Hvorfor virker ghettoplaner ikke?

Det korte svar er: Fordi boligselskaber og politikere forfølger forskellige, ja endda modsatrettede mål.

Ressourcestærke beboere er "farlige": Sådanne får nemlig øje på og vil bruge de rettigheder, som reglerne om beboerdemokratiet giver dem. 

Politikerne ønsker at få ikke-danskere og socialt udsatte ud af ghettoerne til fordel for flere ressourcestærke beboere.

Boligselskaberne (som den udførende part) ser derimod ressourcestærke beboere som en hindring til at bevare kontrollen over de almene boliger. Faktum er, at den nuværende ghettoplan er den sjette i rækken efter ghettoplaner fra årene 1994, 2000, 2004, 2010 og 2013. Fælles for disse har været politikernes ønske om at ændre beboersammensætningen i de såkaldt belastede områder, hvilket altså ikke er lykkedes endnu trods mere end 25 års indsats. Det må i sig selv være tankevækkende, ikke?

Faktum er også, at boligselskaberne i hver ghettoplan har fået betroet opgaven som den udførende part. Trods de pauvre resultater er tilliden til boligselskabernes evner som problemløser åbenbart usvækket, hvilket strider mod al sund fornuft: Hvis en håndværker ikke efter andet forsøg får lukket hullet i taget, ville jeg nok finde en anden håndværker til opgaven!

Der kan kun være en grund til dette paradoks: Politikerne har overladt det til boligselskaberne at stille både diagnosen og anvise kuren. I seneste ghettoplan påstås eksempelvis, at "(u)trygheden i udsatte boligområder er med til at skubbe ressourcestærke personer ud af områderne. Det gør det sværere at tiltrække nye borgere."

En helt igennem udokumenteret påstand, som ofte fremføres af boligselskaberne for at skaffe milliontilskud til deres mange "utrygheds"projekter – som brandmanden, der selv lægger ild. I sig selv betyder enhver ghettoplan, at millioner, ja milliarder af kroner ruller gennem boligselskaberne. Dem tager boligselskaberne imod med kyshånd! Men har de nogensinde gjort noget for at tiltrække ressourcestærke beboere?

Jeg har svært ved at få øje på en eneste indsats i den retning. Tværtimod har jeg ofte hørt, hvor svært det er og/eller har været at få en almen bolig, selv om ansøgeren både har en god uddannelse og fast arbejde. En typisk forklaring er, at det ikke er boligforeningens opgave at stille en billig bolig til rådighed for ressourcestærke borgere! Ret beset – og uagtet af politikerne – bruger boligselskaberne altså deres "sociale ansvar" til at modarbejde ghettoplanernes formål!

Fordi ressourcestærke beboere er "farlige": Sådanne får nemlig øje på og vil bruge de rettigheder, som reglerne om beboerdemokratiet giver dem. Og det betragtes af boligselskaberne som ”indblanding”, hvilket et stigende antal sager hos Lejernes Retshjælp viser. Og vi ser boligselskaber, som fører en decideret udmattelseskrig mod de få beboere, der på ekstremt ulige vilkår vover at tage kampen op.

Så ressourcestærke beboere er altså åbenlyst en hindring for boligselskabets kontrol med boligafdelingen. Til gengæld overses totalt, at flere ressourcestærke beboere absolut er i beboernes egen interesse, så de kan give boligselskaberne et mere kvalificeret modspil: En pensioneret advokat, revisor, ingeniør med mere er guld værd for beboerne, når de skal tage stilling til komplicerede sammenhænge. Som de eneste betalende kommer beboerne nemlig over huslejen til at betale for hver eneste krone, boligselskaberne bruger.

Et velfungerende beboerdemokrati er derfor betingelsen for en sund og fornuftig økonomi. Inddragelse af beboerne og beboerdemokratiet er derfor også opskriften på succes for en ghettoplan, og det gælder hele vejen, fra planlægning over beslutning til gennemførelse. Den nuværende fremgangsmåde, hvor man brutalt fjerner boligen under uønskede beboere, er ikke blot menneskeforagtende, men også fra et økonomisk synspunkt et enormt ressourcespild. Hvordan kunne ansvarlige politikere dog falde for den idé?