En kronisk nødtilstand, hvor den ene krise ikke når at blive løst, før den næste melder sig. Sådan beskriver svenske Andreas Malm, som er lektor i human økologi, verdens aktuelle tilstand i sin nye bog, Corona, Climate, Chronic Emergency, som er udkommet på engelsk her i 2020.

Både coronakrisen og klimakrisen er resultater af over 200 års kapitalistisk produktionsmåde, der udfolder sig uden noget hensyn til naturen

Han mener, at coronakrisen lige i øjeblikket har skubbet klimakrisen i baggrunden, men klimakrisen vil blot melde sig med desto større kraft på et senere tidspunkt.

Denne situation ser Malm som en global parallel til situationen i Rusland i efteråret 1917, hvor det totale sammenbrud truede. Situationen er ikke i samme grad akut i dag, men på den længere bane vil tre graders global temperaturstigning have en gennemgribende og rystende virkning af samme karakter.

Vi skal derfor løfte os ud af et truende totalt sammenbrud. Der kræves en enorm indsats. Med inspiration fra Lenin ser han redningen gennem krigskommunismen. Denne indebærer, at staten tager styringen og kan disponere over alle ressourcer og al arbejdskraft i kampen for at sætte den ind for samfundets overlevelse.

Bogen giver en slags samlet mosaikbillede af de to kriser, coronakrisen og klimakrisen, med hovedvægten på den første. Som marxist og dialektiker arbejder han gennem at modstille tolkninger af krisernes karakter og årsager. Herved skræller han lag på lag af for at nå frem til holdbare forklaringer.

Naturkatastrofe eller menneskeskabt?

Karakteristisk er hans modstilling af de kapitalistiske staters reaktion på coronakrisen og på klimakrisen. Mod coronaen erklærer de krig. Regeringerne, også i en lang række vestlige lande, kommanderer udgangsforbud og flyforbud, hvorved de har ramt det ellers urørlige private erhvervsliv. Mod klimakrisen er reaktionen derimod fodslæbende og utilstrækkelig. Hvorfor?

For det magtbærende lag kommer coronaen chokagtigt udefra som en naturkatastrofre. Det kræver umiddelbar handling. Klimakrisen udvikler sig snigende, og så er den bestemmende elite selv viklet ind i årsagen til denne. Det, at coronaen også rammer både elitelaget og kernevælgere som hvide og ældre borgere, spiller utvilsomt ind. En indsats på nationalt plan kommer desuden egne borgere (vælgere) til gode. Virkningen af en klimaindsats fordeles ud over hele kloden.

Den egentlige virus

Men Malm graver et spadestik dybere. Meget kort: Coronaen er et ”zoonotisk spillover”, altså en sygdom, der fra vilde dyr er sprunget til mennesker, noget der sker med stigende frekvens: HIV, MERS, SARS, ebola og nu corona. I alt er gennem tiden konstateret over 300 zoonoser.

Men er der tale om en slags "naturkatstrofer"? Hvorfor overføres de fra vilde dyr til mennesker? Svar: kapitalismens skånselsløse jagt på ressourcer. Kendt er den destruktive fældning og afbrænding af urskov. Formålet er oksekød, sojabønner, palmeolie og træprodukter, der skal blive til varer på markederne i Nord. Mennesker trænger ind i hidtil lukkede økosystemer og kommer i stigende grad i kontakt med de eksotiske mikroorganismer, der findes her.

Malm beskriver processen gennem flere konkrete eksempler forskellige steder fra i verden. Coronakrisen er lige så menneskeskabt som klimakrisen. Den er ikke spor mere uventet og pludselig end klimakrisen, der jo også udvikler sig i "udbrud" som tyfoner, oversvømmelser, naturbrande mm. Begge kriser er resultater af over 200 års kapitalistisk produktionsmåde, der udfolder sig uden noget hensyn til naturen. Kapitalen er den egentlige virus.

Sammenflettede kriser

De to kriser er desuden flettet sammen og det på flere måder. Strømmen af ressourcer fra Syd til Nord betinger den øgede risiko for zoonoser, men indebærer samtidigt et stort CO2-udslip fra afskovning og fra varetransport. Den af CO2-udledningen forårsagede globale temperaturstigning gør, at dyrene, så vel som eventuelle smittebærende insekter, vandrer mod køligere egne. Herved øges deres kontakt med mennesker og tamdyr og dermed også risiko for zoonoser.

