Det var et Europa under hastig forandring som mødte embedsmandssønnen Christian Krohg (1852-1925), da han kom til verden i Vester Aker i Norge. Faderen, Georg Anton Krohg, var en verdensfjern filolog og publicist med hang til grundige studier i uforståelige islandske og nygræske folkesagn.

Christian Krohg var internationalist, en svoren tilhænger af naturalismen og en utrættelig forkæmper for ytringsfrihed samt social og seksuel ligestilling. 

Christian Krohg voksede op i et hjem med hang til Gud, Konge og Fædreland. Hans far, Kongelig Fuldmægtig Georg Anton Krohg, var dybt troende og gift med en præstedatter fra Møn. Politisk var han en tilhænger af den nordisk-nationalistiske bevægelse "Skandinavismen". Ved faderens død i 1881 rejste gode venner en mindesten med inskriptionen: "Tro imod Norden, sit Folk og sin Gud".

Et moderne menneske

Det var med den baggrund, at den unge Christian Krohg drog ud i den store verden for at kæmpe for et moderne samfund. Han var internationalist, en svoren tilhænger af tidens mest radikale idé, naturalismen, og en utrættelig forkæmper for ytringsfrihed samt social og seksuel ligestilling.

Selv om han var født ind i en velstående familie, der tilhørte Kristianias verdensfjerne overklasse, forblev han til det sidste tro mod sine idealer. Han kæmpede indædt provokerende gennem sine billeder, skrifter og bøger i en menneskealder for at forbedre forholdene for Kristianias underklasse. 

Christian Krohg blev student i 1869 og tog juridisk embedseksamen fire år efter, men allerede i studietiden var det malerkunsten, der trak. Næppe var eksamensbeviset i hus før han drog til udlandet for at studere kunst - ikke til København som ellers var det almindelige, men til Karlsruhe i det sydvestlige Tyskland.

Her blev han elev hos den tyske realist Karl Gussow (1843-1907), der var kendt for at skildre smilende børn og storbarmede fiskerpiger i farverige gevandter. Da Karl Gussow flyttede til Berlin, fulgte Christian Krohg med og blev hos ham til 1878.

Berlin, Skagen og Paris

I Berlin traf han blandt andet den dansk-jødiske litteraturforsker og kritiker Georg Brandes (1842-1927). Han skulle i 1871 ruske op i det stivnede Danmark med sit foredrag "Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Litteratur" på Københavns Universitet. Foredraget startede den socialliberale bevægelse, der senere blev kaldt "Det Moderne Gennembrud".

Mødet med Brandes ændrede Christian Krohgs livsholdning og kunst i radikal retning. Det samme gjorde hans besøg i sommeren 1879 hos datidens radikale kulturfortrop i Skagen. Sammen med den norske maler, vennen Frits Thaulow (1847-1906) mødte han her digterspiren Holger Drachmann - begge blev senere hans svogre - og Skagens-malerne Karl Madsen, Anna Brøndum og hendes mand, Michael Ancher.

Mødet med denne klike af unge, frisindede danske kunstnere fik stor betydning for den unge maler. Studierne blev fortsat i datidens kunstneriske kraftcenter, Paris, 1881-82, hvor Christian Krohg blev stærkt påvirket af den franske impressionist Eduard Manet (1832-83). Hans møde med impressionismen fik ikke blot stor påvirkning for hans egen teknik men også for hans senere langt mere berømte norske kollega Edvard Munch (1863-1944).

I Paris blev Christian Krohg også stærkt påvirket af tidens hotteste kunstform, fotografiet. Resten af sin karriere maler han i en knap, beskåret stil som set igennem en fotografisk linse.

Kristiania-bohêmen

Tilbage i Norge slog han sig ned i hovedstaden Kristiania, der på det tidpunkt var en levende kulturel by, ikke mindst på grund af dramatikeren Henrik Ibsens dristige teaterstykker. Her blev Christian Krohg snart medlem af den politiske, sociale og kulturelle bevægelse, der fik navnet "Kristiania-bohemen" efter forfatter Hans Jægers bog "Fra Kristiania-bohêmen" fra 1885.

Gruppen, der tog sin form i begyndelsen af 1880'erne, byggede på 1870'ernes krav om, at kunsten skal skildre og være med til at forandre virkeligheden. Den talte en lille snes veluddannede mænd og kvinder fra den norske overklasse, og den satte spørgsmål som ytringsfrihed, politisk, religiøs og ikke mindst seksuel frihed og ligestilling på dagsordenen.

