Den farverige, progressive kunstnersammenslutning Koloristerne er tilbage i Den Frie Udstillingsbygning efter små tre års pause, og det klæder J.F. Willumsens klassiske træpavillion med de sjove, ottekantede rum og højt til loftet. Der er ikke sparet på krudtet hos Koloristerne 2013, som sammen med Den Frie har skabt en ophængning, der i sig selv er både kunst og kommentar.

Det særlige ved Koloristerne er, at de som kunstnere viser en rig mangfoldighed, hvis facetter afspejler samfundet på godt og ondt. Her er den dybe, feminine reklektion over naturen og livets oprindelse, sat i forhold til den legesyge maskulinitet, det lidt nørdede stileksperiment og den dybe forundring over tingenes iboende kraft. Hvad der mangler i ligefremt politisk udtryk opvejes af en munter, næsvis kluklatter i farver og forvredne skulpturers åbenlyse ironisering over magtens selvtilstrækkelighed.

Til højre for indgangen byder Lisbeth Nielsens grove, sanselige kvindefigurer velkommen. Her hænger også en mindeudstilling for den grønlandske billedkunstner Anne-Birthe Hove, hvis gadekunstagtige monotyper forsøger at fange forholdet mellem menneske og natur på den store ø.

En anden afdød, kvindelig kunstner, billedhuggeren Astrid Klenow, mindes smukt på hele gulvet i den ene af de ottekantede rum, passende sat sammen med to værker af væversken Nanna Hertoft, hvis tæpper nærmest vokser som levende organismer ud af væggen. Det er naturens svageste vingesus, fugleflugt og det stille vand, der flyder frem. I rummet ved siden af støttes hun op af Inge Lise Westmans nærmest åndedrætsløse, organiske kæmpeværk fra den bornholmske morgen.

I den stik modsatte retning slår Eli Benvenisti på den store tromme med en serie af originale værker i allehånde materialer. Det er skarpt og provokerende kunst med en underspillet politisk desperation indbygget. En serie farverige forvrængede malerier af mænd, anonyme magthavere, ser hen på den astronautlignende kæmpefigur med skygge, der tårner sig op som et fremmedlegeme, eller en lille, sær skulptur af et menneske, der har åbnet sig i total underkastelse.

Gadedrengestregerne lyser også ud af Niels Reumerts små, frække lærreder med titler som AVV, hvor nogen tæsker en anden med sin stav. Det er på en gang primitivt og legesygt. I samme rum hænger Helle Thorborgs himmelstræbende, religiøse og mytiske motiver, og gulvet ånder stenens væsen gennem Eigil Westergaards granitskulpturer, der nærmest vokser ud af det hårde materiale. Andre fornemme bidrag er Jens Peter Helge Hansens små urfigurer, Jens Peter Groth-Jensens renæscense-agtige tegninger og Jørgen Teik Hansens farverige skrig om forståelse.

Et særligt "inspirationskabinet" står som et kunstkammer lige bag ankomstdisken. Hver kunstner har medbragt genstande og skitser, som de har ladet sig inspirere af, og som har betydet noget for deres arbejde. Det er blevet til et lattermildt, farverigt raritetskabinet, der løfter en flig af den forskning og det store forarbejde, der ligger bag de enkelte værker.