Sørgeligt, men sandt. Vores regler om høring vedrørende lovforslag er de dårligste i Norden. Det dokumenterer en uforståelig og kritisabel mangel på den rettidige omhu for vores folkestyre, der sikrer, at lovgivning ikke kun baserer sig på ministeriers og politiske partiers in put og ønsker, men forankres bredt i samfundet.

Den her i landet gældende vejledning om god lovgivningsskik går ud på, at forslag bør sendes i høring uden for de statslige instanser med en svarfrist på fire uger.

For mere end en tredjedel af de 190 lovforslag, som blev sendt i høring i folketingsåret 2015-16, blev den fire ugers frist ikke overholdt.

I Norge og Sverige er fristen tre måneder. I Finland seks til otte uger. Og i praksis bliver dette overholdt, idet der ved hastende sager i alle tre lande dog kan ske en afkortning. Men fristen er så aldrig kortere end seks uger.

Helt aktuelle undersøgelser afslører, at dette "danske underskud" i virkeligheden er endnu værre. For mere end en tredjedel af de 190 lovforslag, som blev sendt i høring i folketingsåret 2015-16, blev denne fire ugers frist ikke overholdt. Det viser en undersøgelse, som Advokatsamfundet har gennemført og offentliggjort her i sommer.

Allerede i vinter lavede folketinget faktisk sin egen undersøgelse for perioden oktober til december 2015. Den gav det samme nedslående resultat og viste endvidere, at 9,5 procent af lovforslagene havde en høringsfrist på højst syv dage….!

Selv om disse undersøgelser altså er nye og aktuelle, er fænomenet og dermed problemet kun alt for velkendt.

Lige siden "systemskiftet" i 2001, hvor Venstre-ledede regeringer støttet af et flertal i folketinget med Dansk Folkeparti i spidsen var ved magten frem til 2011, har hurtige, sporadiske lovændringer af hovsamæssig karakter været udbredt. Typisk ved, at der i forbindelse med finanslovforlig sent i efteråret blev aftalt diverse lovændringer med DF som modydelse for at stemme for finansloven. Ofte, men ikke kun har det drejet sig om stramninger på udlændingeområdet, herunder asyl-, opholds- og udvisningsreglerne, samt på retsområdet i form af højere strafferammer, øgede muligheder for processuelle indgreb over for personer osv.

I og med kravet om, at finansloven skal vedtages inden årets udgang, blev alle de aftalte lovændringer også sat under tidsmæssigt pres. Selv de korte danske høringsfrister på fire uger blev for snærende. Ret beset forekommer høring på de givne vilkår i øvrigt også illusorisk. For den politiske vilje var jo manifesteret og stod ikke til at rokke!

Men regeringsskiftet og det "nye" flertal i folketinget i 2011 betød desværre ingen reel ændring på høringsområdet, og efter valget i juni 2015 havde den smalle Venstre-regering på den måde så at sige sikret sig "alibiet" for ikke at rette op på høringsskavankerne.

For vores så ofte, højt besungne folkestyre hvilende på "Foreningsdanmark" og civilsamfundet med aktive, engagerede samfundsborgere og organisationer betyder dette en drastisk svækkelse.

Den får kun yderligere næring af den uhyggeligt tillukkede lov om offentlighed i forvaltningen, jagten på whistleblowere og EU's stigende andel af al lovgivning i Danmark.