Jeg har netop hørt, at den formodede gerningsmand er blevet dræbt af politiet her til morgen – og at han forinden formodentlig har skudt og dræbt endnu en mand.

Medier og politikere bruger udtryk som "terror" og "ekstremisme".

Jeg nægter at møde ekstremisme og vold med mere ekstremisme og vold.

Selv sidder jeg tilbage med en stor sympati for de dræbte og deres familier – og så er jeg bange. Rigtig bange endda. Ikke for selv at blive dræbt eller for at nogle af mine nære bliver det, men for hvad der sker med os, når vi bliver bange.

Da terrorangrebet i NY d.en 11. september ramte os, var jeg ikke klar over, hvad angst kan gøre ved os. Jeg sad på Tre Falke Skolen og undrede mig over, at forældrene på stribe meldte afbud til forældremøde. Efterfølgende har jeg måtte sande, hvor naiv jeg var.

Siden har jeg set medier puste til vores vrede og frygt og hørt politikere opfordre til gengældelsesaktioner, dvs såkaldt fredsskabende missioner, som har kostet hundredetusindvis af civile menneskeliv – og som jeg mener har korrumperet vores forhold til, hvordan vi bekæmper vold og vanvid.

Jeg nægter at møde ekstremisme og vold med mere ekstremisme og vold.

På en dag som i dag, vil jeg minde mig selv om de mennesker, som efter min mening har forandret verden til det bedre: De har alle insisteret på at modsvare vold med medmenneskelighed og frygt med tillid - uanset deres religiøse eller kulturelle baggrund.

Ikke fordi de (som jeg) var naive og ikke kendte konsekvenserne af frygt og had, men netop fordi de kendte konsekvenserne.