordninger.

Epidemiernes ankomst til Amerika

Op gennem middelalderen var epidemierne altså velkendte i Europa, Afrika og Asien, mens de var totalt ukendte på det amerikanske kontinent. Så da europæerne i 1500-tallet kom til det nye land, blev det en katastrofe for den indfødte befolkning.

Ud over overlegne våbenteknikker bragte de europæiske soldater en række sygdomme med sig såsom kopper, mæslinger, pest, tyfus og influenza.

I løbet af 30 år blev den oprindelige befolkning på Haiti, i Den dominikanske republik, i Cuba, Puerto Rico og Jamaica stort set udryddet. Epidemierne ramte også hårdt blandt aztekerne, mayaerne og de nordamerikanske indianerstammer.

Selvom det var begrænsede militærstyrker, der kom til Amerika, gjorde de voldsomme sygdomsudbrud erobringen af kontinentet relativ nem. Der er sågar historier om, hvordan de spanske erobrere brugte biologisk krigsførelse: De forærede koppeinficerede tæpper til de indianerstammer, de mødte.

Epidemier i Danmark

Gennem historien har der også været voldsomme epidemier i Danmark. I 1711 var der et stort udbrud af pest, det startede i Helsingør, hvor en smittet person ankom med skib. Selvom myndighederne forsøgte at spærre byen af, lykkedes det en person at komme til København, der så også blev ramt.

Historien gentog sig: De rige, der havde mulighed for det, flyttede ud af byen eller isolerede sig i deres lejligheder og betalte tjenestefolk til at hente forsyninger. Pesten i 1711 tog livet af en tredjedel af Københavns indbyggere.

I 1800-tallet var malaria udbredt i Danmark, den florerede på landet, primært i sumpede og fugtige egne. I dag betragter vi malaria som en tropesygdom og tænker vel ikke videre over den, men på verdensplan dør årligt omkring 500.000 mennesker af malaria.

Midt i 1800-tallet blev Danmark ramt af en koleraepidemi, der slog knap 7.000 ihjel, primært i København. Man var klar over sammenhængen mellem sygdommens udbredelse og manglende hygiejne, og koleraepidemien førte til øget opmærksomhed på hygiejnisk vandforsyning, på kloakering og latrinvæsen.

Københavns Kommunehospital blev opført efter koleraepidemien og udenfor voldene, hvor der var lys og luft. I samme periode opførtes Blegdamshospitalet, der blev Københavns epidemihospital. En række slumområder blev jævnet med jorden, og køer og grise, der tidligere havde stået opstaldet indenfor bymurene, blev ført ud på landet.

Bebyggelsen Brumleby på Østerbro blev også en konsekvens af epidemien, lave boliger opført af Lægeforeningen og med masser af lys, luft og udearealer.

Vor egen tid

For blot hundrede år siden var tuberkulose en udbredt og frygtet sygdom herhjemme, også en sygdom med voldsom social slagside. I dag fylder den ikke meget i Danmark, men det vurderes, at omkring en tredjedel af verdens befolkning fortsat er smittet med tuberkelbacillen, og på verdensplan dør to millioner hvert år af tuberkulose.

Siden covid-19-udbruddet har mange læst eller hørt om den spanske syge, der hærgede for hundrede år siden. Den stammede fra svin i det amerikanske midtvesten, og som vi oplever det i dag, betød det et voldsomt presset sundhedsvæsen, og på forskellig vis blev der indført restriktioner, der kan sammenlignes med, hvad vi har oplevet det seneste år.

I 1953 var det så polioepidemien, også kaldet børnelammelse. De hårdest ramte patienter kunne ikke trække vejret ved egen kraft, og epidemien blev startskuddet til udviklingen af respiratorer og hele det anæstesiologiske speciale.

Fremragende formidling

Den nyeste større virusepidemi herhjemme – altså inden covid-19 – var aids. Det var og er en sygdom, man dør af, hvis den ikke behandles. Det bliver man så i Danmark, hvis man er hiv-positiv, og derfor bliver det en sygdom, man lever med og ikke dør af. Omvendt ser det ud i Afrika syd for Sahara, hvor omkring 750.000 mennesker hvert år dør af aids.

Historien om 10.000 års epidemihistorie sætter covid-udbruddet ind i en større sammenhæng, er uhyre velskrevet og en fornøjelse at læse.