Isabel Allende, der kalder sig historiefortæller, blev i 2005 udnævnt til H. C. Andersen ambassadør. Den gang sagde hun, at "H. C. Andersen er min favorit eventyrfortæller". Selv er hun en fremragende fortæller og fortryller. Når hun er bedst.

Hun er født i Lima i Peru i 1942, hvor hendes far var chilensk ambassadør og fætter til Salvador Allende. I 1945 blev forældrene skilt, og moderen rejste hjem til Chile med parrets børn. Her boede de til 1953, hvor de flyttede med moderens nye mand til Bolivia og senere Libanon.

1958 vendte de hjem til Chile, hvor Isabel blev politisk interesseret, uden at det satte sig synlige spor. Hun er uddannet journalist, men arbejdede i en årrække for FN’s fødevareorganisation FAO. Hun blev i 1962 gift med journalisten Miguel Frias.

Folkets hukommelse

Hun havde skrevet en række børnebøger og små teaterstykker, da militæret med general Pinochet i spidsen i 1973 styrtede den socialistiske folkefrontsregering. Hele Allende-familien blev, som tusinder andre, forfulgt.  Isabel flygtede til Venezuela, hvor hun forblev i 13 års eksil.

I 1981 hørte hun at hendes 99-årige bedstefar var døende. Hun havde forbud mod at rejse til Chile og se til ham, så i stedet påbegyndte et brev til ham. Det blev til debutromanen Åndernes hus (1982) som straks gjorde hende verdensberømt.

Hendes udgangspunkt var, at "forfattere fungerer som folkets hukommelse". Det er således hukommelsen, der i Åndernes Hus redder bedstefaren Esteban og Alba fra at blive sindssyge under militærstyrets grusomheder. De husker de bedre tider, og bevarer derved troen på, at de kan komme igen. De finder også en mening med de trængsler og den smerte, de gennemlever. Der er en dybere mening med galskaben.

Bogen blev i 1996, med succes, filmatiseret af danske Bille August og som hun kommenterede med ordene "den er bedre end bogen"!

I 1988 mødte hun i Californien sin anden ægtemand, advokaten Willie Gordon, og flyttede til San Francisco i USA.

Troen på skæbnen

Isabel Allende udgør sammen med den columbianske forfatter Gabriel Garcia Marques de bedste repræsentanter for den typiske latin-amerikanske genre magisk realisme. Her spiller det overnaturlige sammen med det realistiske.

For at forstå Isabel Allendes forfatterskab er det vigtigt at vide, at hun "tror på skæbnen. Jeg tror på vi får nogle kort, og at vi må spille livets spil så godt vi kan. Og ofte er kortene mærkede".

Personerne i hendes bøger følger ofte et mønster, de ikke selv kan se. Hen ad vejen opdager de så, at diverse hændelser ikke er tilfældige, men ofte er styret af skæbnen, og at der er en mening med selv det grusomste.

Et andet kendetegn i hendes bøger, er kvindernes centrale placering. Kvinderne er omdrejningspunktet. De er sammensatte, og selv om de er kloge, får især kærligheden dem ofte til at begå dumheder. Selv om de accepterer en patriarkalsk familieform, er de stærke og finder sig ikke i at blive trådt på.

Når det sker, flygter de eller gør oprør, med hjælp af afdøde mødre eller ufødte døtre ansporet af erindringen om, hvordan deres mødre og bedstemødre handlede i lignende situationer.

Det er her, at den "magiske realisme" spiller ind. I en ellers realistisk fortælling optræder der pludseligt myter og magi, ligesom spøgelser kan forekomme. Noget Allende også tror på!

"Mit liv er blevet determineret af to ting, som har været ekstremt vigtige: Kærlighed og vold", siger hun. Mest kærligheden, som med hendes pen er underholdende og storslået.

Opgør med familien

Kærlighed og mørke fra 1998 følger den borgerligt opdragede Irene. Hun skal sammen med en rebel fra arbejderklassen lave en reportage om bondepigen Evangelina, der siges at kunne udvirke mirakler. De afbrydes af militæret, og Evangelina forsvinder sporløst.

De begynder at at efterforske sagen og opdager militærstyrets mørke sider, samtidig med at kærligheden mellem dem vokser. Hun trodser sin mor, kirken, staten, det hemmelige politi og sin egen angst og går aktivt ind i modstandskampen. Bogen er en værdig efterfølger til Åndernes hus og som dén filmatiseret.

Eva betyder liv, Luna betyder måne. Eva luna (1987) er historien om en tjenestepige, som tør sige militærdiktaturet imod, men også historien om en række kvinder, der lever uden mænd eller forsøger at begrænse afhængigheden af dem. Eva nægter at påtage sig en entydig kønsidentitet, og finder et alternativ i rollen som fortællerske, da hun fra sin mor ved at "ordet er et kraftfuldt våben".

Eva Luna fortæller (1990) er en novellesamling med et mylder af magiske skæbneanekdoter om kærlighed, ensomhed, grådighed, besættelse og livets forunderlighed, som Eva fortæller sin elskede Rolf Carle, journalist ved en revolutionær avis.

Pointen er, at det overnaturlige har samme værdi som det rationelle, og at begge dele altid er til stede. Målet med Eva Luna bøgerne syntes at være at skildre kvinder, der kæmper alene med deres skæbne, og at "fortrylle" læserne, hvilket lykkes.

