Efter den tyske maler Paula Modersohn-Beckers (1876-1907) død, kun 31år gammel, blev hendes mand og venner overrasket over i hendes atelier at finde ikke mindre end 735 malerier, hvoraf de fleste var dem ukendte.

 i 1927, tyve år efter hendes død, åbnedes i Bremen Paula Modersohn-Becker Museet, verdens første museum til ære for en kvindelig kunstner

Mens hun levede solgte hun kun fire og udstillede kun to gange. I sit korte liv opnåede hun således ingen anerkendelse i kunstverdenen, og ikke engang de nærmeste venner var særlig positive overfor hendes tilbøjelighed til, efter deres mening, at gøre motiverne grimmere end de var i virkeligheden. De forstod ikke, at hun ville noget andet og mere end at male naturen af. Først langsomt blev hun anerkendt i Tyskland, men i 1927, tyve år efter hendes død, åbnedes i Bremen Paula Modersohn-Becker Museet, verdens første museum til ære for en kvindelig kunstner.

Men det varede kun kort før Paula Modersohn-Becker faldt i ”unåde” og blev af nazisterne erklæret Entartet. I 1936 blev hendes museum i Bremen lukket, dog sådan at hendes arbejder blev samlet i et særligt rum, som man efter forespørgsel kunne få lov at komme ind i. På Entartet-udstillingen i München 1937 var hun repræsenteret med to værker.

I hvor små sko nazisterne gik kan illustreres af, at de små uskyldige malerier, som Paula blev pålagt at male i Zions Kirken i Worpswede som straf, fordi hun i ungdommelig kådhed havde ringet med kirkeklokken, i slutningen af 30’erne blev malet over. Heldigvis er de blevet afdækket i 1980’erne.

Første udstilling i Skandinavien

I Danmark er hun næsten ukendt og er kun blevet præsenteret på udstillinger sammen med andre. Den første var i 1932 på Den Fri med fem værker, men hun nævnes ikke i avisernes anmeldelser. Men efter udstillingen ”Selvportrætter” i 2012 på Louisiana, hvor hun deltog med fire malerier, blev museet mere opmærksom på hende og viser nu for første gang i Skandinavien en retrospektiv udstilling med 150 værker, heraf 93 malerier. Det kan lade sig gøre ved en stor generøsitet, ikke mindst fra de tre kulturinstitutioner i Bremen, som sammen råder over den største samling af hendes arbejder.

Udstillingen er delt op i temaer, for eksempel selvportrætter, børn, stilleben og birkestammer, og inden for disse grupper hænger værkerne kronologisk, så man får et fint indtryk af hendes kunstneriske udvikling.

Allerede som ung viste hun stor interesse for at tegne og fik undervisning på forskellige skoler, blandt andet i London, Bremen og Berlin. På en udstilling i Bremen i 1895 med malere fra det nærliggende Worpswede blev hun begejstret for disse, og efter et besøg i 1897 slog hun sig året efter ned i den nordtyske landsby og blev en del af den derboende kunstnerkoloni. Her fandt hun ro og inspiration, men det varede ikke længe, før hun fik udlængsel. Nok var der dejligt i Worpswede, men på det tidspunkt var Paris kunstens pulserende centrum.

Et uvejr og en åbenbaring

Nytårsdag 1900 satte hun sig i toget til Paris med få penge på lommen, men videbegærlig og med et åbent sind. Hun drog rundt på museer og gallerier for at se såvel den gamle som den nye kunst, og især Cézannes malerier gjorde et stort indtryk på hende. De var som ”et uvejr og en stor åbenbaring”, som hun senere udtrykte det, og satte sig spor i hendes egne billeder, som blev dristigere.

Beriget og fuld af inspiration vendte hun hjem til Worpswede og giftede sig 1901 med malerkollegaen Otto Modersohn, men efter et par år følte hun igen, at denne verden var for lille, og foretog flere rejser til Paris, hvoraf et ophold varede næsten et år. Hun havde brug for ny næring, og bevægede sig mere og mere bort fra de andre i kolonien, der trofast malede idealiserede landskabsmalerier fra egnen.

I Paris modtog hun undervisning på private akademier, hvor hun tegnede efter modeller, som hun fandt blandt fattige italienere, ligesom hun i Worpswede foretrak at male bønder og fattiglemmer, og især deres børn, som hun malede mere end 300 billeder af.

Under det sidste ophold opdagede hun Paul Gauguin, som hun blev meget betaget af, fordi hun, ligesom han, søgte at skildre det naturlige og primitive menneske og gengive det og omgivelserne i den mest enkle form. Hun stræbte efter at finde ind til det mest elementære, til motivets væsen og undgik forskønnelse af det.

Et andet yndet motiv var stilleben, hvortil hun også fandt inspiration i Paris. For eksempel fra Matisse i ”Stilleben med guldfiskebowle” (1906).

Allerede på et tidligt tidspunkt malede hun selvportrætter, over 100 blev det til, og mest berømt er ”Selvportræt på den 6. bryllupsdag” (1906), som regnes for det første nøgenselvportræt malet af en kvinde.

En ener

Kunsthistorisk er det ikke så enkelt at placere hende ind i en isme. I nogle bøger henregnes hun til ekspressionismen på grund af af sit farvevalg, men drejer det sig om hendes stil, holder det ikke. Hun var moderne i modsætning til de andre Worpswedemalere, der var ret konservative, bortset fra Heinrich Vogeler, som hele tiden troede på hende. Med et lån fra Piet Hein kan man, let omskrevet, sige om hende, at ”hun er sgu’ sin egen” og i dag anerkendt som en af verdenskunstens store kvindelige mestre.

”Jeg ved, at jeg ikke kommer til at leve ret længe …. og hvis jeg blot har malet tre gode billeder, så skal jeg gladeligt tage herfra med blomster i hånden og håret” skrev Paula Modersohn-Becker i sin dagbog i 1901. Det blev til meget mere end tre gode billeder, hvilket udstillingen på Louisiana viser.