Malm anvender også den dialektiske metode på spørgsmålet om, hvem der primært er ofrene, når katastroferne slår til. Han bruger begrebet "vulnerabilitet", som måske kan oversætte med "risiko for at blive udsat". En beboer i et slumkvarter er mere udsat for sygdomssmitte end andre, og en beboer i et floddelta er mere udsat for oversvømmelse end andre, når havniveauet stiger.

Herved blottes den sociale og klassemæssige side. Hvorfor bor mennesker i et slumkvarter eller i et oversvømmelsetruet område? Hvorfor er et land så ludfattigt, at det ikke kan beskytte sine borgere? På den baggrund konstaterer han, at den kapitalistiske produktionsmåde ikke blot står fadder til både corona- og klimakrisen, men også placerer mennesker, så nogle (de mange) er væsentligt mere udsatte end andre.

Mod den parasitære kapital

Han kritiserer her venstrepartierne for ikke at tage dette sidste spadestik med. De agerer på den sociale side af sagen, boligforhold, sygehusvæsenets utilstrækkeligheder grundet neoliberale nedskæringer og så videre; men de går ikke til biddet mod det, han kalder den parasitære kapital.

En parasit er en organisme, der ernærer sig på og ved en anden organisme. Kapitalen ernærer sig og formerer sig ved at udnytte arbejdere og naturen. Den særlige pointe er her, at vi har at gøre med en type parasit, der udnytter sin vært i en grad, hvor den svækker og i sidste ende kan dræbe den – hvorved den parasitære kapital også udrydder sig selv. Det er, kort sagt, tid at handle.

>> LÆS OGSÅ: "Business as usual fører uvægerligt til katastrofer"

Økologisk leninisme

Her bringer Malm så Lenin og krigskommunismen ind i billedet som led i det af ham formulerede begreb "økologisk leninisme":

1. Gå mod krisens årsager, ikke mod dens symptomer, 2. Slå til på rette tidspunkt og uden tøven, og 3. Tving staten til at gøre det nødvendige, altså i realiteten til at indføre krigskommunisme. Her skal den borgerlige stat gøre arbejdet. Den er for stærk til at væltes. Et enormt pres på den fra de revolutionære kræfter skal drive værket.

På dette punkt erkender Malm, at han afviger fra Lenin. Han så skabelsen af en ny og proletarisk statsmagt som en absolut nødvendighed for at afvende Ruslands krise. Afvigelsen er ikke vel begrundet. Hvis den borgerlige statsmagt er for stærk til at væltes, er den så ikke også stærk nok til at modstå og aflede det folkelige pres?

Hvem udgør de masser, der skal ændre samfundet? Hvis jeg har forstået ham ret, ser han bevægelserne for klima og miljø med mere som det bærende element. Han går dog ikke ind i en nærmere analyse af bevægelserne og deres klassekarakter. Hvad skal rollen være for den mest gennemorganiserede befolkningsgruppe, arbejderklassen? Dette centrale spørgsmål kommer han ikke ind på, i alt fald ikke i denne bog (en opfølger er på vej). Han ser dog nødvendigheden af, at de oprørske kræfter er stramt organiseret. Han er ikke anarkist som mange økosocialister.

Vigtigt bidrag til debatten

Bogen er således ikke uden løse ender. Meget stærkt står han i analysen af årsagen til coronakrisen og statsmagtens handlemåde som reaktion på den. Malm giver os en masse interessant og vigtig baggrundsviden, og bogen er et værdifuldt bidrag til debatten. Hans lancering af krigskommunismen i den aktuelle situation kan således bidrage til at sætte skub i en vigtig debat og afklaring i klimabevægelsen. Og det peger på, hvor hård og disciplineret en kamp det vil blive at stoppe kapitalisternes vanvidskørsel med kloden.

Bogen er udgivet på engelsk og oversat til tysk og fransk. Det må være lige til venstre sideben for Forlaget Solidaritet at udgive den på dansk. I Magasinet Arbejderen, som er udkommet her i december, kan også læses et interview med Andreas Malm. Det kan anbefales som en god introduktion til forfatteren.

Andreas Malm: Corona, Climate, Chronic Emergency. War Communism in the Twenty-First Century. Verso 2020. Den Tyske udgave, som denne anmeldelse er lavet efter, har titlen Klima|x og er udgivet af Matthes og Seitz 2020.