Latinamerika går på gløder. I det ene land efter det andet ser vi massive demonstrationer imod neoliberalisme og social ulighed. I oktober og november måned var det Chile og Ecuador, men nu er det blevet Colombias tur. 

Colombias arbejdere, fattige og bønder har fået nok af undertrykkelse, forfølgelse og angreb på sociale rettigheder. 

Det hele startede med en generalstrejke den 21. november. Der var flere årsager til strejken: Dels var der vrede over Duque-regeringens nye angreb på pensioner og arbejdsmarkedsforhold, dels var der afsløringen om de otte børn, som hæren havde dræbt i et bombeangreb på en såkaldt guerillalejr i august, hvilket betød, at forsvarsministeren Guillermo Botero blev tvunget til at gå af.

Dertil kommer statens ligegyldige attitude overfor de 479 mord på sociale ledere siden fredsaftalen i 2016. 

Men der var også en anden og mere fundamental årsag. Colombia er det land i Latinamerika med næsthøjest ulighed, kun overgået af Honduras.

Ifølge tal fra Verdensbanken indbragte landets 10 procent rigeste 39 procent af Colombias indkomst i 2017. Alene sidste år røg 190.000 mennesker ned under fattigdomsgrænsen, og 27 procent af befolkningen lever i fattigdom.

Generalstrejken den 21. november var den største i årtier. Efterfølgende stoppede protesterne ikke, heller ikke da regeringen dekreterede udgangsforbud.

Folk slog på potter og pander, kendt i Latinamerika som carcerolazos. Vreden kogte for alvor over, da det kom frem, at en ung demonstrant, Dilan Cruz, var blevet myrdet af uropolitikorpset ESMAD. Opløsningen af ESMAD er senere blevet et af bevægelsens hovedkrav.

Onsdag den 4. december var der endnu en national strejkedag. Titusinder gik på gaden – også i byer, som tidligere har været højborge for Duque, blandt andet Medellín, hvor studerende førte an i protesterne. Regeringen svarede igen ved at anholde en række demonstranter under anklage om, at de angiveligt havde deltaget i vejblokader. 

Organisationer fra de indfødte folk truer efterfølgende med at sende en kolonne med 30.000 mennesker til Bogotá for at overtage præsidentpaladset. En stor gruppe unge i Bogotá har oprettet selvforsvarslinjer, hvor de forsvarer retten til demonstrationer ved hjælp af antitåregasmasker og skjold.

Ivan Duque kom til magten i 2018 med 54 procent af stemmerne, men i dag viser en meningsmåling fra instituttet Invamer, at hele 70 procent af befolkningen har mistillid til hans regering. I starten af protestbølgen nægtede Duque enhver form for forhandling og sendte i stedet politi ud for at undertrykke protesterne.

Det var som at kaste endnu mere benzin på bålet og fik endda flere indenfor hans egen koalition til at så tvivl omkring hans evne som præsident.

Senere har han så åbnet op for en “national dialog” med nogle af de organisationer, der har indkaldt strejkerne, men samtidig har han fastholdt, at han ikke vil “forhandle med ultimatummer”.

Det er svært at forudse, hvordan bevægelsen udvikler sig i de kommende dage, men det er sikkert, at denne bevægelse har åbnet pandoras æske. Colombias arbejdere, fattige og bønder har fået nok af undertrykkelse, forfølgelse og angreb på sociale rettigheder.