”Nu synes jeg, at du skal tage ja-hatten på”, lyder det for Gud ved hvilken gang fra den bløde stol på den anden side af bordet. Udsagnet falder, da mine kolleger (for Gud ved hvilken gang) anbefaler, at lederne holder lidt igen med iværksættelsen af nye projekter, som DE skal gennemføre på skolerne.

Et NEJ, som runger, har altid, både d. 3. december og i al tider før det, været det, som indledte de største forandringer - for de fleste.

En lærer formaster sig til at tilføje, at de sidste initiativer endnu ikke er blevet gennemført, inden politikere, forvaltning og skoleledere bringer de nye på banen.

Jeg kan efterhånden ikke huske, hvordan udtrykket ”ja-hat” opstod.
Men for mig er begrebet efterhånden blevet ensbetydende med en forventning om, at lærere og andre offentligt ansatte kritikløst skal indtage en udelt positiv indstilling, når vi pålægges opgaver som i bedste fald er meningsløse, i værste fald direkte ødelæggende for vores arbejdsmiljø, vores kerneydelse eller vores fællesskab.

Lærere, socialrådgivere, sygeplejersker, gartnere, parkeringsvagter og kontorassistenter skal ubeset sige ja til initiativer, som risikerer at afprofessionalisere os – eller som tvinger os til at arbejde mere, hårdere og længere for de samme eller færre ressourcer.

Offentligt ansatte, som siger fra overfor øget arbejdspres, tidrøvende eller meningsløse opgaver, opfattes som samarbejds-uvillige – og frygten for at blive sat i bås som bagstræberisk brokker lukker ned for kritik af for eksempel besparelser eller dårlig ledelse.

For nogle år siden blev en skoleleder afskediget for at fortælle, hvad besparelserne ville betyde på hans skole. Ombudsmandens afgørelse lød, at afskedigelsen var ulovlig, fordi den var i strid med embedsmandens forpligtelse til at beskrive konsekvenserne af nedskæringer. Siden er afgørelsen blev lagt i en skuffe, hvor den har samlet støv.

Det er på tide at gøre op med ja-hattens selvcensur. Lad NEJ-hatten – det stærke ord NEJ – genindtage pladsen som politisk korrekt.

Lad os tage klaphatten af, svinge den sunde fornufts kasket og solidaritetskalotten med vores fag og vores kolleger tilbage på hovedet.

Et NEJ, som runger, har altid, både d. 3. december, og i al tider før det været det, som indledte de største forandringer - for de fleste.