Da jeg for nogle måneder siden skrev min faglige kommentar om de offentligt ansattes forventninger og krav til overenskomstforhandlingerne, havde jeg ikke forventet netop det scenarie, som nu udspiller sig.

De styrkeforhold, vi i den sidste tid har været vidner til, har for alvor vist, at Danmark stadig er et klassesamfund, hvor arbejdsgiverne gang på gang ødelægger det, som generationer har kæmpet for at bygge op.

At Kommunernes Landsforening truede Danmarks Lærerforening med lockout, inden forhandlingerne gik i gang, viser hvor desperate de er, for at få deres krav igennem. Og at der har været tale om en koordineret plan fra regeringen og de offentlige arbejdsgiveres side, der har resulteret i, at der slet ikke har været ført reelle forhandlinger, er ikke værdigt. Det er en decideret hån mod lønmodtagerne og mod de relativt frie forhandlinger, vi er kendt for i almindelighed.

Da det gik op for fagbevægelsen, hvad der var gang i, bredte der sig på kort tid en kæde af solidaritetshandlinger, hvor rigtig mange fagforeninger valgte ikke at underskrive deres overenskomster. Også flere grupper på det private arbejdsmarked erklærede deres støtte til lærerne, blandt andet havnearbejderne.

Den solidaritet de offentlige grupper imellem og mellem offentligt og privat ansatte skal vi bygge videre på og øge.

Den kraft, som kulminerede den 20. marts med store massedemonstrationer på tværs af faggrænser, kan mobiliseres til en forandrende kraft, der kan sætte punktum for arbejdsgiveres kyniske angreb på de offentligt ansattes rettigheder og vilkår.

Der blæser sorte vinde over Danmark, og vores vilkår for måden, vi laver overenskomster på, er under pres. Den neoliberale dagsorden, som vores egen regering har taget til sig, og som er herskende i hele EU, har jo et ønske om at reducere fagbevægelsens styrke og indflydelse.

Må dette overenskomst-forår modarbejde den tendens.