Gruppens frisindede tanker og en række moraldiskussioner i Arbejdersamfundet 1881 og Studentersamfundet 1882 fik snart myndighederne op i det røde felt. Med "klassens slemme dreng", den anarkistiske forfatter og filosof Hans Jæger (1854-1910) som centrum skabte bohême-bevægelsens kunstnerne den ene skandale efter den anden i det snobbede Kristiania.

Da Hans Jæger udgav sin selvbiografiske bog i 1885, blev den straks beslaglagt af myndighederne og oplaget konfiskeret. Året efter fik han først 60 dages fængsel for sine tanker om fri kærlighed og folkestyre. Han fortsatte sine angreb på statsmagtens hykleri, og året efter måtte han flygte til Sverige fra yderligere 150 dages fængsel, fordi han havde smuglet 300 eksemplarer af bogen ud af Norge, gemt blandt julehæfter.

Albertine

Hans Jægers selvudleveringer af bordelbesøg og andre farverige oplevelser i Kristianias natteliv var ikke populære hos alle medlemmer af Kristiania-bohêmen. Blandt andet fandt forfatteren Amalie Skram den frastødende. Men da Christian Krohg i slutningen af 1886 udgav romanen "Albertine" og samtidig viste sit maleri "Albertine i politilægens venteværelse", var opbakningen total, også uden for gruppen.

Hans bog blev beslaglagt af myndighederne dagen efter udgivelsen, og Christian Krohg blev - lige som Hans Jæger - anklaget for Krænkelse af Sædelighed og Blufærdighed". Men proppen var gået af flasken, og da det enorme maleri blev udstillet i foråret 1887, var stemningen fra starten på Christian Krohgs side.

Debatten satte forholdet mellem Kristianias prostituerede og de norske myndigheder på spidsen. Godt nok var prostitution officielt forbudt, men byens gadepiger blev tvunget til regelmæssigt at underkaste sig en gynækologisk undersøgelse. Her blev det registreret, om de havde kønssygdomme, var gravide eller havde børn. Til overflod var langt de fleste af byens horehuse offentligt drevne.

Selv om den norske højesteret nægtede at frigive bogen, vandt Christian Krohg kampen. Efter nogle års hårdnakket debat blev de offentlige bordeller lukket og prostitution for alvor forbudt.

Familiefar og provokatør

Christian Krohg var ikke selv bange for at udfordre den offentlige moral. Det skete, da han mødte sit livs kærlighed, Oda Engelhart. Othilia, som hun egentlig hed, var den ældste barn i en søskendeflok på 11. Faderen var den norske regerings øverste advokat, Christian Lasson.

Øjenbrynene røg pænt i vejret i Kristianias pæne borgerskab, da hun forlod sin første mand, Jørgen Engelhart, i 1883. De havde da været gift i to år, havde to børn og hun var gravid med datteren Nana, hvis far var - Christian Krohg.

Oda var en central figur i Kristiania-bohêmernes kreds. Hun blev anset om gruppens "prinsesse" og hun besad en glubende erotisk appetit. Således beskriver Hans Jæger nøje og uden blusel trekantsforholdet mellem ham, Oda og Christian Krohg i sine erindringer. Hun havde også et forhold til et andet medlem af gruppen, digteren og teaterkritikeren Gunnar Heiberg. Kort sagt: Den seksuelle frihed, som de andre snakkede om, udlevede hun i praksis.

Frisind eller ej, så skildrede Christian Krohg de følgende år i en række malerier - til den borgerlige presses indædte afsky - sit trygge, smukke familieliv. Han maler Oda, de to børn Per og Nana, og andre medlemmer af den store familie, hvoraf adskillige af Odas søstre var gift med venner af familien.

Helt frem til sin død i 1925 fortsætte Christian Krohg, især gennem sin journalistik og kunstkritik at kæmpe for den lille mands politiske og sociale rettigheder.

Tiden med Kristiania-bohêmen satte dybe aftræk i norsk - og dansk - kunst. Gennem venskabet med Georg Brandes, kunstnerægeparrene Krøyer og svenske Larsson fik Christian Krohgs tanker om socialrealismens pligt til at afbilde almindelige mennesker dér hvor de hører hjemme stor udbredelse.

Christian Krohgs virke som Skagens-maler varede frem til 1889, men han kappede aldrig kontakten til Danmark. Helt frem til sin død i 1925 fortsætte Christian Krohg, især gennem sin journalistik og kunstkritik at kæmpe for den lille mands politiske og sociale rettigheder.