Et spøgelse går gennem Europa - kommunismens spøgelse. Alle magter i det gamle Europa har sluttet sig sammen til en hellig klapjagt på dette spøgelse, paven og zaren, Metternich og Guizot, franske radikale og tysk politi.

Så lyrisk begynder indledningen til et af verdenshistoriens mest indflydelsesrige skrifter, Det kommunistiske partis manifest, der i dag normalt bare bliver kaldt Det kommunistiske manifest.

Det, der er manifestets væsentligeste bidrag og kernebudskab, er opfordringen til international kamp mod udbytning og borgerskabets diktatur.

Med den verdenskendte forfatter og litteraturkritiker Umberto Ecos ord: "Det begynder med en trommehvirvel, som Beethovens femte".

Siden udgivelsen af, hvad der den gang var en pamflet for en nystartet og relativt ubetydelig gruppe af venstreradikale, har kampskriftet gået sin sejrsgang verden over. Dets økonomiske forudsigelser har ramt plet i nærmest alle tilfælde, og de politiske anskuelserne, som skriftet præsenterer, har udgjort tankegrundlaget for revolutionære i hele verden.

Fødsel

I juni 1847 lagde to socialistiske organisationer i Europa sig sammen og dannede et nyt parti. Det var den britiske organisation De Retfærdiges Liga, som var ledet af Karl Schapper, og den belgiske organisation Kommunistisk Korrespondance Komité, hvor Karl Marx og Friedrich Engels udgjorde kernekræfterne.

Organisationerne var imidlertid hverken britiske eller belgiske. De bestod nemlig begge af eksilerede tyske venstreradikale, der fortsatte deres kamp for socialisme fra deres eksil. Det nye politiske parti kom til at bære navnet Kommunisternes Forbund og skulle bruge et politisk grundlag.

Det tjente som ledetråden for opbyggelse af den første Internationale i 1864 og af kommunistiske partier verden over, og langsomt fortrængte marxismen de øvrige socialistiske strømninger, som manifestet også gør op med.

Engels var med stiftelsen blevet valgt til forbundets ledelse, og han fik til opgave at udarbejde en katekismus for kommunisternes arbejde. Det blev i første omgang til skriftet Udkast til en kommunistisk trosbekendelse, der ligesom Luthers katekismus bestod af en række spørgsmål og svar, som kortlagde hans og Marx holdninger.

I oktober 1847 kom Engels med et andet udkast, Kommunismens principper, som i højere grad havde karakter af program. Herefter flyttede Engels for en tid til Bruxelles, hvor hans gode ven Karl Marx boede med sin familie. De to havde året før forfattet deres første bog sammen, Den tyske ideologi, en moppedreng på over 800 sider.

Den tyske ideologi var ganske vist forblevet uudgivet, men den havde, som Marx senere forklarede, tjent godt til at klargøre de to socialisters opfattelser af det kapitalistiske samfund og den materialistiske historieopfattelse.

Sammen med Kommunismens principper kom den derfor til at udgøre grundlaget for det, der nu kom til at hedde Det kommunistiske manifest.

Budskab

Det kommunustiske manifest er først og fremmest et kampskrift. Marx og Engels skitserer i det indledende kapitel deres opfattelse af historien som værende drevet først og fremmest af klassekampen. I samme vending skitserer de også de to hovedklasser i det kapitalistiske samfund, nemlig proletariatet, eller arbjederklassen, og bourgeoisiet, eller borgerskabet.

Denne karakteristik tager sit udgangspunkt i Marx og Engels opfattelse af det materielle, og særligt de økonomiske forhold, som det, der bestemmer menneskenes indbyrdes udvikling og relationer. Særligt et forhold gør sig gældende: ejendomsretten til produktionsmidlerne.

Derfor er det da også ejendomsretten, der er hovedpunktet, da de to i slutningen af andet kapitel skitserer det nystartede kommunistiske partis ti hovedkrav, som blandt andet inkluderer brandbeskatning af de rige, ekspropriering af grundejendomme og nationalisering af industri- og finanskapitalen.

Men disse er ikke hugget i granit, pointerer de. For forskellige lande må kravene se forskellige ud. Det, der er manifestets væsentligeste bidrag og kernebudskab, er opfordringen til international kamp mod udbytning og borgerskabets diktatur.

Brug

Efter udgivelsen blev manifestet hurtigt taget i brug – men ikke af dem, det var tiltænkt. Revolutionerne i Frankrig, Tyskland og resten af Europa i 1848 havde ikke noget at gøre med det nyudgivne kampskrift, men i efterdynningerne blev det brugt af de reaktionære kræfter til blandt andet at sikre en udvisning af Marx og hans familie fra Belgien.

Manifestet sprudler af liv, uanset hvilken tidsalder det læses i.

I løbet af de næste 165 år er Det kommunistiske manifest imidlertid kommet til sin ret. Det tjente som ledetråden for opbyggelse af den første Internationale i 1864 og af kommunistiske partier verden over, og langsomt fortrængte marxismen de øvrige socialistiske strømninger, som manifestet også gør op med.

I begyndelsen af det 20. århundrede dannede tankerne, sammen med Marx og Engels øvrige værker, grundlaget for både den kortlivede tyske revolution i 1918-19 og den sejrrige Oktoberrevolution i Rusland i 1917.

Død?

Med socialismens udbredelse i Østeuropa såvel som i Asien og Latinamerika er manifestets budskab kun blevet forstærket.

Men med Østblokkens senere sammenbrud og udviklingen i eksempelvis Kina er de tanker, som præsenteres i Det kommunistiske manifest, mere end een gang blevet erklæret for døde og begravede.

Det er imidlertid langt fra sandheden. I Latinamerikan ruller den socialistiske venstrebølge med ufortrøden kraft videre, og i lyset af den aktuelle finanskrise er Marx og Engels tanker om kapitalismens natur og det socialistiske alternativ mere aktuel end nogensinde.

Manifestet sprudler af liv, uanset hvilken tidsalder det læses i. Det kan læses både som et historisk dokument, der fortæller noget om den socialistiske kamps udvikling, men også som et helt og aldeles nutidigt kampskrift, der udstikker retningslinier for kampen for et mere retfærdigt samfund.

Den økonomiske krise, der bare i sine to første år ifølge ekspertberegninger kostede 90 millioner menneskeliv, er i højste grad international. Måske derfor virker manifestets sidste linie og kampråb i dag mere aktuel end nogensinde før:

Proletarer i alle lande, forén jer!