Forlig. Brede flertal. Kompromiser. Koncensus.

Dette er plusord, som vi bruger til at fremhæve vores nationale fortrin: Det samarbejdende folkestyre. Det er ikke kun en tom floskel, men giver samfundet sammenhold, kontinuitet, stabilitet og tryghed.

Selv om man stemte på et af oppositionspartierne ved valget i oktober 2011, førte det ikke til reelle ændringer i den førte politik. 

Medaljen har dog også en bagside: Sammenspisthed, lukkethed og ansvarsforflygtigelse. For hver enkelt af os giver det rettighedstab og overordnet set reduceres ens mulighed for som vælger at påvirke beslutningerne i de folkevalgte forsamlinger - folketing, regionsråd og kommunalbestyrelser.

Selv om man eksempelvis stemte på et af oppositionspartierne ved valget i oktober 2011 for at få en anden regering, og det så oven i købet lykkedes, førte det ikke til reelle ændringer i den førte politik. Men alene til det ene løftebrud efter det andet.

På den måde er et af FN-kriterierne (borgernes mulighed for at ændre deres lands regering) opfyldt - på papiret, men ikke i realiteten.

DONG og NSA

Og ser vi på mere konkrete konsekvenser, gør det kun situationen værre. 

Tidligere på året var det eksempelvis frasalget af dele af DONG til Goldmann Sachs, som viste, hvorledes regering, ministre, folketingsmedlemmer og partier var låst så fast, at den højst upopulære og kritiserede beslutning ikke kunne omgøres.

Et andet eksempel er spørgsmålet om overvågning, aflytning, samarbejde med NSA og andre hemmelige tjenester i udlandet, fortrinsvis USA. 

Trods voldsom og berettiget kritik fra mange sider om at placere den agerende instans på området Center for Cybersikkerhed under Forsvarets Efterretningstjeneste, FE, der blandt andet blev fremført under en eksperthøring i Retsudvalget den 8. maj 2014, viste det sig, at ordførerne fra både regeringspartierne og den borgerlige opposition rent faktisk havde bekræftet forliget, som så lige før Folketingets sommerferie blev stemt igennem i salen.

Bagsiden af folkestyret

Nogle af ordførerne erkendte endog, at de slet ikke havde været nede i de detaljer, som omhandlede FE’s adgang til at indsamle og udlevere rådata vedrørende privatpersoners og firmaers teletrafik. Helt uden dommerkendelse og ej heller under iagttagelse af de øvrige grundlæggende retsgarantier, som retsplejeloven ellers foreskriver for den slags indgreb i privatlivets fred.

Hvis denne adfærd hos de involverede personer og myndigheder alene skyldtes dumhed eller dovenskab, ville problemet være til at overse og løse. Lige så med hykleriet, hvor det påståede chok over, at blandt andre kongelige personers private forhold er blevet overvåget og registreret, ikke kan tages for fulde pålydende, når samtidig flertallet stemmer FE’s cybercenter i hus.

Men forløbet hænger givetvis også sammen med bagsiden af det danske folkestyre som beskrevet oven for. Og det gør situationen alvorlig, for så er der tale om tab af demokrati i ødelæggende omfang.