Hvor er der mange, der føler sig i klemme. Og reelt også er det.

Arbejdsløse, der står til at miste deres dagpenge. Kontanthjælpsmodtagere, som igen og igen stilles over for stadigt strengere krav. Pensionister og studerende, der ser deres pension og SU sakke bagud. Lønmodtagere, der frygter afskedigelse.

En del finder i deres frustration på at henvende sig til mig som advokat. De siger, de opfatter mig som en af dem, der prøver at hjælpe "den lille mand".

- Er der ingen rettigheder, som juridisk beskytter os, spørger de.

Tjah, det ville da føles rimeligt, hvis man kunne anlægge sag mod socialminister, beskæftigelsesminister, justitsminister og forsvarsmininister, ja hele regeringen, og dér påstå statens milliardudgifter til at føre krig rundt om i verden og til PET's overvågning af os alle brugt til fornuftigere og socialt mere retfærdige ting. 

Faktisk er det korrekt, at både vores grundlov og andre love samt en række internationale bestemmelser opstiller økonomiske og sociale rettigheder som retten til arbejde, til undervisning, uddannelse og bolig samt til en værdig tilværelse for hvert enkelt menneske på linje med de frihedsrettigheder, som vi kan anlægge sag om i Danmark og senere klage over til f.eks. Den europæiske Menneskerettighedsdomstol, hvis vi mener dem krænkede.

Den unge færdig-uddannede, der ikke kan få et job, kan ikke sagsøge eller klage nogen steder. Det kan den arbejdsløse, som nu mister dagpengene, heller ikke.

Men sådan er det ikke helt. Indsigelses- og klageretten, og dermed det, man kalder den judicielle beskyttelse, gælder mest de såkaldte første generationsrettigheder, ytringsfrihed, foreningsfrihed, forsamlingsfrihed, beskyttelse mod tortur, retten til en retfærdig rettergang og privatlivets fred. Det var de rettigheder, der så at sige kom først, den gang demokratiet blev til, og senere blev specificeret ud til at gælde alle, rig som fattig. At så den beskyttelse også er mangelfuld er lige nu og her en anden historie.

Da først de så var sat på papiret i FN's universelle menneskerettighedserklæring lige efter 2. Verdenskrig og fulgt op får år efter af Den europæiske Menneskerettighedserklæring, kom de økonomiske og sociale rettigheder til op igennem 1950'erne. Men de blev ikke på samme måde gjort gennemtvingelige, bortset fra en række minimun sstandarder som forbud mod slaveri, børnearbejde, diskrimination på køn, race, tro med videre.

Tanken har været, at når nu vi alle var udstyret med demokratiske rettigheder til selv kritisere og at vælge regering og lovgivningsmagt, så måtte den konkrete udformning af, hvordan de økonomiske og sociale goder skulle fordeles og sikres, klares på den måde ad politisk vej.

Der er dog nogle rettigheder i den henseende, som nyder domstolsbeskyttelse, men hvor effektiv er den?

Eksempel unge færdiguddannede, der på punkt og prikke har fulgt skiftende regeringers formaninger om at skynde sig med at komme igennem uddannelsen uden svinkeærinder, men så ikke kan få et job, kan ikke sagsøge eller klage nogen steder.

Det kan den arbejdsløse, som har søgt og søgt det ene job efter det andet, men nu mister dagpenge, fordi støtteperioden af lovgiver er blevet skåret ned, heller ikke. Og så videre.

Så mit svar på de mange henvendelser er: Desværre nej, her kan nok så mange kloge eller fiffige juridiske konstruktioner ikke hjælpe.

Det handler i stedet for om politik. På godt og - for tiden mest - ondt. 

Og hvad værre er: Selv om man har gjort sig stor umage med at sætte krydset "det rigtige sted", går det sjældent, som man ville have det.