Den uendelige plan (1992) er en udviklingsroman der kritisk forholder sig til den amerikanske drøm. Bogen er delvist baseret på Allendes anden mand, Willie Gordons liv i Los Angeles og San Franscisco i hippietiden og Vietnam-krigens tid.

Ud af sorgen

Da hendes 28 årige datter Paula døde i 1992, skrev hun sig ud af sorgen med Paula om hendes egen barndom og ungdom. Nogle år senere kom den fine Afrodite (1998), en erotisk kogebog fuld af skrøner, digte, eventyr og opskrifter, der er nemme at lave. Men de feder!

Lykkens datter fra 1999 og Portræt i sepia (2001) er sidste del af den trilogi, der startede med Åndernes hus. De skildrer nogle chilenske familiers skæbne i San Franscisco og Chile omkring slutningen af 1800-tallet, hvor "Salpeterkrigen" mellem Chile, Peru og Bolivia bryder ud.

Et sted siger hovedpersonen Aurora del Valla: - Jeg skriver for at opklare min barndoms gamle hemmeligheder, for at definere min identitet.

Mit opdigtede land (2004) er Isabel Allendes første erindringsbog, men grænsen mellem fantasi og virkelighed er lige så svær at tyde, som i hendes romaner. Hun forsøger, med held, at indkredse en nations karakter gennem sine personlige oplevelser med fædrelandet.

Hun bruger anekdoter, følelsesladede betragtninger og madopskrifter i stedet for tørre statistikker og sociologiske rapporter. Det er beretningen om et langstrakt land, hvor forskellige kulturer mødes og kirken har en voldsom indflydelse.

- Jeg har ofte sagt, at min hjemlængsel begynder med militærkuppet i 1973, da mit land ændrede sig så meget, at jeg ikke længere kan genkende det, men i virkeligheden må den være begyndt længe før. Min barndom og tidlige ungdom var præget af rejser og afskeder. Jeg nåede ikke at slå rod noget sted, før vi skulle pakke kufferterne igen og videre til næste sted, har Isabel Allende sagt.

Helten Zorro

Zorro (2005) er en kærlighedsroman, der bygger på den oprindelige forfatter Johnston McCulleys roman fra 1919 om spanieren Diego de la Vegas eventyrlige liv i Californien. Hans mor var indiansk oprørsleder og hans far spansk kaptajn.

Bogen følger Zorro fra hans fødsel i 1790 i Californien, over verdenshavene, til det franskbesatte Spanien, indtil Allende forlader ham som 25-årig. Zorro er en "positiv person, helten over alle helte, en blanding af Che Guevara, der kæmper indædt for retfærdigheden, Robin Hood, der altid er klar til at hugge fra de rige og give til de fattige, og Peter Pan, der er evig smuk". Sådan!

Inés, min sjæls veninde (2007) er historien om den fattige syerske Inés Suarez (1507-80) fra Spanien. En kvik, smuk og stærk kvinde der er gift med skørtejægeren Juan.

Han forlader hende for at søge lykken i Den Nye Verden, som mange adelsfolk og lykkeriddere, især fra Peru og Chile, i jagten på guld og andre rigdomme. Inés følger efter, men i stedet for sin mand finder hun den berømte conquistador og indianerdræber Pedro de Valdivia.

Både Inés og Pedro er historiske personer og i realiteten de to, der koloniserede Chile. Hun er bogens fortæller, der i sin alderdom skriver om, hvad der skete i Chile i midten af 1500-tallet, set fra en kvindes synspunkt.

Når kulturer mødes

Det er en brutal historie om conquistadorernes mishandling af de indfødte, men det er også en bog om mødet med fremmede lande og kulturer. Og så er det ikke mindst historien om, hvorledes en kvinde begår sig i en mandsdomineret verden, hvor våben ofte afgjorde konflikter. Inés kan ud over nålen også bruge sværdet!

Summen af vore dage (2008) er Allendes fortælling til sin afdøde datter, kendt fra bogen Paula, om sin familie og om hverdagen i en sammenbragt stamme. Isabels mand, Willie, har også mistet en datter, en fortabt narkoman, der nåede at føde en lille skrøbelig pige med en "gammel" sjæl og stoffer i blodet.

Den handler også om kærligheden mellem to meget forskellige mennesker, om svigerdatteren, der foragter homoseksuelle men ender som biseksuel, om et barnebarn der konkluderer, at de må være meget rige, siden de kan få julemanden til at komme på sådan en travl aften! – om humor, ufred, indlevelse og sorg.

Øen under havet (2011) handler om slavernes miserable forhold på øen Sainte-Dominigue, i dag Haiti, fra slutningen af 1700 tallet og til starten af 1800 tallet. Isabel Allende skildrer de franske kolonisters grove udnyttelse af de kvindelige slaver og kolonialismens grimme fjæs gennem slavepigen Zarités fortælling om sit liv hos familien Volmorain på sukkerplantagen Saint-Lazare.

Hendes opvækst falder sammen med de voldsomme slaveoprør, der ramte øen i 1791, der førte til enden som fransk koloni og banede vejen for verdens første sorte republik.

Isabel Allendes forfatterskab er af svingende kvalitet, men det er fantastisk, når det er bedst. Hun er blevet kritiseret for at være "kulørt", men hendes historier og anekdoter samt skildringen af kolonialismen og kvindernes rolle i historien overskygger klart det kulørte.

Politisk er hun "tynd", men hun er altid solidarisk med de undertrykte. Hendes styrke er ikke politik men skrivekunsten.