Det første, der fanger på det tilsyneladende ufærdige lærred, er øjnene. De ser direkte på beskueren med det her "var-der-noget" blik, selvbevidst og blottet for kvindelig blufærdighed.

Hun står med siden til og har vendt sig halvt, måske tilfældigvis, drejet hovedet lidt overrasket i en slags hilsen. Håret er gråt og sat løst op, men huden er lysende ung, kroppen fyldig. "Her-har-I-mig", siger hun frejdigt.

Kvinden på lærredet er malet i 1885 af Berthe Morisot (1841-1895), impressionismens glemte superstar. Dette selvportræt viser en kunstner, en kvinde, en mor og en hustru på sit absolut højeste. Der er noget casual, henslængt over portrættet.

Det forbløffende er, at det er malet på et tidspunkt, hvor kun prostituerede, skuespillerinder og arbejderkvinder havde adgang til det offentlige rum. Overklassen og det bedre borgerskabs kvinder måtte pænt blive hjemme i de pæne stuer, kun afbrudt af en spadsertur i ny og næ i den nærmeste park.

En beskyttet tilværelse

Det var en sådan tilværelse, der ventede Berthe Morisot. Som den mellemste datter af en embedsmand levede hun overklassekvindens beskyttede og priviligerede tilværelse i Passy, en forstad til Paris. Men en dag skete der noget!

Mens de stadig var teenagere, sendte moderen i 1857 de tre piger til tegneundervisning, for at de kunne lave en tegning af deres far på hans helgensdag (!). På det tidspunkt havde kvinder ingen adgang til Kunstakademiets undervisning, så de fik privatundervisning.

Berthe og de to storesøstre Yves (1838-1893) og Edma (1839-1921) viste hurtig sans for at tegne og male. Yves faldt hurtigt fra, men de to yngre søster fortsatte undervisningen, og farmand fik sin tegning.

I 1864 kom gennembruddet. De to søstre fik begge optaget et landskabsmaleri på datidens absolutte kunsthøjborg, den årlige censurerede udstillingsbegivenhed i Paris, den officielle Salon.

I 1869 opgav Edma kunsten for som datidens kvinder at følge den slagne vej som hustru og mor. I mellemtiden havde Berthe året før mødt superkunstneren Eduard Manet på Louvre gennem en fælles malerven. Mødet blev starten på et livslangt samvær, både kunstnerisk og privat.

Mens Berthe Morisot beundrede ham voldsomt som et forbillede for det moderne maleri, så fremstod hun for ham som en smuk, stærk, forførende og modig kvinde. Hun var hans foretrukne model frem til 1874, og han malede ialt 10 portrætter af hende - altid som kvinde, aldrig som kunstner.

Deres familier fandt hurtig sammen og i 1874 giftede hun sig med Eduards bror, Eugène Manet. De fik i 1878 datteren Julie, men det betød ikke, at hun måtte opgive sin kunstneriske karriere. Hendes ægtemand støttede til sin død i 1892 fuldt ud, at hustruen forfulgte sine ambitioner som kunstner.

Det store spring

I 1874, samme år som hun blev gift, brød Berthe Morisot med den etablerede kunstverden og sprang ud som avantgarde-kunstner. På trods af advarsler fra Eduard Manet tog hun imod en invitation fra Edgar Degas til at deltage i den første udstilling af uafhængige kunstnere.

Dette brud med den etablerede franske kunstverden fulgte efter tidens politiske omvæltninger. Få år før havde Berthe Morisot sammen med den øvrige parisiske befolkning udholdt fire en halv måneds belejring under den fransk-preussiske krig 1870-1871.

Efter nederlaget var kejser Napoleon den Tredje en færdig mand, men den reaktionære franske nationalforsamling støttede fortsat kongemagten. I protest mod udnævnelsen af en konservativ statsminister, gjorde pariserne oprør i marts 1871 og udråbte den revolutionære Pariserkommune.

I spidsen for oprøret mod den herskende kunstelite stod Gustave Courbet (1819-1877), en af tidens førende realistiske malere. Han blev valgt både som præsident i det franske kunstnerforbund, og til byrådet i Pariserkommunen. Han tog initiativet til at nedrive Vendôme-søjlen, en 40 meter høj søjle med en statue af Napoléon Bonaparte på toppen – selve symbolet på kejserimperiet i Paris.

Selv om Pariserkommunen blev nedkæmpet i slutningen af maj samme år, var luften stadig tung af oprørstrang blandt radikale intellektuelle. Blandt dem var en gruppe af franske malere, der i begyndelsen af 1870'erne havde fået nok at salonens snævre, kunstneriske spændetrøje.

