En uvildig, overordnet evaluering af terrorlovgivningen. Det er en vældigt god idé og påtrængende efter næsten 20 års hæsblæsende lovindgreb, som ofte har været præget af forskrækkelse og nu og her-ønsker snarere end af nøgternhed og fornuft.

Forslaget er fremsat for et par uger siden af Enhedslisten, der vil have nedsat en "Frihedskommission" til at skabe overblik over konsekvenserne af terrorlove og bandepakker. Endnu her i skrivende stund er forslaget ikke "skudt ned", men ej heller hilst velkomment af et politisk flertal, så dets skæbne er stadig uvis.

Det springende punkt er imidlertid, hvad det er for et Danmark, der skal passes på. 

At en uvildig evaluering er påtrængende, kan ingen være i tvivl om. Den slags lovindgreb har hver gang udgangspunkt i aktuelle begivenheder og præges derfor af politiske ønsker om at vise "reparerende handlekraft", hvor der sjældent tages behørigt hensyn til de retssikkerhedsmæssige garantier, trods indtrængende advarsler fra mere besindige kredse.

Hvordan stemningen er, så vi for eksempel kort før jul i forbindelse med politiets "terroraktion" den 11. december. Mønstret var det samme som tidligere. Politiet smed et kæmpenet ud og anholdt forskellige steder i landet en snes personer.

Statsministeren og justitsministeren sendte med stor politisk opbakning alarmerende meddelelser ud om "onde mennesker herhjemme, som vil angribe vores demokrati", og pressen slugte det hele råt. Uskyldsformodning og erfaring fra tidligere tilsvarende aktioner var glemt og borte.

Ved grundlovsforhørene fremstilledes cirka en tredjedel af de anholdte, og af dem blev adskillige løsladt på grund af manglende mistankegrundlag med foreløbig opretholdelse af sigtelserne, helt som sædvanligt.

Hvorfor tænkte alle de højtråbende sig dog ikke om, før de i den grad spredte panik og skræmmende utryghed i store dele af befolkningen?

Jamen, det skal ses i sammenhæng med den "tryghedspakke", som var under forberedelse og senere blev præsenteret af blandt andre justitsministeren under det slående slogan "mere overvågning øger trygheden". Disse forslag indeholdt ingen udløbsklausul, hvad der ellers kunne være en god anledning til, så disse indgreb i vores alle sammens frihedsrettigheder fik en midlertidig karakter.

Men sådan er det efterhånden blevet med den indgrebslovgivning, vi har set gennem de sidste mange år. De såkaldte solnedgangsbestemmelser, hvor indgrebshjemmelen bortfalder efter et eller to år, forekommer nu kun sjældent, og de steder, hvor de har været indsat, for eksempel i reglen om utryghedsskabende tiggeri, foreslås de fjernet, helt uden dokumentation for, at behovet for indgrebshjemmel stadig er til stede.

Et af regeringens mantraer er, at "vi vil passe på Danmark". Det lyder så godt, at ingen da kan protestere! Det springende punkt er imidlertid, hvad det er for et Danmark, der skal passes på. Lad det være et demokratisk Danmark, hvor vi hæger om de frihedsrettigheder, som terrorister så gerne vil til livs, og som vi derfor ikke selv skal begrænse.

Den uvildige evaluering trænger sig på.