De var trætte af gang på gang at blive sat uden for Parisersalonens fine selskab, fordi de brød med datidens glatte,  mørkladende og gennemarbejdede fuldtonede maleri. De ville bryde med en tung symbolverden, domineret af motiver fra antikkens gudeverden, som dominerede især tysk og fransk malerkunst.

Fælles for dem var, at de var unge og at de ville noget andet og mere end den etablerede Parisersalon. Fælles for dem var også, at deres billeder - i modsætning til Berthe Morisot - gang på gang var blevet afvist af den udvælgelseskomité, der herskede over malerkunsten.

Al magt til indtrykket

Den 15. april 1874 slog Artistes Independients dørene op til fotograf Nadars atelier på Boulevard de Capucines. Her kunne et forarget parisisk publikum se værker af Claude Monet (1840-1926), Alfred Sisley (1839-1899, Auguste Renoir (1841-1919), Camille Pissaro (1830-1909) og Paul Cézanne (1839-1906).

Med sin deltagelse i den første - og i seks af de efterfølgende syv udstillinger frem til 1886 - havde Berthe Morisot valgt side, og hun forblev resten af sit kunstneriske liv tro mod en skole, der hånligt af en parisisk kritiker blev døbt l'impressionism - "indtrykkelsen" - efter titlen på et maleri af Claude Monet.

Den store forskel mellem Berthe Morisots og hendes mandlige kollegers valg af motiv og malemåde trådte hurtigt frem. Impressionismens mænd malede med forkærlighed deres svirretur i det parisiske natteliv, som skildret i den italienske operakomponist Puccinis mesterværk La Bohême fra 1896.

Et sådan udsvævende liv var fuldstændig fjern fra Berthes dagligdag. Som kvinde af tiden var hun forment adgang til det offentlige rum som arbejdende kunstner. Hun kunne ikke bare hive sit staffeli frem på et bordel eller et parisisk værtshus.

I stedet indtog hun det feminine rum, det bedre borgerskabs intime univers, hvor kvinder og børn leger, læser, gør toilette, broderer, spadserer og poserer. Hun insisterede på, at de intime sider af en kvinde og moders liv var ligeværdig med hendes mandlige kollegers skildringer af det offentlige rum.

Datteren Julies fødsel i 1878 betød, at Berthe Morisot droppede det tunge staffeli, lærred, pallet og tuber til fordel for det fleksible, overskuelige vandmaleri, akvarellen.

Impressionismens store mester

Resultatet var forbløffende. Snart beherskede hun fuldstændig selve impressionismens byggesten - den forsigtige, tilsyneladende tilfældige indkapsling af det lette, flygtige, svævende lys, de uformelige former og den kropsløse naturs fjerlette tyngde.

En enkelt streg hist, en prik her, en bølge af farve mod farve, bevægelse mod bevægelse. Berthe Morisot opnåede i løbet af få år at blive ægte anerkendt af de ellers så barske parisiske kunstanmeldere som det impressionistiske maleris ypperste behersker.

"I denne gruppe af revolutionære er der kun én impressionist, og det er frøken Berthe Morisot... Hendes maleri besidder improvisationens ligefremhed, hånden forråder aldrig øjets indtryk."

Kunstkritikeren Paul Mantz, 1877

Selv om hun i 1880'erne og til sin død lod sig inspirere af Cézanne, Gaugain og van Goghs opgør med impressionismens mangel på forpligtelse, forblev hun tro mod sin motivverden. Det er den moderne kvinde, der udfordrer den mandlige selvopfattelse og erstatter dens rå overflade med en uovertruffen poesi.

Det er en leg i lys, lykkelige øjeblikke fanget i nuet, en datters drømmende øjne, en kvinde eller søsters hvilen i sig selv, en nøgen krop skildret uden smålumre bagtanker.

Trods sin kunstnerkarriere var Berthe Morisot samtidig den, der holdt familiens sammen. Hun døde 54 år gammel,  som den første af impressionisterne, i 1895 af lungebetændelse efter at have passet sin influenzasyge datter.

Den parisiske overklassekvinde efterlod sig som en af sin tids ypperste kunstnere et livsværk, der i sit formsprog er lige så radikalt og nybrydende, som det er smukt og poetisk. Gennem sine værker varslede hun den tiltrængte, men endnu langt fra gennemførte ligestilling af mænd og kvinder i alle livets udfoldelser.